Filmanmeldelse | Instruktør Ida Marie Gedbjergs rejse til Budapest for at afdække en afdød filmentusiasts liv fører hende dybt ind i en ungarsk families kærlighed til film. Gennem generationer afsløres hemmeligheder gennem farvekodede filmoplevelser, og en families drømmende, eskapistiske fællesskab opstår som resultat af Ungarns politiske historie og landskab
En dag får den danske instruktør og antropolog, Ida Marie Gedbjerg, en fremmed notesbog stukket i hånden. Notesbogen er fundet af hendes filmlærer i et ungarsk dødsbo. Den indeholder en systematisk liste over 2.158 filmbesøg igennem den ungarske Istváns liv. Udover titel er der også noteret årstal, biograf og antal film i alt. Alt sammen skrevet i en farve, der bedst repræsenterer oplevelsen. Rød er den højeste karakter.

Her møder vi notesbogens ejer Istváns efterkommere: Hans to pensionerede sønner István Jr. og Feri, hans barnebarn Szilvia og oldebarnet Attila. Ingen af dem deler særlig mange træk, men de har én ting til fælles: De elsker film.
Filmkærlighed bliver også instruktør Ida Marie Gedbjergs måde at nå ind til disse mennesker på og gennem dem prøve at nærme sig et billede af, hvem István var.
Hans to sønner har begge en stor samling piratkopierede DVD’er (på nær de vigtigste, som er købt i god kvalitet), og dem der er mest værdsat i samlingen er actionfilmene. De elsker actionfilm. De kan ikke få nok af dem og har begge deres måder at udtrykke deres kærlighed til dem. Den ældste søn Istvan Jr. elsker at dele det med oldebarnet Attila, som egentlig ikke er så vild med al den action, og den yngste søn, Feri, har gemt hele sin filmsamling væk på loftet, hvor han kan sidde i fred fra sin kone og se film.
Oldebarnet Attila bor hos István Jr., som har passet ham siden, han var spæd. Attila er hele sit liv blevet fortalt, at kvinden Szilvia er hans søster, indtil han en dag vågner op til sandheden: Hun er faktisk hans mor, men hun havde aldrig midlerne eller kapaciteten til selv at passe ham. De to har et stilletiende, mærkeligt forhold, og mødes kun som mor og søn foran et tv, hvor de kan være sammen i deres kærlighed til film hos István Jr., eller gennem telefonopkald, når Szilvia vil bede sin søn om penge.

Traumet og hemmeligheden, som Attila oplever, da han finder ud af, at hans “søster” er hans mor, bliver fremført for tilskueren gennem filmklip, der poetisk formår at vise familiemedlemmernes virkelighedsflugt gennem netop det medie: Film. Ida Marie Gedbjerg formår at lade karakterene åbne sig op om deres inderste, mørkeste og mest sårbare hemmeligheder undersøttet af filmiske virkemidler, der viser os hårde, subtile undertoner af en arbejderklassefamilie i dagens Ungarn.
Den unge Attila, det sidste led i arbejderklassefamilien, er den eneste, der ikke elsker actionfilm; Han vil helst kunne se sig selv som karakter i de film, han ser. En af hans yndlings film er den sovjetiske klassiker Tjelovek-amfibija (RU: Человек-амфибия), som kan oversættes til ‘Amphibiamanden’ fra 1962, der ifølge Attila handler om at elske nogen, som andre ikke helt kan acceptere. Selv har Attila svært ved at dele sit personlige kærlighedsliv med sin bedstefar.

Det vil gå ret hurtigt op for én, at ‘Den Tabte Notesbog’s styrke ligger i fortællingen om disse efterkommere og deres indbyrdes forhold til hinanden og ikke i fortællingen om selve notesbogen. Det er fra notesbogen hele fortællingen udfolder sig, men det er undersøgelsen af bogen, der gør ‘Den Tabte Notesbog’ til en rejse, som er værd at tage med på.
Jagten på István bliver nærmere til en slags “hvid kanin”, som Gedbjerg jager ind i en fortælling om en nation, og på den måde åbner en stor fortælling op i en meget mindre fortælling om en familie. Heldigvis er familiemedlemmerne så vidunderlige, at man får lyst til at følge dem længe efter filmen slutter.

‘Den Tabte Notesbog’ vil utvivlsomt give dig et nyt perspektiv på filmmediets betydning og magien deri, men vigtigst af alt er det en smukt fortalt historie, der både er underholdende og indholdsrig. Man kan tage den præcis, som man vil.
Visning af den tabte notesbog
Sprog: Dansk og Ungarsk. Undertekster: Engelsk. Spilletid: 1t15m. År: 2024. Instruktør: Ida Marie Gedbjerg. Lande: Danmark og Ungarn.
Tambo Film