BOGANMELDELSE | Deszö Kosztolányi. ”Kornel Esti”. 240 sider. Basilisk. 200 kr. 2007 (1933). Anmeldt af Jens Geisler.

”Kornél Esti” er skrevet af den for de flestes vedkommende aldeles ukendte ungarske forfatter, Deszö Kosztolanyi, hvis fascinerende og farverige stil er lige så tilgængelig, som toppen af et højt bjerg; mange vil ikke nå til vejs ende, men segne under anstrengelsen for at nå frem. Andre vil kæmpe sig til tops og belønnes med indsigt i en række velskrevne, absurde og fantastiske fortællinger.

I en blanding af rejseberetning og roman fortæller Esti om sit liv, mens hans gamle ven skriver dem ned. De er i øvrigt født på samme dag, ligner hinanden til forveksling, og Esti præsenteres som vennens vildere alter ego;

”Han smuglede hån og spot ind i mine følelser, oprørskhed i min opgivenhed, og ønskede mig at tro på den ondskabsfulde løgn – at der ingen Gud var. Han havde været min lærer, og derfor skylder jeg nu ham, som man kan skylde sin sjæl til djævelen.”

En storladen udtalelse, der passer meget godt til de farverige scener, som forelægges læseren.

En rejseberetning om livet
Mange af scenerne præsenteres så intenst og indlevende, at det er som om det hændte præsenteres i ultraskarpe enkeltbilleder. Som i den indledende scene, hvor en ung Esti modvilligt sendes i skole, selvom han inderligt ønsker sig tilbage til hjemmets trygge rammer. De klodsede skolemøblers skramlen, de andre drenges grin, hans egen ekstreme selvbevidsthed om hvert sekunds stemning; alt bliver forstørret i slowmotion, så man næsten fornemmer støvet hænge stille i luften, og drengens følelse af rødmende pinlighed kan næsten føles i egne kinder. Måske er det sådan, at autister oplever verden; med en så stærk, klar bevidsthed om alt, der rører sig, at det virker tyngende? Man kan kun tage hatten af for så kompetente skriveevner.

Samme stærke sanseindtryk gør sig gældende i en anden scene, hvor Esti, som belønning for veloverstået studenter-eksamen, rejser med tog fra ungarske Szabadka til Fiume i Italien, hvor han deler kupé med en dame og hendes datter. Trods kølig indifference parterne imellem, er alle pinligt bevidste om den anden parts mindste bevægelser og sindsstemning. Og da den unge pige pludseligt kysser Esti, bobler og syder det i den unge mand, som er fanget i en blanding af lyst og skræk, som når man både rystes og glædes af rutschebanens vilde sus og sving.

Lingvistiske udfoldelser i fint litterært selskab
Enhver, der har været teenageforelsket vil kunne genkende de følelser, der beskrives så indgående hos Esti. Hos undertegnede dukker glade minder om ukrainske Bruno Schulz’ fantastiske evne til at levendegøre selv det mindste blad og græsstrå i fx ”Kanelbutikkerne”, og polske Witold Gombrowicz evne til at få tiden til at stå stille i ”Kosmos”. Det er et fornemt litterært selskab at befinde sig i. Der hvor ”Kornél Esti” adskiller sig fra førnævnte, er at disse lader scenerne veksle forholdsvis hyppigt, hvilket gør læsningen lettere, og hele tiden bringer læseren videre ud af en handlingsmæssig tangent.

Læsere af ”Kornel Esti” skal helst kunne nyde lingvistiske udfoldelser og fortællinger for deres egen skyld. For ofte skal man skyde en hvid pil efter en ydre handling, der kan støtte læserens vej gennem bogen, da mange af afsnittene består af lange tirader af ord, der kun beskriver en scene. Et godt eksempel er den finurlige og løjerlig historie historien om baron Wilhelm Eduard von Wüstenfeld, præsident for et utal af politiske, litterære og videnskabelige foreninger, forbund og selskaber, hvis soven sig fra samtlige aktiviteter, som han præsiderer for, strækker sig over hele 30 sider, uden egentlig handling. Der bliver kommenteret og vurderet på alt, hvad der kan iagttages om mødernes indhold, det intellektuelle niveau, deltagerne selv osv. Skarpt og detaljeret. Men mange læsere vil nok synes, at ordflommen, der ikke flytter sig ud af stedet, bliver en kende trættende i længden.

Kafkask surrealisme
”Kornel Esti” vinder ved den sprudlende surrealisme og parodi, som præger bogen; det være sig i historien, der udspiller sig i en kaffesalon befolket af farverige litterære og andre kunstneriske typer, døgenigter og lapser, der i en selvoptaget kakofoni vidtløftigt galer op om egen gøren og laden. Eller historien om det vanvittige luksushotel, hvor gæsten betjenes af hele 85 tjenere, klædt ud som fx Marie Antionette, Thomas Edison og Chopin, og hvor et helt mande- og kvindekor synger henholdsvis ’godnat’ og ’godmorgen’ til gæsterne gennem radiohøjtalere. Eller historien om byen, hvor alle er kendt for deres ærlighed, og som beskrives med så absurd, men alligevel nøgtern, overdrivelse, at det hele virker som noget, der hører til i en forvrænget drøm. Ja, det bliver nærmest ”kafkask”, for nu at nævne endnu en stor østeuropæisk forfatter.

Den ene scene følger den anden, og man skal have hang til det surrealistiske, samt mod til at læse lange passager uden handling. Men hænger man på, vil cocktailen af levende scener, parodi, surrealisme og sproglig ekvilibrisme rigeligt belønne de udholdende, og fæstne sig i hukommelsen, som en læseoplevelse af de store, der trækker mange tråde til østeuropæisk litteraturs lange og dybe historie.


Af Jens Geisler