Store danske svinebrug er i vælten for tiden i både Letland og Litauen. Lokalbefolkninger klager over miljøbelastning og lugtgener, imens lettiske landmænd raser over konkurrencen fra de ressourcestærke danske landmænd.
Den danske landbrugsrådgivning i Århus anslår, at der er ca. 50 danske landmænd i Baltikum, heraf ca. 5 i Estland, 30 i Letland og 15 i Litauen. Landmændenes aktiviteter er spredt ud på både malkekvæg, skovbrug, jordbrug og store svinebrug. Men det ersvinebrugene, der løber med al opmærksomheden.
Andris Gobins, formanden for den lettiske Europabevægelse, er således hurtig til at nævne ”de stinkende danske svinefarme”, når han skal forklare, hvad letterne forbinder med EU. Historier om store danske svinefarme er for tiden en meget varm kartoffel i Letland, og ifølge Andris Gobins én af de negative historier, der forklarer, at Letland er det mindst EU-begejstrede af de tre baltiske lande.
Grunden? Gobins nævner i flæng, hvordan store danske svinebønder forurener, ødelægger vejene, kun ansætter få lokale, opkøber det bedste land – ofte fra lettiske familier på fallittens rand, men til gengæld ikke køber de lokale produkter. Letterne har derfor svært ved at se, hvilken merværdi de danske svinebønder repræsenterer i det lettiske samfund. På trods af, at Letland har kraftigt brug for udenlandske investeringer, og på trods af, at Letland er nettoimportør af svinekød.
På landsdækkende tv
At de danske svinebønder har et dårligt ry kan Gundars Reders fra det lettiske statsfjernsyn, Latvijas Televizija, bekræfte. Han har lavet en kritisk dokumentarudsendelse om danske svinebønder med udgangspunkt i klagende borgere i distriktet Jelgava, og græsrodsarbejde blandt borgere i distriktet Kuldigas.
I Jelgava har myndighederne givet tilladelse til en udvidelse af en svinefarm til 10.000 svin og pattegrise – ifølge Gundars Reders ”fordi det ville være godt for økonomien, og fordi arbejdsløsheden var stor, og dette kunne være et skub”. Men de lokale borgere var imidlertid særdeles utilfredse med beslutningen, ”hovedsageligt på grund af lugten og forureningen af miljøet.”
Nabodistriktet Kuldigas oplevede et helt modsat forløb. Her har lokale borgere haft succes med at forpurre udvidelsen af en svinefarm. ”De lokale var her mere velinformerede og proaktive. De havde studeret internettet og de havde været i Litauen og se på lignende fabrikker og interviewe folk i de omkringliggende områder.” IKuldigas spredte sig hurtigt den generelle holdning, at en udvidelse af en svinefarm ville være katastrofal for miljøet, hvorefter det lykkedes lokale kræfter at overbevise lokalmyndighederne om, ikke at tillade en udvidelse.
Et spørgsmål om penge
De lettiske svinebønder, som Reders har talt med, mener ikke at man kan håndtere sit affald ordentligt, hvis man har mere end 10.000 svin. ”Måske passer dette, måske ikke, måske er det et spørgsmål om den teknologi, man bruger, men dette er i hvert fald synspunktet.”
Han er dog ikke sen til at erkende, at lettiske svinebønder nok ville forsøge sig i samme spor. ”Hvis bare de havde pengene.” Men det har de som regel ikke, og i dag kan de lettiske landmænd ude i lokalområderne oftest blot stå på sidelinjen og kigge på de enorme udvidelser af svineproduktioner, som pengestærke vestlige landmænd står for. Og især derfor er der en særdeles dårlig stemning omkring danske svinebønder ude i mange lokaldistrikter i Letland.
Danskere er stadig populære
Spørgsmålet om svinefarme har dog endnu ikke ødelagt danskernes ry. Ifølge Gundars Reders har danskerne meget goodwill at tappe af, og så er der også nogle gode eksempler: ”Der er også danske landmænd med et særdeles godt ry, bl.a. hr. Rasmussen (Alex Rasmussen red.), en meget berømt dansk svinebonde, der har lært sproget, er høflig, taler godt med naboerne og har en god attitude.”
Der er også en vigtig forskel mellem land og by: ”Hvis du spørger ude i landdistrikterne, hvor man kan se og lugte farmene, er den generelle indstilling til danske svinefarmere negativ, men hvis man stiller spørgsmålet her i Riga, om det er godt eller skidt med de danske svinefarmere, ville en meget vigtig del af folk sige: det er godt for vores økonomi, så hvad er problemet?”
Også modstand i Litauen
Danske landmænds upopularitet begrænser sig ikke til Letland. Ifølge Førstesekretæren på Den Danske Ambassade i Litauen, Mette Kruse, har der gennem flere år været massiv negativ presse i Litauen om de danske svinebønder, ligesom der gennem flere år har været demonstrationer udenfor Den Danske Ambassade imod de danske svinebønder, ofte med baggrund i myten om, at danskerne er i gang med at overflytte hele deres svineproduktion til Baltikum.
Denne myte er der imidlertid ikke meget hold i, understreger Mette Kruse, og henviser til friske tal fra Eurostat, der viser, at Litauen i 2008 producerede 1,2 mio. svin, imens Estland og Letland hver producerede 0,5 mio. svin, overfor Danmarks produktion på 27 mio. svin. Litauen er i øvrigt, ligesom både Estland og Letland, stadig nettoimportør af svin.
Det er Den Danske Ambassades indtryk ”at de danske landmænd fører en legitim forretning på basis af moderne teknologi og med respekt for den eksisterende lovgivning.” Denne vinkel bekræftede en delegation fra det litauiske parlaments miljøudvalg i øvrigt, efter et besøg på flere forskellige danske svinefarme i februar i år. Den konservative formand for delegationen udtrykte beundring over den moderne teknologi, der blev brugt på farmene, og erklærede ligeledes, at generne overfor naboerne var yderst begrænsede.
Disse positive ytringer udløste dog øjeblikkeligt demonstrationer foran det Litauiske Parlament, hvor demonstranterne illustrerede deres utilfredshed med gasmasker med danske flag og grisenæser på.
Ifølge Mette Kruse kæmper de danske landmænd også med diskrimination fra lokale myndigheder, der i flere tilfælde handler imod kendelser fra domstolene til fordel for svinebønderne, i bestræbelserne på at gøre livet surt for landmændene.
Som i Danmark – blot tilsat ulighed
Grundlæggende ligner debatten om svinebønder i Litauen og Letland den danske, med de helt klassiske grundelementer: forurening og lugt. Dog med det ekstra element at nogle meget ressourcestærke vestlige landmænd skiller sig kraftigt ud fra de fattigere landmænd i de to lande.
På spørgsmålet om lettiske landmænd kan lære noget af danske landmænd, svarer Gundars Reders: ”Jeg ved ikke om de har noget at lære, men jeg ved at nogle af dem er jaloux, fordi de ikke pengene til at bygge den slags svinefarme. I nogle distrikter kan du finde folk, der er meget imod svinefarmene, men kun fordi de for tiden ikke har nok penge til at bygge deres egen svinefarm. De kæmper med andre ord for deres egen forretning.”
