PARLAMENTSVALG |  I skyggen af vigtige valg i henholdsvis Moldova og Georgien gik den bulgarske befolkning til stemmeurnerne søndag den 27. oktober. Det bulgarske parlamentsvalg er ikke blevet viet nogen stor opmærksomhed fra hverken danske eller internationale medier, hvilket i udgangspunktet kan forklares med, at det er det syvende parlamentsvalg på blot tre og et halvt år og det andet parlamentsvalg i 2024. Med andre ord er den umiddelbare nyhedsværdi traditionelt forbundet med parlamentsvalg i mindre grad åbenlyst tilstede. Men parlamentsvalget er dog stadig værd at kigge nærmere på, idet det viser en række bekymrende tendenser i bulgarsk politik.

Bekymrende er særligt følgevirkningerne af den lave valgdeltagelse og ringe tiltro til landets demokrati samt den Magnitskij-sanktionerede mediemogul Deljan Peevskis fortsat centrale tilstedeværelse. Peevski formåede nemlig at få sit parti, Bevægelse for Frihed og Rettigheder – En Ny Begyndelse, ind i parlamentet med relativt stor opbakning. Opbakningen er dog i kraft af håndgribelige beviser tæt knyttet til køb af stemmer og valgfusk begået af valgtilforordnede, hvilket udstiller, hvor alvorligt den længerevarende parlamentariske krise er for landets demokrati. Efter alt at dømme tyder meget dog på, at ørkenvandringen fortsætter, og at bulgarerne må indstille sig på endnu et parlamentsvalg i foråret 2025.   

Afmattet interesse og fravær af klare modsætningsforhold

Illustrativt for den efterhånden manglende valgbegejstring foregik selve valgkampen på sin vis relativt afdæmpet med få tydeligt konkrete politiske skillelinjer imellem de politiske partier: Antikorruptionsdagsordenen er blevet mindre troværdig og krigen i Ukraine mindre mobiliserende. Den bulgarske befolkning er efter en kort, men eksplosiv, politisk opvågning i 2020-2021 ramt af en voldsom apati overfor deres politikere. Det fremgår blandt andet af, at den foruroligende lave valgdeltagelse på et sted mellem 30-40% har konsolideret sig. En af grundene til det manglende engagement består, udover politikernes manglende evne til at samarbejde, i, at tilliden til selve afviklingen af valget er faldet: Op til valget udtalte 43% af de adspurgte, at valgene ikke er blevet mere fair og gennemsigtige, mens kun 23% mener det modsatte. På bagkant af valget mener lidt over en tredjedel af de adspurgte, at valgets resultat som følge af stærke indikationer på snyd og stemmekøb helt bør kasseres.

Den manglende internationale opmærksomhed omkring valget i Bulgarien skyldes dels, at energien fra det brede opgør med den politiske korruption i landet tilbage i 2020-2021 er fordampet , og dels at de politiske fordelingslinjer mellem partierne efterhånden er brogede og uklare. Desuden er aktualiteten i et geopolitisk perspektiv, som det i høj grad anlægges i forhold til Moldova, Georgien og Rumænien også mindre tydelig i landet. Med undtagelse af Det Bulgarske Socialistparti, der er langt fra fordums storhed, og partiet fra det ekstreme højre, Renæssance (Vazrashdane), hvis indflydelse til gengæld vokser, er der nemlig ingen af de indflydelsesrige politiske partier, der åbent udtrykker prorussiske tendenser.

Oligarken Peevskis foruroligende angreb på demokratiet

Mens der måske er et fravær af en klar geopolitisk brudlinje i Bulgarien, er der til gengæld tydelige indikationer på et demokrati med svage institutioner og svækket legitimitet overfor befolkningen. Forretningsmand og politiker, Deljan Peevski, er en berygtet person, der er forbundet med en række alvorlige skandaler gennem de seneste par årtier; herunder ansvaret for krakket af et landets største banker, Corpbank, tilbage i 2014 og afviklingen af landets største tobaksvirksomhed i 2016. I 2013 blev Peevski, der på det tidspunkt var kendt for sin indflydelse som ejer af en række af landets medier, udnævnt til chef for landets efterretningstjeneste, DANS. Udnævnelsen igangsatte store protester imod den daværende regering, der endte med, at den måtte trække udnævnelsen tilbage og efterfølgende træde af.

Som konsekvens af sine mange ulovlige aktiviteter er Peevski sanktioneret af både Storbritannien og USA under den såkaldte Magnitskij-lov, der blandt andet forbyder ham indrejse i USA. Alt imens har Peevski dog alligevel formået at bevare og styrke sin indflydelse i bulgarsk politik. Blandt andet ved et uformelt samarbejde med bulgarsk politiks strongman, Bojko Borisov, overfor hvem Peevski yder så stor en indflydelse, at Borisov menes at være i et afhængighedsforhold til Peevski. Det vurderes nemlig, at Peevski, der har kontrol over en række af landets institutioner, herunder retssystemet og indenrigsministeriet samt dele af den bulgarske sikkerhedstjeneste, råder over, hvad der antages at være store mængder kopromat. Det vil sige kompromiterende bevismateriale, der sandsynligvis ville cementere den længerevarende korruptionsmistanke knyttet til Borisov og andre centrale politikere.

Med kontrollen over landets institutioner råder Peevski over et særdeles effektivt instrument, der gør ham i stand til at presse sine konkurrenter og samtidig selv undgå efterforskning. I over et årti har Peevski samtidig været parlamentsmedlem for det tyrkiske minoritetsparti, Bevægelse for Frihed og Rettigheder (DPS). Partiet har et af de mest stabile klientelistiske netværk i landet, idet de nærmest har monopol på beskyttelsen af det tyrkiske mindretal på omkring 600.000 og deres rettigheder. Mindretallet er op igennem det 20. århundrede blevet forfulgt og marginaliseret utallige gange og er derfor særligt afhængig af det eneste parti i landet, der åbent erklærer at ville tale deres sag. 

Indtil for nylig var Peevski dog mest kendt sit stabile fravær som folkerepræsentant i parlamentet og allestednærvær i forbindelse med alverdens rænkespil. Dette ændrede sig dog med antikorruptionsprotesterne i 2020-2021, hvor han blev udpeget som demokratiets fjende. Dette, sammen med Ruslands invasion af Ukraine, har efterfølgende presset ham ud i offentligheden, hvor han siden har forsøgt at præsentere sig selv både som forkæmper for bulgarsk euroatlantisme – og – ganske paradoksalt – en effektiv antikorruptionsindsats.

Hans indflydelse i partiet, Bevægelse for Rettigheder og Frihed (DPS), der i mange omgange har været kongemager, er med tiden vokset markant. Den udvikling kulminerede med, at han i 2023 blev medformand for partiet. En position han udnyttede under den umage regeringskoalition mellem Vi Fortsætter Forandringen-Demokratisk Bulgarien (PP-DB) og GERB. Selvom Peevskis parti ikke officielt var regeringsparti, fremførte sig som en regeringspolitiker med daglige kontroversielle udtalelser på de landsdækkende TV-kanaler. Med sin gøren og laden var han i høj grad med til at udhule de retsreformer, man har talt om i landet siden 1990’erne.

Kort efter i sommeren 2024 gik han ind i en åben og voldsom konflikt med stifteren og æreslederen af sit partiet, Ahmed Dogan. Dogan har siden 1989 ofte spillet en  central rolle i bulgarsk politik og er berygtet for sin tætte tilknytning til lokale erhvervsledere, som han åbent tilgodeser med lukrative udbud som betaling for deres vælgermobilisering – en praksis, som det i øvrigt bør siges, at hans parti ingenlunde står alene med i Bulgarien. Konflikten mellem de to endte med en opsigtsvækkende partisplittelse mellem Deljan Peevskis tilhængere og Ahmed Dogans. Situationen eskalerede yderligere med den efterfølgende forfølgelse og arrestering af nogle af Dogans nærmeste allierede under mistanke for korruption, alt imens Dogans store palæer i Sofia og ved Sortehavet under stor mediebevågenhed blev konfiskeret af indenrigsministeriet. Hele affæren endte med, at partiet i sensommeren blev splittet op i Peevskis fraktion, Bevægelse for Frihed og Rettigheder – En Ny Begyndelse (DPS-NN), og Dogans fraktion, Alliance for Frihed og Rettigheder (APS).

Beviser for systematisk valgsnyd og køb af stemmer

Mens Peevski i slutningen af sommeren 2024 brugte sin indflydelse i bl.a. indenrigsministeriet til at bekæmpe en tidligere dominerende politisk aktør, er der også mistanke om, at indenrigsministeriet i samme periode har siddet valgfusk og stemmekøb overhørig.

Op til valget publicerede analysebureauet Alfa Research en undersøgelse, der viste, at 13% af de adspurgte har oplevet, at der er blevet brugt økonomiske midler, pression eller endda trusler om vold til at overbevise vælgere om, hvem de skulle stemme på. Problemet er som sådan ikke nyt i Bulgarien, der i årevis har kæmpet med netop stemmekøb og afpresning i forbindelse med valg, men problemets voksende omfang stod tydeligt for enhver, da indenrigsministeriet og andre uafhængige aktører i oktober meldte ud, at der var registreret langt flere uregelmæssigheder end normalt.

De mange uregelmæssigheder og forlydender om ulovlig påvirkning af vælgere førte til aktioner og anholdelser af mindst 70 mistænkte i dagene op til og umiddelbart efter valget. Med udgangspunkt i navnelister med beløb er de anholdte mistænkte for at have ledt de lokale indsatser, der eftersigende skulle sikre særligt Dogans parti, Alliance for Frihed og Rettigheder, opbakning i den altafgørende kamp imod Peevskis parti, En Ny Begyndelse.

I midten af oktober publicerede mediet BG Elves en række lister, som til gengæld omfattede lokale aktører, der menes at være knyttede til bl.a. Deljan Peevski og Bojko Borisov. Listen blev sendt ind til indenrigsministeriet, men uden at de har fulgt nævneværdigt op på det, hvilket øger mistanken om et partisk indenrigsministerium, som blot har brugt de højtpublicerede aktioner imod Ahmed Dogans stemmekøbere for at skabe et indtryk af, at der blev gjort noget på området. Ganske hensigtsmæssigt for Deljan Peevski har disse aktioner således været rettede imod hans politiske konkurrenter, mens han selv er gået fri.

Den voksende mistanke om snyd til fordel for Peevskis parti blev efterfølgende forstærket af en række hændelser umiddelbart før valget. Natten op til valghandlingen blev 3.000 valgtilforordnede i regionen Blagoevgrad erstattede af personer uden kompetencer eller tidligere erfaring som valgtilforordnede. Det resulterede i manglende rapporteringer og alvorlige fejl i listerne – i regionen Blagoevgrad var hver anden protokol således udfyldt fejlagtigt. I denne region blev Peevskis parti det andetstørste med omkring 20%, og Borisovs parti, GERB, blev det største med næsten 40%.

Mistanken går derfor på, at udskiftningen er blevet foretaget for at muliggøre omfattende snyd. Den mistanke bekræftes af videoovervågning fra valglokalerne, hvor det tydeligt fremgår, at valgtilforordnede i en række forskellige valgsektioner enten ugyldiggør stemmer ved at farve dem med tusch eller endda fabrikerer og omfordeler stemmer, så de går til Peevskis parti, En Ny Begyndelse. Derudover var der også i mange af regionerne påfaldende mange nedbrud blandt de computere, der skulle sikre elektronisk stemmeafgivelse. Brugen af computere er under stor debat blevet implementeret for at forhindre netop valgsnyd.

Set i det lys er det således ikke en ublandet glædelig nyhed, at valgdeltagelsen for hele landet stik imod forventning ikke faldt, men faktisk steg med 4,5% til 38,9%. Der er nemlig meget, der tyder på, at store del af mobiliseringen af Peevskis vælgere, der endte med at sikre hans parti hele 11% af stemmerne, kan regnes for at være ulovlig.

Demokratiet repræsenterer fåtallet

Den grundlæggende lave valgdeltagelse har også den sideeffekt, at den gør relativt få stemmer værdifulde. Ifølge Den Nationale Valgkommission har cirka 6,6 millioner bulgarere stemmeret, men landets demokratiske legitimationskrise betyder, at kun omkring 2,5 millioner rent faktisk gør brug af deres ret ved de sidste valg. Som politologen Antonij Todorov gør opmærksom på, betyder det, at barren grundlæggende sænkes – både i forhold til at blive landets største og dermed vigtigste parti og for at komme ind i parlamentet. Hvor det op til parlamentsvalget i 2005 var nødvendigt at få omkring 2,5 millioner stemmer, har GERB ved de sidste valg ligget på omkring 600.000, hvilket i realiteten repræsenterer under 10% af landets egentlige stemmeberettigede. Det betyder, at landets demokratiske krise i høj grad også bør betragtes som en legitimationskrise for Borisovs traditionelle magtparti; på trods af stadig at være landets største parti kan det ikke foregive at repræsentere bare en betydelig del af den bulgarske befolkning.

I forhold til valgtærsklen betyder den faldende valgdeltagelse, at man ved de sidste par valg blot har skullet få mellem 60.000 til 100.000 stemmer for at komme ind i parlamentet, hvilket er et lavt tal i Bulgarien, hvor valgtærsklen ligger på 4%. Det har betydet en øget tilstedeværelse af mere eller mindre populistiske, radikale og antisystemiske partier: Partiet fra det ekstreme højre, Renæssance, der har udtalt sig både antisemitisk, islamofobisk og samtidig rejst til Moskva efter Ruslands invasion af Ukraine. På det seneste har det skabt en del opmærksomhed omkring sig selv efter at have foreslået en lov imod udenlandsk-finansierede NGO’ere á la dem, der allerede er blevet vedtaget i Rusland og Georgien. Partiet ligger efterhånden stabilt på omkring 16% af stemmerne, hvilket reelt set kun repræsenterer omkring 5% af befolkningen.  

Ved valget i sommeren fik det følgeskab af Storhed (Velichie). Partiets leder, serieiværksætteren Ivelin Mihajlov, har opbygget noget lignende en sekt omkring sig i et lille landsbysamfund udenfor Varna, hvor der fra deres egne medier og SoMe spredes desinformation om alt fra en forestående tredje verdenkrig, der vil ødelægge Bulgarien, til chemtrails fra rutefly. Samtidig skulle der i landsbysamfundet eftersigende også foregå træning af en slags paramilitær enhed. I foråret 2024 beskrev mediet Kapital, hvordan Mihajlov og hans samarbejdspartnere igennem årene havde snydt tusinder af bulgarere for millioner af leva i forbindelse med et pyramidespil knyttet til investeringer i et udendørsmuseum i landsbysamfundet. Storhed nåede ganske overraskende ind i parlamentet i sommeren 2024 for så næsten at implodere kort efter. Mens Storhed med få promiller lige akkurat ikke opnåede genvalg i oktober 2024, fik i stedet partiet Moral, Enhed og Ære (MECh) det nødvendige antal stemmer med 4,4% og dermed 12 mandater. Partiet ser sig selv som naturligt regeringsparti og slår sig – lig Storhed – op på at være parlamentets ægte antikorruptionsparti, der vil gøre op med både Borisov, Peevski og de andre etablerede politikeres korrumperede grådighed.

I praksis er der imidlertid ingen, der har udvist villighed til at samarbejde med hverken Moral, Enhed og Ære eller Storhed, ligesom også Renæssance til dels er i ude kulden. Derfor er deres indflydelse, for nu i hvert fald, relativt begrænset. Ikke desto mindre er de antisystemiske partier og deres excentriske – og ikke mindst moralsk tvivlsomme – lederes kapacitet til at tiltrække en relativt stor andel af de relativt få stemmer bekymrende. Tæller man alle antisystemiske partier sammen, udgør de i dag i alt en fjerdedel af mandaterne i parlamentet. Sammen med de omtalte sager om stemmekøb er de med til at udstille de traditionelle partiers legitimitetskrise samt begyndende sprækker i landets demokratiske fundament, hvor stort set alle, der repræsenterer nogen form for alternativ til det etablerede, har en reel chance for at komme ind i parlamentet.    

Debat om kassering af valget

Valgets integritet er som følge af de mange eksempler på valgsnyd blevet diskuteret intenst i ugerne efter valget. Landets præsident, Rumen Radev, har meddelt, at han ikke mener, at valgresultatet bør anerkendes, mens Europarådet har udtrykt bekymring over de mange meldinger om stemmekøb. Også i parlamentet har man diskuteret sagen parallelt med, at nogle af de selvsamme aktører har vendt muligheden for at danne en regeringskoalition på baggrund af valgets mandatfordeling. Det kan forekomme en smule paradoksalt, idet en vurdering om en kassering af valget logisk set bør udelukke muligheden for en troværdig diskussion om regeringsdannelse.

Den 11. november indsendte en lang række partier og over 60 parlamentsmedlemmer en formel indsigelse til forfatningsdomstolen, som i øjeblikket er i gang med at undersøge, om der er tilstrækkelige beviser for enten en delvis eller fuldstændig kassering af valget. Forfatningsdomstolen er imidlertid temmelig politiseret, og dens afgørelser har generelt været ganske kontroversielle på det seneste. Derfor er der meget, der peger på, at man ikke skal have for høje forventninger lige der.

Peevski, den lille mands beskytter

Alt imens fortsætter den tydelige dysfunktionalitet i det politiske system. Den 11. november skulle det bulgarske parlament vælge sin formand. Mens parlamentet var samlet og ikke kunne enes om en kandidat, afholdte en række partier og organisationer protester på Uafhængighedspladsen, hvor der med busser blev fragtet demonstranter fra hele landet. Blandt de mange forskellige grupperinger på pladsen havde også Deljan Peevskis parti, En Ny Begyndelse, en markant tilstedeværelse. Partiet havde arrangeret en demonstration, der skulle bevise, at deres vælgere “ikke var fantomer, men mennesker af kød og blod”, hvilket ellers er blevet betvivlet af blandt andre forhenværende premierminister Kiril Petkov. 

Mens parlamentet forsøgte – og mislykkedes – med at vælge parlamentets formand, holdt Peevski en uhyggeligt voldsom tale foran sine sympatisører. Her gjorde han sig til repræsentant for den almindelige bulgarer og varslede samtidig et opgør med den politiske elite i parlamentet, hvorefter han ildevarslende brølede, at “det her er sidste gang, vi er civiliserede og rolige her foran (parlamentet, red.)”. Mange iagttagere i Bulgarien frygter, at Peevski med sin tale intonerer en intensivering af tonen i bulgarsk politik, og at han på mellemlangt sigt kan bruge sit politiske parti og store netværk som platform til at tiltrække og mobilisere nogle af de efterhånden 60% af vælgerne, der ikke stemmer. Jo længere parlamentets dysfunktionalitet varer, jo større bliver tiltrækningen til Peevskis platform som systemkritiker og den lille mands velgører.

Sandsynligvis valg igen

Siden den 11. november har parlamentet afholdt syv forsamlinger, senest den 28. november, uden at det er lykkedes at blive enige om en formand. Ikke nok med at det betyder, at parlamentet praktisk talt ikke er funktionsdygtigt, er det ofte også en god indikator for, om der overhovedet kan findes noget regeringdueligt flertal. Det er der således meget, der tyder på, ikke kan lade sig gøre: Bojko Borisov fra det største parti, GERB, har nemlig peget på sig selv som premierminister, mens Vi Fortsætter Forandringen-Demokratisk Bulgarien har krævet en cordon sanitaire omkring Deljan Peevski. Det ville betyde en total udelukkelse af ham og hans parti fra alle former for beslutninger taget i parlamentet. Samtidig kræver de også, at en mulig regeringskoalition bør ledes af en neutral figur som premierminister – og altså ikke Borisov.

Borisov har i kraft af sin forbindelse til Peevski tydeligvis ikke været i en position til at acceptere forslaget, selvom han samtidig er blevet presset til i hvert fald retorisk at tage afstand til ham. Den 26. november meddelte han, at han gav op, og at der derfor nok ville blive udskrevet valg igen, inden han tilføjede, at han faktisk var lettet over ikke at skulle lede “dette ødelagte land”. Den udmelding betyder sandsynligvis, at bulgarerne nok kan forvente det ottende parlamentsvalg på tre år engang i foråret 2025.

Foto: Fhv. premierminister og nuværende leder af GERB, Bojko Borisov
Kilde: Annika Haas (EU2017EE) (Creative Commons 2.0)