TRANSITIONSDEBAT II | Overgangen fra kommunisme i Øst- og Centraleuropa til demokrati er ikke garanteret. I mange af de tidligere kommunistiske lande har vi set en overgang til noget helt andet. Transitionsekspert, Søren Riishøj, forklarer.
Jeg er helt grundlæggende enig med Jens Malling i hans karakteristisk af demokratiets vilkår i Rusland og andre stater i det opløste Sovjetunionen. Jeg er ligeledes enig i hans betragtninger over EU og vestlige landes dobbeltstandard, når det gælder udbredelse af demokrati og menneskerettigheder i SNG-landene – måske snarere mangel på samme. Der er ingen lette veje eller genveje til liberalt demokrati. Det gælder også uden for Europa, tænk blot på Thailand og Egypten.
Valg er ikke ensbetydende med demokrati
Blandt politologer, den gruppe jeg selv tilhører, er det i hvert fald ikke tabu, tværtimod, at konstatere at et autoritært systems undergang ikke nødvendigvis er ensbetydende med overgang til liberalt demokrati og funktionel markedsøkonomi. De fleste eks-kommunistiske lande har godt nok bevæget sig over mod ”noget andet” (”something else”) end det gamle system, men i de fleste tilfælde i retning af en eller anden form for ”hybridregime”, nok mere åbent og pluralistisk end det gamle kommunistiske, men alligevel autoritært og, som i Ukraine, yderst sårbart økonomisk og politisk.
Vi må i hvert fald ikke forfalde til ”electoral fallacy”, at tro at valg i sig selv er ensbetydende med demokrati. I dybt korrupte lande med oligarkisk ”virtuel” økonomi med fravær af en demokratisk tradition og kultur og store mangler når det gælder ”rule of law”, er valg til parlament og præsident som regel en facade, ja måske meningsløse. Regeringerne bruger typisk en valgsejr til at skaffe sig økonomiske fordele og begrænse oppositionens muligheder, og oppositionen optræder heller ikke altid demokratisk.
Transition i den forkerte retning
Rusland er i den henseende ikke værst. Tager vi SNG-området står det værre til i Centralasien. Ja, også i flere EU-lande kniber det. Rumænien og Bulgarien har alvorlige mangler på alle demokratiets arenaer, i Ungarn har Viktor Orbán ført landet i retning af et illiberalt demokrati, og i Sydeuropa, måske allermest Grækenland, er udviklingen også gået i den forkerte retning. Det liberale demokrati har det ikke for godt.
Populisme og hård euroskepticisme er i vækst og især i det ”gamle Europa.
EU-medlemskabet er, viser erfaringen, ikke i sig selv garanti for mere demokrati.
Kirkpatrick-doktrinen
Uden for EU’s grænser, mod øst og mod syd, føres den såkaldte naboskabspolitik, mod øst kaldt østpartnerskab. Der ydes en del penge, men ressourcerne er begrænsede og effekten indtil videre ligeså. Moldova er nævnt som et land, hvor indsatsen har haft en vis virkning, Georgien har også vist fremskridt på nogle områder, men ellers oplever vi status quo eller måske direkte tilbageskridt.
Det kan ikke nægtes at rent geopolitiske hensyn spiller en rolle. Forskere har brugt betegnelsen ”Kirkpatrick-doktrinen”, opkaldt efter den afdøde amerikanske “FN-koldkrigsambassadør”, som betegnelse for at geopolitikken kan gå forud over demokrati og menneskerettigheder. Her er Adserbajdan ganske rigtigt et godt eksempel og ikke enestående. Her tæller olie og gas og begrænsning af Ruslands indflydelse rigtig meget, set fra Vest.
Straffet for at tabe valget
Vi har over de sidste par årtier oplevet flere ”farvede revolutioner”, i Georgien, i Ukraine og Kirkisistan fx, men effekten på demokratiet er svær at øjne. Orangerevolutionen i Ukraine skuffede og har skadet de politiske partiers omdømme.
Et problem er, at magthaverne i tilfælde i valgnederlag mister ikke alene politisk magt, men også økonomisk, og det frister magteliten til at bruge udemokratiske metoder for at sikre sig valgsejren. For efter et valgnederlag risikerer de at blive straffet og fængslet på anklager om korruption, det der kaldes selektiv justits. Tymoshenko-sagen i Ukraine er ikke enestående, desværre.
Ja, nu hvor vi nærmer os 25 året for murens fald er der gode grunde også til selvkritik og selvransagelse.
For demokratiets skyld.
Søren Riishøj er politolog og lektor ved Syddansk Universitet. Søren Riishøj er specialiseret i transitionsprocesserne i Østeuropa.
Læs også: Når en ideologi pludselig forsvinder
