LITAUEN – HUMANISME ELLER NATIONAL SIKKERHED ?

Refugees welcome.

Det var nogenlunde det mantra, den litauiske regering fulgte efter at Aleksandr Lukasjenko i nabolandet Belarus udnævnte sig selv til vinderen af det belarussiske præsidentvalg i 2020 og efter en række nedkæmpede protester sendte en del af den belarussiske opposition i asyl. Her blev Litauen nemlig en af de mest populære destinationer.

Med åbne arme har Litauen taget imod disse flygtninge. Ikke kun af idealistiske årsager for at hjælpe demokratisk ligesindede, men også fordi de fleste af disse nytilkomne var veluddannede med hang til at være IT-specialister – arbejdskraft som bydes særdeles velkomment. Kynisk set en gensidig fordelagtig situation.

Lukasjenkos modkandidat under præsidentvalget, Svetlana Tsihanouskaya, som betragter sig selv som den retmæssige vinder af valget, har også slået sig ned i Vilnius og fører kampen for et demokratisk Belarus i eksil. Det er netop fra Litauens hovedstad Vilnius at de to belarussiske oppositionsorganer, Transitionsrådet og Koordinationsrådet, forbereder sig på den dag, der skulle opstå en demokratisk transition ved at klargøre implementerbare reformer.

Med kun tre kvarters kørsel til den belarusisk-litauiske grænse fra Vilnius er byen således blevet et hotspot for belarussere, som ikke helt kan finde sig til rette under Lukasjenkos regime. Men noget tyder på, at mantraet fra starten af artiklen måske ikke gør sig lige så gældende i dag som for tre år siden, da de første belarussere kom til Litauen.

DET ER NOK IKKE EN DANS på roser at være belarusser i forvejen. I forvejen bidrager den litauiske regering heller ikke til dansen. I forbindelse med en forlængelse af opholdstilladelse eller ansøgning af visum bliver nytilkomne belarussere bedt om at besvare et spørgeskema, hvor man skal tage stilling til hvilket land halvøen Krim tilhører og hvad deres holdning til krigen i Ukraine er.

I marts 2023 forsøgte regeringen i Litauen at fratage belarussiske og russiske flygtninge retten til at opnå litauisk indfødsret, ret til at eje bolig og mulighed for at forlænge visum og opholdstilladelser. Lovforslaget mødte stor kritik fra eksil-oppositionen og man forsøgte at nedskalere forslaget så det blandt andet kun ville omfatte russiske borgere.

Den litauiske præsident Gitanas Nauseda forsøgte at nedlægge veto mod beslutningen om at udvande loven. Argumentet var at Belarus og Rusland er på samme side i krigen mod Ukraine og derfor skal beslutningen selvfølgelig gælde begge grupper. I sidste ende endte loven med at blive blødgjort for belarusserne. Hele seancen efterladte dog noget af bitter smag hos belarusserne.

FEM MÅNEDER SENERE lukkede Litauens regering to af deres seks grænsestationer til Belarus som en direkte reaktion på de russiske lejesoldater fra Wagner-gruppens tilstedeværelse nær den litauiske grænse. Efterfølgende har Litauens indenrigsministerium foreslået at lukke yderligere to grænsestationer og truet med at lukke fuldstændig ned for grænseovergange, hvis der skulle ske en ”væbnet hændelse” eller en masseemigration over en af grænserne til Litauen, Polen eller Letland. Grænselukningen har belarussiske myndigheder beskrevet som ”ukonstruktive og uvenlige”.

DER FINDES FLERE FORKLARINGER, som kan forsvare den litauiske regering. For det første er det anstrengende at leve livet, velvidende om at Wagner er rykket til Belarus nær den litauiske grænse. Dette øger trusselsbilledet og Vilnius kunne i teorien vrimle med voldsparate lejesoldater i civil, hvilket kræver, at man som litauer skal op på dupperne.

For det andet er Litauen geopolitisk set et interessant sted for Rusland. Suwalki-korridoren, som Litauen deler med Polen, er det eneste, der står i vejen for at forbinde eksklaven Kaliningrad med Belarus og dermed også Rusland. Det virker utænkeligt, men skulle det alligevel ske, at korridoren kommer i hænderne på Lukasjenko og Putin, bliver resten af Baltikum isoleret fra de andre NATO-allierede og så kan man kun gisne om, hvad der ellers skulle ske.

Slutteligt har Litauen fungeret som en stor symbolsk og økonomisk støtte til den anti-russiske-belarussiske side i form af Tsihanouskaya og Ukraine. Litauen er det eneste land, der har anerkendt Tsihanouskaya som den retmæssige leder af Belarus. Og støtten til Ukraine markeres udover en konstant symbolsk støtte med en økonomisk støtte på over 1% af det litauiske BNP. Samtidigt har landet som bekendt taget imod en del flygtninge – til interesse for efterretningstjenesterne i Belarus og Rusland.

Argumenterne for at spionage skulle foregå i Litauen er til stede. Tager man samtidigt den fælles historie med det undertrykkende Rusland i betragtning og således tilstanden af en nærmest kronisk angst over, hvad den russiske bjørn kunne finde på, burde det være til at forstå, at man forsøger at komme spionage i forkøbet.

Som NATO-land virker det usandsynligt, at Wagner skulle rykke over grænsen til Litauen eller at Suwalki-korridoren kommer i Putins hænder. Men det var også de færreste, der tog Ruslands mobilisering langs grænsen til Ukraine alvorligt i ugerne op til den 24. februar 2022. Rovdyrene, som Litauen er nabo til, er utilregnelige og blandt andet derfor hviler man ikke på de litauiske laurbær.

Det kan blive særdeles brugbart for Lukasjenko og Putin, hvis de opsnapper efterretninger hos NATO-medlemmet Litauen. Det er man klar over og det kan måske forklare, hvorfor litauerne vil undgå at sove i timen.

OM DET BÆRER FRUGT, er svært at vide. Men på baggrund af foromtalte test har man vurderet

910 belarussere til at være en trussel mod den nationale sikkerhed i Litauen. Således begrænser man en skade, som formentlig kommer til at ske.

Mistanken om spionage er da også begrundet: mellem 2018 og 2023 er 11 russiske diplomater blevet udvist på grund af mistanke for spionage, ligesom man i 2022 anholdte en litauisk statsborger for spionage mod belarussiske flygtninge på vegne af Belarus.

Den belarussiske oppositionspolitikker Franak Viacorka forstår at Lukasjenkos sikkerhedsapparat ikke er sød musik i de litauiske ører, men konstaterer også overfor Euronews: ”Lukasjenkos og Ruslands efterretningstjenester finder bare andre veje”.

Det er af ren og skær nødvendighed, at Litauen kommer med disse foranstaltninger. Som et konservativt medlem af parlamentet Seimas siger: ”Hvis ikke du kan bevise din loyalitet til Litauen gennem dine handlinger og hvis du varetager russiske interesser, hører du ikke til i Litauen”.

AT BEVISE SIN LOYALITET kan dog forekomme noget svært. Der bor lige omkring 49.000 belarussere i Litauen, hvor det siges at en stor del af disse er kommet som en reaktion på det udemokratiske 2020-præsidentvalg. Med en i forvejen vanskelig sprogkløft, bliver det heller ikke nemmere af at etniske litauere efter sigende skulle være blevet mere uvenlige over for dem, som taler russisk – et sprog de fleste belarussere også behersker og taler med andre flygtninge fra Rusland og Ukraine.

Det er en kompleks situation og det er vanskeligt at finde den rette balance mellem at udvise humanitet og sørge for sin egen nationale sikkerhed. I Litauen slikker man stadig sårene fra en grusom tid som sovjetstat og hjælper gerne, hvor man kan – men hvor går grænsen, hvis ikke det skal gå ud over den nationale sikkerhed?

En ting virker dog sikker. Mens krigen i Ukraine forsætter og Lukasjenko stadig er på magten i Belarus, vil Litauen nok ikke stoppe med at være på vagt som en vagthund i dette nuancefyldte dilemma.