Under dette års Wimbledon, der tog sin begyndelse mandag den 20.juni, har den serbiske tennispiller Novak Djokovic muligheden for at blive historisk. Hvis han går i finalen, eller hvis verdensetteren Rafael Nadal ikke formår at vinde den prestigefyldte engelske græsturnering, overtager den 24-årige Djokovic positionen som verdens bedste tennisspiller og bliver tillige den første serber, der opnår en sådan hæder.
Novak Djokovic, der er kendt under kælenavnet ’Nole’, har i år med en forbedret serv, sin skarpe forhånd, sine fremragende returneringer og sin evne til at dække banen og læse spillet for alvor brudt igennem, og sæsonen tæller indtil videre syv titler, inklusiv Djokovic’ anden Grand Slam sejr i Australian Open. Mest bemærkelsesværdigt er Djokovic kun noteret for et enkelt nederlag i år. Med Djokovic’ succes tegner der sig et nyt og anderledes billede i tennisverdenen, hvor sporten i flere år har været domineret af den 16-foldige Grand Slam vinder Roger Federer fra Schweiz og den spanske verdensetter Rafael Nadal.
Novak Djokovic’ succes har i Serbien fået en enorm betydning, som rækker langt udover det sportslige og han adskiller sig dermed ret markant fra sine direkte konkurrenter på ATP-touren. I 1990erne var Serbien, under den tidligere præsident Slobodan Milosevic, engageret i krigene i Slovenien, Kroatien og Bosnien. Landet var i 1999 også involveret i Kosovokonflikten mod Kosovo-albanerne, der ønskede selvstændighed. Konflikten i Kosovo resulterede i sidste ende i, at den amerikansk-ledede NATO koalition intervenerede, og indledte en 78 dage lang bombekampagne mod Serbien, som tog sin begyndelse den 24. marts. I det internationale samfund var der en udbredt enighed om, at Serbien måtte påtage sig hovedansvaret for krigshandlingerne på Balkan, og det politiske lederskab under Milosevic og serberne blev derfor dæmoniseret, imens den almene serber blev udsat for en kollektiv skyld, som man måtte dele med Milosevic.
Novak Djokovic’ hårde opvækst
Det var på denne baggrund, Novak Djokovic voksede op i Serbien. Det var her, han prøvede at blive en succesfuld tennisspiller, der en dag ville kunne vinde Wimbledon og blive nummer et i verden. I midten af 1990erne, hvor Serbien var økonomisk isoleret og den almindelige serber længtes efter stabilitet, blev Novak Djokovic’ mål om at vinde Wimbledon og blive nummer et i verden, den afgørende kamp for Djokovic-familien med forældrene Srdjan og Dijana i spidsen. Målet gav dem noget at kæmpe for, og Novak Djokovic’ fremtidige karriere blev samtidig en måde, hvorpå familien kunne få et bedre liv. Et slående eksempel på, hvad der var på spil for familien, var, at hele familien gik på træningsbanen med den dengang 12-årige Novak på trods af NATO’s bombekampagne mod Serbien i 1999. Familien trænede fra klokken 10 om morgenen til klokken 18-20 om aftenen på trods af det heftige bombardement.
Novak Djokovic’ talent var imidlertid tydeligt for enhver og seks måneder efter, NATO’s bombekampagne mod landet var ophørt, blev Novak Djokovic optaget i Niki Pilic’ berømte tennisakademi i München. Problemet var, at Djokovic-familien aldrig havde særligt mange penge ulige mange andre tennisfamilier. Akademiet kostede 3000 dollars om måneden udover rejseomkostninger og turneringer rundt omkring i verden. Novaks far Srdjan, der om nogen er sønnens største fan, så sig derfor nødsaget til at låne 10-15 % hver måned. Der var på dette tidspunkt ikke mange investorer, der ville putte penge i Novak Djokovic’ karriere, Den Serbiske Tennisføderation havde heller ingen penge at poste i karrieren, og derfor deltog han ikke i de fleste ungdomsturneringer. Der var simpelthen ikke penge til at rejse. I 2006, året efter at Novak Djokovic var blevet den yngste mand i ATP-tourens top 100, var Srdjan så desperat, at han overvejede den mulighed, at den 18-årige Novak Djokovic skulle skifte nationalitet for at spille for England sammen med hans to lillebrødre Marko på 14 år og Djordje på 10 år.
”Beslutningen var i sidste ende min,” siger Novak Djokovic, ”jeg har aldrig villet skifte land; det er noget, der er en del af mig. Vi er meget stolte over, hvor vi er fra. Og selvom vi har været igennem hårde tider, gør det os stærkere”. En måned senere ændredes alting, da Novak Djokovic mødte den slovakiske træner Marian Vajda og nåede sin første Grand Slam kvartfinale på Roland Garros (French Open).
Novak Djokovic og Kosovo-spørgsmålet
Novak Djokovic er i dag en yderst populær skikkelse i tennisverdenen og har længe været tennissportens ’go-to guy’ på YouTube, hvor han har sunget I’ll survive og imiteret andre tennisstjerner som Maria Sharapova, Andy Roddick, Roger Federer og Rafael Nadal med forbløffende nøjagtighed. Djokovic er i dag noteret for utallige sejre på ATP-touren og står på tærsklen til at blive den nye verdensetter. Han er nu et nationalt symbol for Serbiens genfødsel efter krigene på Balkan. Hans popularitet steg til uanede højder, efter han førte Serbien til landets første Davis Cup triumf efter 3-2 sejren over Frankrig i Beograd i december. ”Novak Djokovic,” siger Vladimir Petrovic, Serbiens ambassadør i USA,” er den største positive PR, dette land nogensinde har haft. Han er et positivt ansigt for et nyt demokratisk Serbien”.
På trods af sin status som et nationalt symbol, og at det til tider er en kamp for ham at være normal i Beograd, har han ikke glemt hvem han er og hvor han kommer fra. Ikke underligt har krigene på Balkan og NATO’s intervention mod Serbien sat sine spor. I februar 2008, kort efter at han havde vundet sin første Grand Slam turnering i Australian Open, talte Djokovic via et videolink til 150.000 mennesker, der var forsamlet i Beograd for at protestere mod Kosovos amerikansk-støttede erklæring om uafhængighed. ”Vi er forenede og parate til at forsvare, hvad der er vores. Kosovo er Serbien”. Novak Djokovic’ ord har en stærk betydning på grund af hans status, og i forhold til Kosovo ved den 24-årige serber hvad han taler om. Novaks far, Srdjan og hans familie, var født i Kosovo, og provinsen er det sted, hvor serbisk kultur og den ortodokse religion begyndte; det står centralt i den serbiske identitet.
Vold mod de tilbageværende serbere i regionen og beskadigelserne af deres kirker, foranstaltet af Kosovo-albanerne, og ikke mindst den amerikanskstøttede anerkendelse af et uafhængigt Kosovo fra 76 nationer har kun øget Serbiens følelse af Kosovos vigtighed. Siden Novak Djokovic’ tale i 2008 har han besøgt Kosovo flere gange og har dedikeret sine sejre til serbere der. I marts donerede han 100.000 dollars til at støtte Kosovos historiske kirker.
”Der er nogle stærkere magter, vi ikke kan bekæmpe,” siger Djokovic, ”men den vigtigste ting for mig er, at jeg ved, hvor jeg er fra, jeg ved, hvad der foregår i den del af Serbien, hvor min familie er fra. Vi er retfærdige folk, vi vil have, at sandheden skal komme frem. Det er derfor, vi er sårede. Jeg er forsigtig, fordi det er meget følsomt. Men jeg har ingen grund til at lade som om. Jeg ved, hvem jeg er”.
Novak Djokovic’ historie og succes er på flere måder interessant og favner bredt. Han er på mange måder den bedste ambassadør, Serbien kunne ønske sig. Serbien og serberne har grund til at være stolte af Novak Djokovic og hans meritter på tennisbanen, og gennem hans succes bliver der skabt et positivt billede af Serbien i modsætning til 1990ernes internationale fordømmelse af landet. Skulle Novak Djokovic i den nærmeste fremtid blive nummer et i verden, vil han samtidig signalere til den almindelige serber, at alt er muligt på trods af fattigdom og svære tider, og han vil sætte Serbien på verdenskortet i en positiv forstand.
