Søndag 2. oktober blev der afholdt valg i Bosnien-Hercegovina. Nationen har de seneste år oplevet en stadig dybere splittelse, der har skabt frygt for en ny krig på Balkan. Valget i sig selv udstiller en splittet nation, hvor muslimske, serbiske og kroatiske politikere går til valg på forskellige dagsordener. I artiklen kigger vi lidt nærmere på den politiske konstruktion Bosnie-Hercegovina og nogle af de centrale partier og politikere. Derudover analyseres der på valgresultatet, og hvad det vil betyde for Bosnien-Hercegovina og Europa.
Den politiske model i Bosnien-Hercegovina udspringer af Dayton-aftalen, der afsluttede 1990’ernes uhyrligheder, men også gjorde landet til et politisk eksperiment, hvor decentrale regeringer har udbredt selvstyre og flittigt blokerer beslutninger nedefra. Fredsaftalen indgår i forfatningen, hvilket har været en stor bidragyder til skabelsen af verdens formentlig mest indviklede politiske system. Ved valget skulle den enkelte vælger således afgive ikke mindre end fire forskellige stemmer. Systemet stiller de centrale regeringer svage og handlingslammede over for de udfordringer landet står over for.
Kafkask bureaukrati
For at sikre samarbejde befolkningsgrupperne imellem og undgå en genopblussen af volden bliver Bosnien-Hercegovina ledt af et kollektivt, tredelt præsidentskab bestående af en muslim, en serber og en kroat. Borgere i landet, der ikke identificerer sig som muslim, serber eller kroat, diskrimineres til gengæld fra at stille op til præsidentposterne. Det gælder f.eks. romaer og jøder. De tre præsidenter er Bosnien-Hercegovinas ansigter udadtil og lægger linjen i forhold til udenrigspolitik, men indenrigspolitisk er deres magt altså begrænset af systemet.
Landet består af to centrale entiteter der hver har egen regering. Den muslimsk-kroatiske føderation består af ti cantoner, hvor de fem har muslimsk flertal, de tre kroatisk flertal og de to sidste er nogenlunde etnisk blandet. Disse ti cantoner har hver især ligeledes egne regeringer der står under den føderale regering. Muslimerne og de bosniske kroater i føderationen kan altså stemme på hinandens kandidater, hvilket ved det seneste valg og optakten til dette har været et stridspunkt. Den anden entitet i Bosnien-Hercegovina, Republika Srpska, har også egen regering. Derudover har det lille Brčko-distrikt, der var den sidste knast man ikke kunne blive enige om efter krigen, egen regering.
Ved valget skulle der altså ikke blot vælges én men tre præsidenter og ikke én men hele fjorten regeringer og i sidste ende langt over hundrede ministre. Det yderst repræsentative og decentrale styre gennemsyrer nationen. Vetoret bruges flittigt, og den centrale regering står svagt, da beslutninger ofte blokeres nedefra. Systemet kunne sagtens belyses bedre, men for nuværende vender vi blikket mod politikerne i Bosnien-Hercegovina. Det skal dog afslutningsvist nævnes, at den øverste myndighed i landet ikke er nogen af disse præsidenter og regeringer, men derimod tyskeren Christian Schmidt, der er FN’s såkaldt ’Høje Repræsentant for Bosnien-Hercegovina’ hvis primære opgave er at sørge for at Dayton-aftalen overholdes. Ham vender vi tilbage til…
Muslimerne ønsker centralisering
Bosniakkerne – de bosniske muslimer – udgør den største del af Bosnien-Hercegovinas befolkning, og bosniakkiske politikere går traditionelt til valg på mere centralisering, modsat især bosniske serbere men også bosniske kroater der ønsker øget autonomi. Set udefra vil en centralisering af magten gøre Bosnien-Hercegovina stærkere, men det er altså ikke noget nationalistiske serbere og kroater ønsker, da deres hjerte ikke ligger i Bosnien-Hercegovina men i henholdsvis Republika Srpska/Serbien og Kroatien.
Den hidtidige muslimske repræsentant i præsidentskabet, Šefik Džaferović, genopstillede ikke. Partiet Demokratisk Aktion – det nationalistiske, muslimske SDA – stillede i stedet med Bakir Izetbegović, søn af Bosnien-Hercegovinas første præsident Alija Izetbegović, som kandidat. Han tabte en smule overraskende til den mere moderate Denis Bećirović fra det officielt multietniske, bosniske socialdemokrati SDP, der dog primært henter sine stemmer fra bosniakker. Bećirović repræsenterede en centrum-venstre koalition bestående af ti andre partier. Den socialdemokratiske sejr kan tolkes som et bosniakkisk fravalg af det nationalistiske parti, som i størstedelen af landets eksistens har repræsenteret bosniakkerne, men skal nok også ses som en træthed af de etablerede politikere. Izetbegović har flere gange været i vælten de seneste år, hvor han er blevet beskyldt for både korruption og støtte til wahhabisme, ligesom han ikke blev lige populær alle steder, da han i 2019 støttede Tyrkiets offensiv mod kurdere i Syrien. Sidste år gjorde han sig desuden uvenner med Kroatiens præsident.
Valget af Denis Bećirović må derfor overordnet siges at være et tilvalg af en mere moderat vej – i hvert fald symbolsk. Ved valget til Repræsentanternes Hus fik SDA nemlig flest stemmer, skarpt forfulgt af det nationalistiske bosnisk-serbiske SNSD og det nationalistiske bosnisk-kroatiske HDZ.
Separatisten Dodik
De bosniske serberes hidtidige repræsentant i præsidentskabet, Milorad Dodik, genopstillede noget overraskende ikke til præsidentskabet, men stillede i stedet op som præsidentkandidat i Republika Srpska, hvis hidtidige præsident, Dodiks højre hånd Željka Cvijanović, til gengæld stillede op som serbernes repræsentant i præsidentskabet. Skiftet kan tyde på, at Cvijanović, der på sigt er udset til at skulle efterfølge Dodik, måske allerede har vundet nogle interne magtkampe i partiet.
Da Dodik, der i snart tyve år har været den centrale bosnisk-serbiske politiker, for alvor trådte ind på den politiske scene i 2006, blev han af Vesten opfattet som et moderat alternativ til de nationalistiske serbere i SDA – partiet Radovan Karadžić stiftede og repræsenterede under krigen. Derfor fik Dodik støtte fra Vesten, men efter at være kommet til magten, har Dodik og hans Alliance af Uafhængige Socialdemokrater – SNSD – udviklet sig i en mere nationalistisk retning, og Dodik bliver i dag set som en ultranationalistisk separatist der sanktioneres af Vesten. Hans nærmeste allierede – udover Aleksandar Vučić i Serbien – er Viktor Orbáns Ungarn og Vladimir Putins Rusland. Alliancen med sidstnævnte kom til udtryk så sent som den 20. september, hvor Dodik mødtes med Putin i Kreml.
I Višegrad i det østlige Bosnien – i Republika Srpska – kan man få syn for det varme bosnisk-serbiske bånd til Rusland. På toppen af et bjerg blev der i 2017 rejst et over fem meter højt ortodokst kors til ære for de faldne, russiske frivillige, der i 1990’erne kæmpede for Republika Srpska. Det er en slet skjult hemmelighed, at også de russiske frivillige bidrog til etnisk udrensning i blandt andet Višegrad. Sidste år lancerede Dodik planer om en yderligere adskillelse af Republika Srpska fra Bosnien-Hercegovina, da han luftede sine planer om at trække Republika Srpska ud af bl.a. den nationale, bosniske hær og i stedet genoplive VRS – den bosnisk-serbiske hær – hvilket selvsagt ville være en optrapning.
For de bosniske serbere gik valget ikke så gnidningsfrit som forventet. Godt nok blev Cvijanović som den første kvinde nogensinde valgt til præsidentskabet, men kampen om præsidentposten i Republika Srpska blev noget tættere end Dodik havde håbet. Ifølge CEC – Central Election Commission – vandt han med 48 % mod 44 % over hans modkandidat, den 39-årige økonomiprofessor Jelena Trivić fra PDP – Partija Demokratskog Progresa. Hun erklærede sig til gengæld som vinder på valgaftenen. Tre timer senere holdt Dodik sin sejrstale. Kun omkring 30.000 stemmer skiller ifølge CEC de to, og Trivić og partierne bag hende har råbt op om valgfusk, mens der samtidig har været omfattende protester i Trivic’ hjemby Banja Luka. Den 10. oktober blev 645.000 afgivne stemmesedler beordret genoptalt.
Valget i RS er derfor stadig på en knivsæg, men i praksis er der dog mindre forskel på de to kandidater, end man skulle tro. Trivić er nemlig ikke et moderat alternativ til Dodik, men i lige så høj grad en nationalistisk hardliner. Valget i Republika Srpska har i langt højere grad handlet om den korruption der klæber til Dodik, som Trivić har lovet at forfølge.
Kroaten Komšić genvalgt af muslimerne?
Den hidtidige kroatiske repræsentant i præsidentskabet, veteranen Željko Komšić, er på den ene side Bosnien-Hercegovinas håb og på den anden side en trussel mod status quo. Han blev født i Sarajevo af en bosnisk-serbisk mor, mens hans far var bosnisk kroat. Under 2. Verdenskrig kæmpede hans morfar for de serbiske tjetnikker, mens en onkel på faderens side var Ustaša. Moderen blev den 1. august 1992 skudt af en serbisk snigskytte mens hun drak kaffe i familiens lejlighed i Sarajevo. Efterfølgende kæmpede Komšić for den bosniske hær og modtog den gyldne lilje – den højeste bosniske dekoration. Komšić er gift med en muslim og kendt som en stor fan af fodboldklubben Željezničar, der primært støttes af Sarajevos muslimske arbejderklasse – lidt ligesom Komšić.
Den bosniske kroat støttes nemlig ikke kun af bosniske kroater, men også af bosniakkiske vælgere. Nationalistiske bosniske kroater ser derimod Komšić som en forræder og ikke som deres repræsentant. Kroatien og det nationalistiske bosnisk-kroatiske parti HDZ med Borjana Krišto i spidsen har da også ført en ivrig kampagne imod Komšić, men det var ikke nok til at vælte ham af pinden i denne omgang. Komšić, der offentligt har udtalt, at hans loyalitet ikke ligger hos Kroatien men hos Bosnien-Hercegovina, erklærede sig tidligt på valgaftenen som vinder, og hans sejr betyder formentlig, at en række problemer kan udskydes til efter næste valg. I Komšić, der kan betegnes som en pro-bosnisk centrum-venstre-kandidat, har den muslimske repræsentant i præsidentskabet nemlig en allieret der vil Bosnien-Hercegovina. Faktisk var Komšić indtil 2012 partifælle med Denis Bećirović i SDP, men stiftede året efter Demokratisk Front, som han siden har repræsenteret.
Hvis HDZ var kommet til, kunne de nationalistiske kroater og de nationalistiske serbere noget utraditionelt have samarbejdet om at svække Bosnien-Hercegovina. Nogle nationalistiske kroater drømmer nemlig om at opløse den muslimsk-kroatiske føderation, og i stedet få en entitet for sig selv ligesom de bosniske serbere har i Republika Srpska. Til dette formål kunne Dodik være en nyttig allieret mod bosniakkerne. Det scenarie er altså foreløbigt udskudt til efter næste valg i 2026. Til den tid, er der til gengæld en større chance for at HDZ kommer til fadet – og så er vi tilbage ved tyskeren Christian Schmidt…
Den Høje Repræsentant
Den politiske krise i Bosnien-Hercegovina blev kickstartet, da Christian Schmidts forgænger, østrigeren Valentin Inzko, i 2021 gjorde det ulovligt at benægte folkedrab og hylde gerningsmændene bag. Selv om loven gælder alle tre grupper i Bosnien-Hercegovina, kunne de bosniske serbere med god ret føle sig mest ramt af loven. Dodik reagerede som forventet kraftigt, men i kølvandet på loven lancerede han planerne om at trække Republika Srpska ud af en række centrale organer i Bosnien-Hercegovina – herunder hæren, hvilket Den Høje Repræsentant nok ikke havde set komme.
I de nationalistiske bosniske kroater i HDZ kan Dodik – eller Trivić, hvis hun ender med at vinde – finde en umage allieret. De bosniske kroater føler sig ikke repræsenteret af Željko Komšić, og føler sig i det hele taget underrepræsenteret i de politiske organer i Bosnien-Hercegovina. Den Høje Repræsentant har imødekommet de nationalistiske kroater ved at foreslå ændringer af valglovene. Implementeret vil ændringerne formentlig betyde, at flere HDZ-medlemmer vælges på bekostning af bosniakker i de ti cantoner de bosniske muslimer og kroater deler, hvilket igen vil øge chancerne for, at HDZ kommer til at repræsentere kroaterne efter næste valg – og så er vejen banet for en alliance med de bosniske serbere til ulempe for Bosnien-Hercegovina. Gode, vestlige intentioner om et mere direkte og repræsentativt demokrati, kan altså paradoksalt nok bidrage til en forøget trussel mod freden på Balkan, og gøre Bosnien-Hercegovina til endnu en slagmark mellem øst og vest.
Lav valgdeltagelse – stor politikerlede
Med så meget på spil kunne man med rette forvente en tårnhøj valgdeltagelse – men sådan gik det langt fra. Valgdeltagelsen er traditionelt lav i Bosnien-Hercegovina. Ved valget i 2018 lå den på 53,36 %. Ved årets valg var den lidt lavere: 50,41 %. Det ineffektive politiske system er en del af årsagen til den lave valgdeltagelse. Mange spørger sig selv, hvorfor man skal bruge tid på at stemme, når de beslutninger de politikere man vælger træffer, alligevel blokeres efterfølgende. Interessant er det dog, at valgdeltagelsen næsten var lige lav i den muslimsk-kroatiske føderation og i Republika Srpska, hvor knap 5 % flere mødte op for at stemme. Ingen af stederne formår man for alvor at mobilisere vælgerne. I Brčko-distriktet var valgdeltagelsen helt nede på 44,42 %. Manglende tillid til politikerne og en generel politikerlede præger landet.
Dagen efter valget var der registreret 83 tilfælde af irregulære valghandlinger på 40 valgsteder. Det spandt fra manglende kontrol af vælgernes identitet til fund af bokse med præfabrikerede stemmesedler. Det rigide politiske system dræner statskassen, og mange vælgere har ganske enkelt svært ved at se, hvad de får for pengene og har ikke en tro på fremtiden. Bosnien-Hercegovina er således ét af de lande i Europa, der oplever tilbagegang i befolkningstallet. Det skyldes ikke, at man ingen børn får, men at mange vælger at emigrere. Man taler om en decideret ’brain drain’. Siden 2014 har ikke mindre end 400.000 bosniere fravalgt Bosnien-Hercegovina.
Venskabskamp i Rusland
Et udtryk for hvordan det politiske system gennemsyrer Bosnien-Hercegovina, fik vi den 9. september, da det bosniske fodboldforbund NFSBIH annoncerede, at man skulle spille en venskabskamp mod Rusland i Sankt Petersborg den 19. november – dagen før det VM, Rusland blev sanktioneret fra at kvalificere sig til, begynder. Fodboldforbundet ledes ligesom landet af et præsidentskab bestående af en muslim, en serber og en kroat.
For tiden er det den serbiske repræsentant, Vico Zeljković, der bestemmer. Han er nevø af Milorad Dodik og har brugt sin position i fodboldforbundet til at splitte landet yderligere. Annonceringen af kampen har fået bosniske fans såvel som spillere til at rase. Landsholdets kaptajn Edin Džeko og profilen Miralem Pjanić har meldt ud, at de ikke ønsker at deltage. Det samme gælder den svenskfødte forsvarsspiller Dennis Hadžikadunić, der indtil marts spillede for FC Rostov, men efter udbruddet af krigen i Ukraine vendte hjem til Malmö FF. Det bliver altså et på alle måder splittet bosnisk landshold, der i næste måned rejser til Rusland.
Et splittet land, der befinder sig mellem øst og vest – mellem Rusland og Vesten. Spørgsmålet er, om landet kommer til at forblive i den position, eller om det på sigt vil ende i et voldeligt brud. Foreløbigt ser det ud til, at det spørgsmål er sparket til hjørne.
