Magasinet rØST besøgte i april Henrik Gøttrup Christensen på hans gård i Naudite ved Dobele, en god times kørsel fra Riga.
Vi bliver afbrudt af Ingus, der med en seddel i hånden har krydset gårdspladsen fra den nybyggede røde bygning. Bygningen huser virksomhedens kontor, omklædningsrum, toiletter, køkken og kantine. Henrik kaster et hurtigt blik på sedlen. Svarer og forklarer med en flok lettiske gloser, hvorpå Ingus returnerer den modsatte vej. Og vi vender tilbage til samtalen om lettiske landmænd, naboer, lokalmyndigheder, danske svinebønder, samarbejdspartnere og kammerater i Letland og om konen, sønnen og datteren i Danmark.
Henrik Gøttrup er 48 år gammel og har drevet landbrug i Letland i 5 år. Han dyrker korn. Det er det, han er bedst til, som han selv udtrykker det, og det går ganske udmærket, fortæller han med svag nordjysk dialekt. “Udmærket” er jysk og betyder, at han sammen med en dansk partner har 1.750 hektar under ploven, hvilket på københavnsk betyder, at han dyrker lidt mere end arealet af Vesterbro samt Valby, hvilket på VM-sprog svarer til mere end 2.400 fodboldbaner, der lever op til DBU’s størrelseskrav for divisions- og ligakampe.
Og at han ikke har tænkt sig at stilne farten, illustreres meget godt ved den rendegraver, der som bagtæppe for interviewet er ved at køre murbrokker væk fra et gammelt kornlager.
Modernisering
Der skal bygges en ny maskinhal som supplement til de to andre, så der kan blive plads til traktorerne, mejetærskerne og den nye store vendeplov. Ploven er en milepæl i Henrik Gøttrups samarbejde med de lettiske myndigheder – et samarbejde, der har taget tid at få til at køre godt – for ploven er nemlig delfinansieret af moderniseringsmidler fra EU efter succesfuldt samarbejde med myndighederne.
Henrik Gøttrups plan er, at alt det gamle sovjetiske byggeri på grunden skal rives ned, ligesom Henrik også siden sin ankomst i Letland, har haft god succes med at luge ud i den sovjetiske arbejdsmentalitet blandt sine lettiske medarbejdere. Det sovjetiske landbrugsbyggeri i Letland duer ikke, og den sovjetiske tilgang til landbrug duede ikke.
”Man kan ikke drive jord som man driver en fabrik og blot tilsætte mere arbejdskraft, når man vil hæve produktionen. En god landmand kender sin jord og sin gård,” siger Henrik Gøttrup, der da også allerede har fået en del tips om afgrøder, gødning, pesticider og dyrkningsforhold fra sine lettiske naboer, som han ikke kunne have læst sig til, eller lært af sine leverandører. Naboerne har været her i lang tid og kender jorden.
Lettisk initiativ
”Før krigen var landmændene i de baltiske lande jo ekstremt dygtige, men russerne lykkedes med at hive initiativet ud af nogle dem,” siger Henrik Gøttrup, men fremhæver dog, at der var dygtige lettiske landmænd i området ved hans ankomst.
Og at der er initiativ i området illustreres måske meget godt af Henrik Gøttrups smil, da vi kommer til at tale om, hvordan han skaffede sig af med materialerne fra nedrivningen og ikke mindst det russiske armeringsjern. Det kom han nemlig af med i en fart, gratis afhentet af folk, der godt kendte værdien af brugt jern og som tjente penge på at videresælge det.
I nærheden af Henrik Gøttrup er det i det hele taget svært ikke at blive smittet af begejstring, for han maner enhver forestilling til jorden om, at en typisk entreprenør bor i hovedstaden, bærer firkantede briller og spiser tofu. Henrik Gøttrup går i Kansas og spiser steaks, men han får ting til at ske. Det kan man forvisse sig om ved at kaste et blik rundt på ejendommen, eller ved at kigge på et kort over jordene inde på kontoret og høre ham fortælle om de marker, han håber at kunne købe, eller ved at høre ham fortælle om byttehandler med andre landmænd, der har til formål at opnå sammenhængende jordstykker – for ham selv og for de andre.
Beslutningen om at slå sig ned i Letland faldt efter, at han havde besøgt landet, og konkluderet, at “det kunne han gøre bedre” – og at han oven i købet selv kunne gøre en positiv forskel. Hans kone, datter og søn bor i Danmark, men han bruger det meste af sin tid i Letland, for ”man skal bo her, ellers duer det ikke,” som han siger. Derfor kender Henrik Gøttrup nu forskellige steder i både Dobele, hvor han bor til dagligt, og i Riga, hvor man kan få en god steak.
Driften af gården foregår på skiftevis dansk og lettisk, afhængig af hvilken medarbejder han taler med, og så småt er der også ved at blive tid til at besøge naboerne en gang imellem. ”Men de skal altså lige vænne sig til, at jeg bare kommer for at sludre. De er ikke vant til, at naboen bare kommer kørende i bil ind på gårdspladsen, så i starten kiggede de noget, når jeg kom,” fortæller han smilende.
Henrik Gøttrup mener selv, at hans tilstedeværelse i Letland er positiv for landet, og han kan ikke skjule en lille irritation over, at omgivelserne og myndighederne ikke altid ser den som sådan, ”når nu de har brug for investeringerne, har et kæmpe russisk eksportmarked lige om hjørnet, og i øvrigt stadig mangler at effektivisere og modernisere”.
Da vi spørger til fremtiden, melder der sig for første gang i interviewet noget tvivl. Henrik Gøttrup har for længst udset sig en smuk plet på grunden; et godt sted til en norsk bjælkehytte; men ideen om at slå sig permanent ned i Letland vil kræve rigtig meget overtalelse i Danmark. Måske bliver lige netop splittelsen mellem Danmark og Letland fremtidens største udfordring.
