Actionhelte og havfruer i Ungarn

 Filmanmeldelse | Instruktør Ida Marie Gedbjergs rejse til Budapest for at afdække en afdød filmentusiasts liv fører hende dybt ind i en ungarsk families kærlighed til film. Gennem generationer afsløres hemmeligheder gennem farvekodede filmoplevelser, og en families drømmende, eskapistiske fællesskab opstår som resultat af Ungarns politiske historie og landskab 

En dag får den danske instruktør og antropolog, Ida Marie Gedbjerg, en fremmed notesbog stukket i hånden. Notesbogen er fundet af hendes filmlærer i et ungarsk dødsbo. Den indeholder en systematisk liste over 2.158 filmbesøg igennem den ungarske Istváns liv. Udover titel er der også noteret årstal, biograf og antal film i alt. Alt sammen skrevet i en farve, der bedst repræsenterer oplevelsen. Rød er den højeste karakter.

Ida Marie Gedbjerg bliver betaget af notesbogens oprindelige ejer og nærmest besat af at finde ud af, hvem han var. Hun beslutter sig for at drage til hans hjemstavn i udkanten af den ungarske hovedstad Budapest for at finde ud af det.

Her møder vi notesbogens ejer Istváns efterkommere: Hans to pensionerede sønner István Jr. og Feri, hans barnebarn Szilvia og oldebarnet Attila. Ingen af dem deler særlig mange træk, men de har én ting til fælles: De elsker film.

Filmkærlighed bliver også instruktør Ida Marie Gedbjergs måde at nå ind til disse mennesker på og gennem dem prøve at nærme sig et billede af, hvem István var.

Hans to sønner har begge en stor samling piratkopierede DVD’er (på nær de vigtigste, som er købt i god kvalitet), og dem der er mest værdsat i samlingen er actionfilmene. De elsker actionfilm. De kan ikke få nok af dem og har begge deres måder at udtrykke deres kærlighed til dem. Den ældste søn Istvan Jr. elsker at dele det med oldebarnet Attila, som egentlig ikke er så vild med al den action, og den yngste søn, Feri, har gemt hele sin filmsamling væk på loftet, hvor han kan sidde i fred fra sin kone og se film.

Oldebarnet Attila bor hos István Jr., som har passet ham siden, han var spæd.  Attila er hele sit liv blevet fortalt, at kvinden Szilvia er hans søster, indtil han en dag vågner op til sandheden: Hun er faktisk hans mor, men hun havde aldrig midlerne eller kapaciteten til selv at passe ham. De to har et stilletiende, mærkeligt forhold, og mødes kun som mor og søn foran et tv, hvor de kan være sammen i deres kærlighed til film hos István Jr., eller gennem telefonopkald, når Szilvia vil bede sin søn om penge. 

Traumet og hemmeligheden, som Attila oplever, da han finder ud af, at hans “søster” er hans mor, bliver fremført for tilskueren gennem filmklip, der poetisk formår at vise familiemedlemmernes virkelighedsflugt gennem netop det medie: Film. Ida Marie Gedbjerg formår at lade karakterene åbne sig  op om deres inderste, mørkeste og mest sårbare hemmeligheder undersøttet af filmiske virkemidler, der viser os hårde, subtile undertoner af en arbejderklassefamilie i dagens Ungarn. 

Den unge Attila, det sidste led i arbejderklassefamilien, er den eneste, der ikke elsker actionfilm; Han vil helst kunne se sig selv som karakter i de film, han ser. En af hans yndlings film er den sovjetiske klassiker Tjelovek-amfibija (RU: Человек-амфибия), som kan oversættes til ‘Amphibiamanden’ fra 1962, der ifølge Attila handler om at elske nogen, som andre ikke helt kan acceptere. Selv har Attila svært ved at dele sit personlige kærlighedsliv med sin bedstefar. 

 Den unge Attila, det sidste led i arbejderklassefamilien, er den eneste, der ikke elsker actionfilm; Han vil helst kunne se sig selv som karakter i de film, han ser. En af hans yndlings film er den sovjetiske klassiker Tjelovek-amfibija (RU: Человек-амфибия), som kan oversættes til ‘Amphibiamanden’, fra 1962, der ifølge Attila handler om at elske nogen, som andre ikke helt kan acceptere. Han har svært ved at dele sit personlige kærlighedsliv med sin bedstefar. Men fælles for dem begge er kærligheden til film; og de formår at opleve hinandens nærvær gennem utallige dage og aftener foran bedstefarens tv med diverse spillefilm, som betager dem.

 Det vil gå ret hurtigt op for én, at ‘Den Tabte Notesbog’s styrke ligger i fortællingen om disse efterkommere og deres indbyrdes forhold til hinanden og ikke i fortællingen om selve notesbogen.  Det er fra notesbogen hele fortællingen udfolder sig, men det er undersøgelsen af bogen, der gør ‘Den Tabte Notesbog’ til en rejse, som er værd at tage med på.

Jagten på István bliver nærmere til en slags “hvid kanin”, som Gedbjerg jager ind i en fortælling om en nation, og på den måde åbner en stor fortælling op i en meget mindre fortælling om en familie. Heldigvis er familiemedlemmerne så vidunderlige, at man får lyst til at følge dem længe efter filmen slutter.

Gedbjergs danske baggrund og den dejligt naive tilgang til filmen, medvirker, at hun formår at forholde sig helt rigtigt distanceret til dokumentaren, sådan at den kulturelle og politiske kontekst, som filmen uundgåeligt eksisterer i, ikke føles tvungent og påduttet, men som en konstant, underliggende realitet, som man har lyst til at udforske. På den måde bliver dokumentarfortællingen om familien også en fortælling om Ungarn. Både om hvordan landet så ud, dengang István så sovjetiske propagandafilm, fordi der ikke var andet at se på den side af jerntæppet, men også om, hvordan Ungarn ser ud i dag med enorme økonomiske udfordringer. I et Ungarn, hvor folket må flygte ind i en fiktiv verden med actionhelte og havfruer, fordi det måske er den eneste måde at holde virkeligheden ud?

‘Den Tabte Notesbog’ vil utvivlsomt give dig et nyt perspektiv på filmmediets betydning og magien deri, men vigtigst af alt er det en smukt fortalt historie, der både er underholdende og indholdsrig. Man kan tage den præcis, som man vil.