Natalja Kljutsjarjova: Russland rundt på tredje klasse. 176 sider. Oversat fra russisk til norsk af Alf B. Glad. Cappelen Damm. Pris 299 norske kroner.
Det begyndte med, at en gruppe Ruslandsentusiasters dybfølte bekymring over det manglende kendskab til russisk samtidslitteratur i den norske offentlighed. Hvad skulle man gøre, og hvordan skulle man overhovedet nå ud til offentligheden? Én ting var de dog helt på det rene med: Jo mindre kendskab til russisk samtidslitteratur, jo mindre efterspørgsel og jo mindre interesse osv. Så for at bryde denne onde cirkel stiftede de Foreningen Petrusjka, allierede sig med Norges bedste fagfolk, oversættere og eksperter indenfor russisk kultur og litteratur, og indledte et tæt samarbejde med forlaget Cappelen Damm. Målet var klart: at præsentere de norske læsere for det bedste indenfor russisk samtidslitteratur, og indtil nu er der udkommet seks udgivelser, hvor Natalja Klutsjarjovas (f. 1981) Russland rundt på tredje klasse indgår som den femte udgivelse i rækken.
Lige siden adelsmanden Aleksandr Radisjtjev (1749-1802) i 1793 udsendte sin En rejse fra Petersborg til Moskva har rejselitteraturen – den fiktive såvel som den faktuelle – i den litterære tradition været en genreform, hvori den kritiske og samfundsbevidste forfatter gennem hårdtslående satire har kunnet afdække magtmisbrug og uretfærdighed og kunnet demonstrere sin ubetingede utilfredshed med de sociale og økonomiske forhold. Denne form for kritisk rejselitteratur, som Radisjtjev grundlagde, er således per definition magtkritisk: Vi ser det bl.a. i Venedikt Jerofejevs (1938-1900) subtilt skæmtsomme rejsepoem Moskva-Petusjki (1969-70), og det er den selvsamme tradition Natalja Klutsjarjova med sin roman skriver sig ind i.
Rejse for at finde sig selv
Russland rundt på tredje klasse handler om den historiestuderende Nikita som rejser rundt med tog i den russiske provins for at finde ud af, hvad Rusland er for en størrelse. For hvad vil det egentlig sige at være russer i dag, og hvad betyder det at bo i Rusland? Det er netop med sådanne identitetssøgende spørgsmål på læben, at Nikita bevæger sig ud i provinslandskabet og søger svar. Derved gentages også Nikolaj Gogols (1809-1852) gamle spørgsmål fra slutningen af Døde Sjæle (1842), hvor Rusland beskrives som en trojka, der farer ud over stepperne, og hvori det hedder »Rusland, hvor stormer du hen? Giv svar! Du giver intet svar!« For i hvilken retning har Rusland egentlig bevæget sig under Putin, og hvor er det på vej hen? Selvfølgelig gives der ikke noget entydigt svar herpå, men alligevel formår Klutsjarjova meget godt at give et indblik heri.
Tidsmæssigt befinder vi os i perioden efter Vladimir Putins magtovertagelse i år 2000. Den unge Nikita er blevet forladt af ungdomskæresten Jasia, som har valgt at prøve lykken som pornomodel i udlandet. Dybt desillusioneret efter bruddet, som får Nikita til at se på livet som i et ødelagt sort-hvid fjernsyn, påbegynder han sine ekspeditioner ud i det ukendte for at finde sig selv. Vi begynder således i den russiske provins, mellem vindskæve træhuse og blandt højtråbende sokkesælgersker og gæve folk, der tygger solsikkefrø: Herude mærkes eftervirkningerne af 1990’ernes chokterapi og politiske og økonomiske kaos stadigvæk; og man fornemmer en let indignation fra forfatterindens side af over tingenes tilstand.
Gennem romanen stifter vi bekendtskab med en lang række arketypiske karakterer, som Nikita møder på sin vej og som giver et meget godt billede på den brogede mangfoldighed og de sociale modsætningsforhold i det nye Rusland. Persongalleriet er farverigt og spraglet: Her er både afdankede adelsmænd af den gamle skole, Mikhail Krug-syngende manikere, new age og økologibevidste unge, og idealister som geografilæreren Sasja, der i landsbyen Dudki – som i øvrigt er beskrevet som et »tuberkuløst Tjernobyl« – kæmper for bedre sociale forhold. Således udmales kontrasten mellem by- og landbefolkning, mellem metropolernes intellektuelle og den jævne russer, men heldigvis uden at Klutsjarjova forfalder til en idylliserende landsbyprosa a la Valentin Rasputin.
Knivskarpe karaktertegninger
Men heller ikke de storbyintellektuelle og den kosmopolitiske ånd fredes. Da Nikita igen finder sammen med Jasia i Petersborg, stifter vi bl.a. bekendtskab med den radikale Rosjtsjin, en dæmonisk demagog og intellektuel, der udover at lytte til hårdtpumpende trance skriver bombedigte til den nationalbolsjevistiske avis Limonka og er opslugt af situationisten Guy Debords (1931-1994) tanker fra Skuespilssamfundet (1967). Rosjtsjin er således et skræmmende billede på en ny type intellektuel i det nye Rusland, videnskabsmanden, der er bukket under for nihilisme og attituderelativisme, og som – måske vigtigst af alt – har forkastet ethvert sandhedsbegreb, og derfor kun forfølger sine egne snæversynede egoistiske interesser, frem for at vejlede offentligheden i den rigtige retning. Karakteren er bevidst modelleret over den russiske terrorist og socialrevolutionære Boris Savinkov (1879-1925), der under det litterære pseudonym V. Ropsjin i 1917 udgav bogen En terrorists erindringer. Og netop Klutsjarjovas knivskarpe karaktertegninger er en væsentlig grund til at læse hende.
Typisk formår hun at forene vidt modstridende karakteregenskaber i sine bipersoner på en troværdig måde, således at de på én gang fremstår komiske og groteske i deres udfoldelse. Et godt eksempel herpå er den økonomiuddannede transvestit Grisja, der søger tilflugt på en kolkhos i provinsen og som begynder at arbejde som kirketjener. Et andet eksempel er mystikeren Tjoma, der bliver hvervet som FSB-officer og samtidig giver sig i kast med at oversætte Slavoj Žižeks skrifter i stedet for at passe sit arbejde. Det er alt sammen meget morsomt, men undertiden truer det hele med at drukne i det væld af kulturhistoriske referencer, der udgør klangbunden i Klutsjarjovas prosa.
Letkøbt samfundskritik
Men allermest trættende er det dog når Klutsjarjova forsøger sig som politisk satiriker og kommentator. Her er det især monetiseringsloven, der står for skud, en lov som blev indført under Putin i 2004 og som medførte at bl.a. pensionister og invalider skulle til at betale for offentlig transport og medicinsk behandling. Dette illustreres bl.a. i en scene ved en metrostation, hvor en flok knotne pensionister pludselig opdager, at de skal betale for deres billet, hvorefter det hele kulminerer i revolutionsstemning og man anført af Nikita vil marchere til Kreml for at vælte det politiske styre. Ret skal være ret: Undertiden hører vi et par kritiske udfald imod krigene i Tjetjenien og imod politivold. Men så er det også det. Derfor forekommer det også utroværdigt, når Klutsjarjova lader Nikita storme Statsdumaen i spidsen for en vred folkemængde og egenhændigt banker Vladimir Putin – især når man ved at Putin nyder stor popularitet og opbakning i befolkningen. Det er tydeligvis ment ironisk, men fordi kritikken af regimet er så tynd og substansløs virker det hele letkøbt, forudsigeligt og kalkuleret.
Ja, man får faktisk den mistanke, at hvis man som russisk forfatter vil have succes og udgives i Vesten, så er det eneste man behøver at gøre at overtage de gamle dissidentforfatteres rolle og kritiske vokabularium. Og spørgsmålet er således om alting ville være fryd og gammen for Natalja Klutsjarjova, hvis pensionisterne kunne køre gratis i offentlig transport? Og selvfølgelig er det ikke det, men problemet er i høj grad, at Klutsjarjova ikke former nogen selvstændig vision for det nye Rusland, hvad Rusland kunne være, hvad Rusland burde være. I stedet parafraseres bare en masse floskler fra den russiske revolutionslitteratur. Det er synd, men det er ikke noget, der slår bunden ud af Klutsjarjovas lille fortælling, som er et ungdommelig og frisk pust fra øst.
