RESPONS | Vesten er i fare for at for sluge Putins propaganda om Ukraine råt. Det er en farlig udvikling og der er brug for reel information om, hvordan russisk og ukrainsk sprog og identitet er sammenblandet i Ukraine. Sådan skriver Valentine Gladkykh, PhD og politisk rådgiver i Ukraines parlament i denne analyse af situationen lige nu, og fremtidsperspektiverne i Putins kolde krig overfor det nye Ukraine.
Den nye regerings dannelse i Kijev er vedtaget i det ukrainske parlament af et konstitutionelt flertal. Den består ikke kun af medlemmer af ”den tidligere opposition”, men også af tidligere støtter af Regionernes Parti. Der er ingen repræsentanter fra radikale grupper i denne regering.
Partiet Svoboda (Frihed), der af nogle vestlige og russiske eksperter er blevet udpeget som et radikalt nationalistisk parti, er reelt ikke et sådant, men i hovedsagen et konservativt parti. Det har stærke holdninger imod imperialisme, særligt russisk ekspansion, men det betyder ikke at Svoboda er imod menneskerettigheder eller globalisering. Herudover støtter Svoboda Ukraines vej mod euro-atlantisk integration. Bemærk denne forskel mellem Svoboda og traditionelle nationalistiske partier i Rusland og EU.
Regeringen er ikke hævnlysten
Magtfulde oligarker har erklæret deres støtte til den nye regering. Mindst to af dem har indvilget i at blive guvernører i to ukrainske regioner. Hr. Taruta i Donetsk og Hr. Kolomojskij i Dnepropetrovsk. Dette har vist, at de nye magthavere i Kijev ikke har til hensigt at tage hævn, men derimod er klar til at samarbejde med støtter af den tidligere præsident Viktor Janukovitj. Jeg tror at dette vil bidrage til en løsning af den politiske situation i Ukraine.
Regeringsdannelsen og dens efterfølgende godkendelse i parlamentet er også et godt tegn til IMF (Den Internationale Valutafond, red.), EU og USA, der har erklæret sig klar til at samarbejde med den nye regering og lovet deres støtte til Ukraine. Denne støtte til Ukraines nye regering var tilstrækkeligt til at stoppe den ukrainske møntfod Hrivnaens fald. Nu har vi en ganske stabil valutakurs, uanset den meget vanskelige situation på Krim og situationen langs vores lange grænse til Rusland. Det er nu langt lettere at købe Euro eller Dollars i Kijev, end det er at sælge. Det ser ud som om, at alle forventer en revaluering af valutaen, som følge af løftet om finansiel hjælp fra EU og USA.
Jeg er sikker på, at dette er første skridt på vejen til at løse Ukraines politiske og økonomiske problemer.
Russisk indblanding i demonstrationer
Alligevel har der i den seneste tid i nogle regioner været ”oprør” imod den ”selvudnævnte centralregering i Kijev”. Alle disse optøjer var dog direkte inspireret og åben støttet af russiske statsborgere, der kom (eller er blevet transporteret) til Ukraine fra de russiske naboregioner for at destabilisere situationen i Ukraine. Det er veldokumenteret at russiske statsborgere var involveret i protestdemonstrationer i Kharkiv, Odessa, Donetsk, Luhansk i stor skala.
Sovjetisk identitet i Østukraine
Selvfølgelig betyder dette ikke, at der ikke findes prorussiske holdninger eller en pro-russisk lobby i Ukraine. Men man bør være bevidst om, at det brede flertal af såkaldte ”pro-russiske” borgere tilhører den ældre generation, og at disse mennesker ikke abonnerer på en moderne russisk identitet eller etnicitet, men derimod en sovjetisk identitet, med varme følelser for den gamle Sovjetunion. Konflikten mellem det såkaldte ”pro-europæiske” overvældende flertal, og det såkaldte ”pro-russiske” mindretal, er således ikke et slag mellem ukrainske nationalister og en russisk minoritet.
Den er en konflikt mellem en moderne ukrainsk identitet, og sovjetisk identitet.
Forresten: Der findes 17% etniske russere i Ukraine og de lever i fred og fordragelighed med ukrainere, overalt i Ukraine. Der er ikke noget særligt område, hvor det russiske mindretal bor. Så situationen er ikke som i Kosovo, Transnistrien, Abkasien, eller Sydossetien, hvor russiske minoriteter har boet adskilt i særlige områder. Situationen på Krim kan sammenlignes med de nævnte, men kun i forhold til mindretallet af Tatarer, ikke i forhold til russerne der.
Religion ikke årsag til konflikt
Det er også nonsens at snakke om religiøse forskelle som årsag til konflikt mellem forskellige grupper. Først og fremmest fordi det ukrainske samfund er udpræget sekulært efter sovjettiden, og folk derfor er ikke-religiøse. Samfundspåvirkningen af religiøse ledere og deres institutioner er meget ringe. De fleste ukrainere går kun i kirke to gange om året: For at fejre jul og påske.
For de fleste er det umuligt at skelne mellem de forskellige kristne trosretninger. De fleste ukrainere er overbeviste om, at de følger den ukrainske ortodokse kirke, uden at være opmærksomme på, at der findes forskellige ortodokse kirkeretninger i Ukraine. Det er således en misforståelse at tro, at etniske ukrainere i Østukraine tilhører den ukrainsk ortodokse kirke af Kijev Patriarkatet, og at alle etniske russere samme sted tilhører den ukrainsk ortodokse kirke af Moskva Patriarkatet.
Det tosprogede Ukraine
Det samme gør sig gældende på sprogområdet. Næste alle ukrainere i Ukraine kan tale russisk, som de taler ukrainsk. Der findes i særdeleshed ingen diskrimination imod russisktalende personer, (I øvrigt: De fleste russisktalende borgere i Ukraine er etniske ukrainere, ikke russere, og langt de fleste er tosprogede. Derfor er langt de fleste russisk talende borgere i Ukraine pro-ukrainske!)
Ingen er tvunget til kun at tale ukrainsk , eller studere kun på ukrainsk. Som det er nu, er det langt nemmere at købe russiske bøger, blade, aviser eller se film og tv på russisk i Ukraine. Nemmere end det er at finde de tilsvarende materialer på ukrainsk.
Selvfølgelig findes der radikale grupper, med stærke anti-ukrainske, eller stærke anti-russiske holdninger til sprogsituationen. Fx er der eksempler på forældre, der ikke ønsker deres barn skal lære ukrainsk i skolen, og som anser den obligatoriske ukrainskundervisning på de højere klassetrin som diskrimination. På samme tid er de dog ikke frataget retten til at lære russisk i skolen.
Det er afgørende at forstå, at for mange ”pro-russere” betyder mindretalsrettigheder og det to-sprogede system i Ukraine ikke retten til at tale russisk, for det gør de allerede, men retten til at slippe for nogensinde at lære ukrainsk.
Heldigvis er folk med denne mærkelige holdning ikke repræsentative for befolkningen, men et lille mindretal.
Sprogdiskussionen er derfor for langt de fleste et ”non-issue” – især for den yngre generation.
Putins propaganda
Den meget populære russiske retorik om, at det er ”ukrainske ekstremister, nationalister og fascister der har taget magten i Ukraine” er ren fiktion. Selvfølgelig var der i protestbevægelsen mod Janukovitj mange forskellige grupper, hvoraf nogle var radikale og nationalistiske.
Men der er ingen grund til at overvurdere antallet af disse gruppers medlemmer, eller deres indflydelse på samfundet. Efter Anden Verdenskrig har nazismen ingen klangbund haft i Ukraine. Selvfølgelig vil man aldrig kunne udrydde den slags totalt fra noget samfund. Der findes jo også nazistiske grupper og nationalistpartier andre steder rundt omkring i verden. I Europa er nationale partier repræsenteret i mange parlamenter, men det betyder jo ikke, at disse lande er i fascisternes vold.
Den russiske propaganda forsøger gøre ukrainske ekstremister, nationalister og fascister til ”Vox Populi”, det ukrainske folks stemme, som om disse grupper repræsentere hele befolkningen, hvor de i realiteten kun repræsentere bittesmå marginale grupper i det ukrainske samfund. Russerne er ganske enkelt ikke klar til at se realiteterne i øjnene og komme overens med det faktum, at størstedelen af den ukrainske befolkning ønsker at leve i et europæisk, demokratisk land, hvor menneskerettigheder og borgerlige frihedsrettigheder er respekteret og beskyttet.
Putins agenda med Ukraine
Når emnerne diskuteret ovenfor tages med i analysen, bliver det klart, at Ruslands snak om de ”frygtelig store” forskelle imellem regionerne i Ukraine, og de alvorlige sammenstød mellem forskellige grupper, samt en mulig opdeling af landet, er nonsens.
Tværtimod er tanken om at dele landet op ikke populær i befolkningen. De seneste tal viser, at selv nu er det kun 41%(!) af borgerne på Krim der ønsker løsrivelse fra Ukraine. De store flertal af ukrainske borgere (uanset etnicitet) støtter suveræniteten og integriteten af den nuværende statsgrænse.
Jeg er ikke i tvivl om at præsident Putin ved dette. Men det betyder ikke, at han vil holde op med at puste til ilden og forsøge at tale ideen om ”det delte land” op, eller ophører med at snakke om forsvaret for det ”russiske mindretal”.
Hans mål er at levendegøre denne fiktion, skabt af Kreml, som ideologisk platform for en russisk militær ekspansion ind i Ukraine. Putin gør alt hvad han kan for at fremhæve de ovennævnte forskelle for at fremprovokere sammenstød.
Jeg er ikke overbevist om, at Rusland er klar til at angribe Ukraine direkte og utilsløret. Det er klart, at enhver militær konflikt i fuld skala ville skabe frygtelige konsekvenser, ikke bare for begge lande, men for hele verden.
Putin vil forsat blande sig i Ukraine
Men jeg til gengæld sikker på, at Putin vil forsætte med at blande sig i Ukraine, og forsøge at provokere flere konflikter frem der. Derfor er konflikten på Krim heller ikke forbi. Den kommer til at forsætte, og måske ikke kun på Krim.
Rusland vil bruge alle midler i dets magt for at lægge pres på Ukraine. Verdenssamfundets ledere skal have en klar forståelse af, at det ikke er nok, bare at forhindre direkte russisk militær intervention i Ukraine. Putin har tilstrækkeligt med håndtag at dreje på til at erklærer Ukraine krig, uden at løsne et skud. Verdensmagterne skal vide dette, og gør deres bedste for at forhindre at Rusland starter en ”usynlig kold krig” mod Ukraine, og i Ukraine. Gør de ikke det, er krig i Europa ikke forhindret, kun udsat.
Hvad er det Putin vil have? Jeg er overbevist om, at Putins spil på Krimhalvøen ikke bare er imod Ukraine, men imod hele verden. Selvfølgelig er Ukraine en vigtig brik for Ruslands strategiske mål af mange grunde, men jeg tror at Rusland har mange andre og mere presserende emner at forhandle med USA, EU, Kina, NATO om.
Ukraine er brik i Putins forhandling med Vesten
Det er naturligvis min egen vurdering, men jeg er sikker på, at Putin vil bringe alle emner på bordet i forhandlinger om det ukrainske spørgsmål. Det kunne fx være olie og gaspriser, gasledningsnettet, der gennemløber Ukraine fra Rusland, EU og NATO udvidelser, (Herunder især muligt ukrainsk medlemskab heraf), adgang til strategiske kapabiliteter i Ukraine, (fx det militærindustrielle kompleks i Østukraine, missilproduktion, atomenergi, rumfartsindustri) opstilling af et missilskjold i Europa etc.
Så jeg tror at Putin for størstedelen bluffer i Ukraine, for at bruge landet som brik i spillet med de vestlige stormagter. Men hvis dette bluff skal vinde ham noget i dette spil, må Putin forsætte med at skræmme sine naboer fra vid og sans og true verdensfreden.
Valentine Gladkykh er Ph.D, Politisk Ekspert, Ledende rådgiver sekretariatet til Ukraines Parlament, Verkhovna Rada
Oversættelse: Peter Zacho Søgaard
