RUSLAND | Usikkerheden over de internationale våbenkontrolaftaler og gensidig nuklear oprustning imellem USA og Rusland har atter gjort atomvåben højaktuelle i stormagternes forsvarspolitik. For at blive klog på hvordan den nukleare
politik udformes og passer ind i den overordnede forsvarspolitik i Rusland, er det relevant at stille spørgsmålet:
Hvem har kontrollen over ’den røde knap’ (der faktisk er grå i Rusland), og hvem sætter dagsordenen for den
nukleare strategi og forsvarspolitikken generelt i Rusland?
Siden starten af den Kolde Krig har russisk nuklear strategi været under udvikling og bevæget sig i forskellige retninger. Denne bevægelse i strategi har været tæt forbundet med ændringer i konstellationen af militære beslutningstagere. Ændringen over tid har været et resultat af indædt intern magtkamp om at være den dagsordenssættende instans på det nukleare og forsvarspolitiske område. I denne artikel gennemgås de skelsættende interne magtkampe, der har foregået bag kulisserne, og som er relevante for Ruslands nukleare strategi og forsvarspolitik frem til i dag.
Militært monopol og de nukleare kufferter
Historisk set har der været et stort overlap mellem militæret og den politiske elite i Sovjetunionen og Rusland. Dette kan for eksempel observeres ved, at militæret stort set aldrig har interveneret selvstændigt i russisk politik. Selv ikke under Stalins udrensning (Jesjovstjstina) af den Røde Hærs officerskorps eller Jeltsins omfattende nedskæringer i forsvarsbudgettet, gjorde militæret selvstændigt modstand overfor den politiske ledelse. Sådan en modstand har ikke været nødvendig, eftersom den militære ledelse i Rusland i lang tid har siddet på udformningen af forsvarspolitikken i modsætning til i de vestlige lande, hvor civile politikere i højere grad har sat retningen for forsvarspolitikken. Særligt efter Ruslands status som nuklear supermagt har den militære ledelse i Rusland haft stor indflydelse på den nukleare strategi og forsvarspolitikken generelt.
Magten er særligt fremtræden ved fordelingen af de nukleare kufferter (tjegets), der bruges til at aktivere atomartsenalet. Siden disse kufferter blev indført i 1983, har kufferterne været fordelt mellem generalsekretæren/præsidenten, forsvarsministeren og generalstabschefen. Eftersom forsvarsministeren traditionelt har haft millitær baggrund og sin udpegelse i generalstaben, har den militære ledelse således haft kontrol over de to nukleare kufferter i generalstaben og Forsvarsministeriet. Hvis Forsvarsministeriet er under militær kontrol, kræves det derfor blot, at præsidentens kuffert erobres, før den operationelle kontrol over de russiske atomvåben er under den militære ledelses totale kontrol. Dette skete under kupforsøget mod Gorbatjov i 1991, hvor alle tre kufferter kom i kupmagernes besiddelse og det nukleare beredskab blev aktiveret. Kuppet førte dog ikke til noget, da størstedelen af militæret ikke var involverede i kuppet og støttede status quo. Efter denne episode blev det foreslået, at generalstabschefens kuffert skulle overdrages til premierministeren, men dette blev afvist. Den russiske militære ledelse har således stadig stor operationel magt over atomvåbnene alt efter, hvem forsvarsministeren er loyal overfor.
Kampen om forsvarsministeriet og retningen for forsvarspolitikken
I årene under Jeltsin havde den militære ledelse stor indflydelse, efter at militæret havde hjulpet med at forhindre en regulær borgerkrig under forfatningskrisen i 1993. Præsidenten stod derfor i gæld til generalerne. Denne indflydelse gjorde sig gældende ved, at den tidligere chef for de nukleare styrker (Raketnyje Vojska Strategitjeskogo Nasnatjenija; RVSN), Igor Sergejev, bestred posten som forsvarsminister. At den tidligere RVSN-chef var blevet udnævnt til forsvarsminister i 1997, vidnede om den centrale rolle RVSN havde for Ruslands sikkerhed i 90’erne. RVSN udgjorde endda sit eget værn sidestillet med luftvåbenet, søværnet og hæren. Denne status havde stor betydning for den dagsordenssættende magt på det nukleare område, hvor præsidenten og den politiske elite ikke havde meget at sige overfor en stærk samlet militær ledelse, der prioriterede atomvåben som Ruslands mest kosteffektive sikkerhedsgaranti.
Den militære ledelses sammenhold blev imidlertid udfordret, da der kom flere penge i statskassen efter årtusindskiftet, hviket skabte uenighed om, hvorvidt forsvarspolitikken fortsat skulle prioritere de nukleare styrker. På den ene side repræsenterede generalstabschef Anatoli Kvasjnin en fløj, der bestod af generaler fra krigene i Tjetjenien, som havde erfaret den sørgelige tilstand af de konventionelle styrker på første hånd. Denne gruppe krævede en omfattende modernisering af de konventionelle styrker på bekostning af de nukleare styrker og et opgør med RVSN’s status som selvstændigt værn. Forsvarsminister Sergejev anså dette krav som et direkte angreb på den fløj, han selv repræsenterede, hvilken bestod af RVSN-ledelsen og det civile nukleare kompleks i Rusland. Kvasjnins krav, der ville betyde et paradigmeskifte i den nukleare strategi, førte til indædt kamp om at få den politiske ledelses opbakning.
Udover at være en kamp om den fremtidige forsvarspolitik, var magtkampen mellem de to fløje ligeledes en kamp om kontrol over Forsvarsministeriet. Kvasjnin anså sig selv som en oplagt kandidat til at blive Sergejevs efterfølger i Putins nye administration, mens Sergejev havde udset den daværende chef for RVSN, Vladimir Jakovlev, som sin efterfølger. Splittelsen i den militære ledelse skabte en ideel situation for den nyindsatte præsident Putin, der udnyttede striden mellem de to parter til at indsætte sin ”egen mand”, Sergej Ivanov, som ny forsvarsminister. Putin vedtog i samme ombæring en plan for forsvarspolitikken i 00’erne og frem, der skabte et kompromis mellem de to fløje i den militære ledelse. RVSN mistede sin værnsstatus, men blev ikke så kraftigt nedskåret som Kvasjnin havde krævet. USA’s udmeldelse af ABM-traktaten i 2001 var en stor del af forklaringen på, at RVSN ikke blev beskåret mere, end det gjorde. De konventionelle styrker blev dog stadig tildelt en større andel af forsvarsbudgettet, hvilket førte til en mere balanceret nuklear strategi, hvor de konventionelle styrker kom til at betyde relativt mere i Ruslands sikkerhed.
Tjekisternes overtagelse af forsvarspolitikken
I Ruslands politiske magthierarki taler man om, at præsident Putin og hans inderkreds består af de såkaldte ”tjekister” (af navnet tjeka, der var den oprindelige efterretningstjeneste under Lenin). Personerne i denne gruppe har deres ophav i de russiske efterretningstjenester, især KGB/FSB. Sikringen af Forsvarsministeriet med Ivanovs indsættelse som forsvarsminister var vigtig for Putins mulighed for at styre forsvarspolitikken effektivt. Efter sin indsættelse som forsvarsminister gjorde Ivanov nemlig op med generalstabens privilegerede rolle i russisk forsvarspolitik og flyttede store dele af den militære planlægning, analyse og rådgivning til Forsvarsministeriet.
Den civile kontrol over Forsvarsministeriet blev sat på prøve, da den tidligere møbelsælger fra Sankt Petersborg, Anatoli Serdjukov, efterfulgte Ivanov som forsvarsminister i 2007. Generalstaben fandt det uværdigt, at en civil uden militær baggrund kunne blive forsvarsminister og krævede, at Serdjukov gennemgik militær træning. Serdjukov igangsatte til gengæld en omfattende anti-korruptionskampagne, der udskiftede store dele af generalstaben. Dertil indførte Serdjukov fysiske test for generalstaben, hvilke stort set alle generalerne dumpede. Udover at fryde de russiske medier viste Serdjukovs ydmygelse af generalerne, at tjekisternes kontrol over Forsvarsministeriet og forsvarspolitikken var cementeret.
Overordnet betyder tjekisternes kontrol over Forsvarsministeriet og pacificeringen af generalstaben, at Putin og hans inderkreds af tjekister kan kontrollere forsvarspolitikken, den nukleare strategi og den operative kontrol over de russiske atomvåben uden større opposition. Der hersker således ingen tvivl om, at ”den røde knap” befinder sig på præsidentens skrivebord i enhver forstand.
