FILMANMELDELSE | 

Lyt til artiklen ved at trykke på play-ikonet nedenfor

Den rumænske fim ‘Metronom’ er en forfriskende filmoplevelse, der forstår, hvordan man tager sin tid – og det er aldrig kedeligt.

Om man befandt sig på den ene eller den anden side af jerntæppet, var den konstante søgen efter ungdomsfrigørelse på mange måder den samme. Sjældent bliver det dog vist med lige så meget overbevisning som i ‘Metronom’.

En fortælling, skrevet og instrueret af rumænske Alexandru Belc, om hvordan ungdommen forsøger at lykkedes i umulige omstændigheder – oplevet gennem karakteren Ana.

Ana er en ung pige i Bukarest i starten af 1970’erne, hvor det kommunistiske regime har gjort det næsten umuligt at leve et liv med fred og frihed på grund af statens konstante kontrol og overvågning. Desuden følger vi hendes håbløse forelskelse i klassekammeraten, Sorin, hvis familie netop har fundet en vej til frihed: De vil rejse ud af Rumænien.

Vi møder de to unge rumænere på deres sidste dag sammen, hvor de inviteres til en fest hos veninden Roxana. Her mødes en gruppe unge mennesker fast i en lille lejlighed, for at lytte og danse til tonerne fra Radio Free Europe, den eneste tilgængelige radiokanal fra Vesten, hvor værten Metronom spiller alt fra The Doors til østeuropæiske folkesange. 

Men denne aften har et andet, særligt formål. Udover at Ana vil forsøge at holde på Sorin og overtale ham til at blive i Bukarest, skal de unge mennesker samles om et brev, de vil sende til ‘Metronom’, hvor de først og fremmest vil takke dem for musikken og dernæst skrive hvilke artister, de ellers kunne tænke sig at høre på Radio Free Europe. Sorin melder sig til at sende brevet, men det havner hurtigt i hænderne på Statens efterretningstjeneste, der griber ind for at sætte en stopper for deres plan.

Det er absolut enestående, at filmens centrale omdrejningspunkt er radiostationen ‘Metronom’ – for på denne måde ser vi en absurd konflikt udvikle sig. Og det mest vellykkede ved filmen er portrætteringen af netop denne konflikt. 

Vi ser aldrig den overmægtige efterretningstjeneste som ondskabsfuld. Skræmmende, ja, men de frygtindgydende antagonister er menneskelige hele vejen igennem. Vi forstår konflikten, selvom den aldrig tydeliggøres, og det er her, Belcs instruktion virkelig viser sine styrker. Han benytter sig nemlig af et middel, jeg altid holder af at se på film. Belc har nemlig valgt at fokusere på en specifik fortælling, mens den store konflikt holdes i baggrunden.

I størstedelen af filmen følger vi blot de unge mennesker i helt basale situationer. De keder sig, danser, elsker, og går alene hjem om aftenen. Men der er hele tiden en trussel i hælene, en vold, der gemmer sig i skyggerne. Dét er både noget af det mest effektive og sværeste at gøre godt, og Belc har gjort det til perfektion. Derudover har han fået nogle fantastiske skuespilpræstationer ud af de unge mennesker. Udover de to stærke hovedroller, fik Mara Vicol som hippieveninden Roxanna og Vlad Ivanov som den manipulerende politiinspektør virkelig karaktererne til at stråle på lærredet.

‘Metronom’ er en film, der tager sin tid på bedste vis. Den har aldrig travlt med at nå til en konklusion, som måske er det mest forfriskende ved oplevelsen. Særligt er det en forfriskende film at se i dag, hvor alt føles som om, det skal passe ind i en kasse af populære temaer og problematikker og gerne med et letfordøjeligt svar oven i hatten. Her formår ‘Metronom’ at fortælle en gribende fortælling uden at stoppe det ned i halsen på én og samtidig skabe et overbevisende tidsbillede, der virker troværdigt hele vejen igennem. Man bliver fuldkommen transporteret tilbage til 1970’erne i Bukarest gennem det utroligt smukke setdesign og den minimerede klipning, der blot lader scenerne spille ud og karaktererne eksistere. 

Når vi ser de unge rumænere danse til “Light My Fire” i den lille dagligstue midt på dagen, er det ikke blot et enkelt lille klip, vi får lov at se. Vi får lov at høre hele den syv minutter lange sang fra start til slut stort set uden at klippe, men blot ved at lade kameraet langsomt følge karaktererne rundt, hvilket giver os følelsen af at være i den lille stue med ungdomssamtaler og dans. Dette giver også filmen en nostalgi, der undgår at blive sentimental ved at holde sig fra at være romantisk, men i stedet søge efter at være så ærlig som muligt. 

Det er i høj grad opnået ved kameraarbejdet, der holder sig usynligt for det meste således, at det mere bliver et vindue ind til den tid, filmen foregår i. Dette giver ikke filmen den nostalgiske glamour, som vi er så vant til i dag. Det er en film, der er et tydeligt bevis på det potentiale, Rumænien har vist i de seneste par år, og forhåbentlig er dette kun en af mange fantastiske film, vi i fremtiden får at se fra landet.