RELIGION III | Estland og Letland er to af verdens mest sekulariserede lande. Den nemme forklaring er den kommunistiske arv, men årsagen stikker dybere. Sebastian Rimestad fra Erfurt Universitet analyserer den lutherske og ortodokse kirkes roller i de to lande såvel som den russiske påvirkning i historisk lys.
Estland og Letland, på østsiden af Østersøen, er fanebærere for sekularisering. I modsætning til Balkanlandene eller Rusland, hvor religion spiller en meget vigtig og omstridt rolle, spiller religion en meget lille rolle for den nationale idé og det politiske system i disse lande.
Det er selvfølgelig muligt at begrunde denne udvikling med kommunismen, som var stærkt anti-religiøst indstillet og undertrykkede religionernes rolle, hvor den kunne.
Men det er for nemt, for sekulariseringen i Estland og Letland har en dybere årsag, den samme som har været ansvarlig for, at religionerne havde en helt anden rolle at spille f.eks. i Jugoslavien-konflikten: at ligestille en nation med en religion.
Ligesom en kroat per definition er katolsk, en serber ortodoks og en bosnier muslim, så er en russer ortodoks, en tysker protestant og en polak (eller litauer) katolsk i Baltikum. Litauen har en noget anden historie, eftersom katolicismen her har været identitetsmarkør for den litauiske nation gennem hele sovjettiden, mens esterne og letterne aldrig havde nogen entydig religiøs identitet.
Korstogene i Baltikum
For at forstå det, må vi gå langt tilbage i historien. De baltiske lande har altid været omstridte blandt mægtigere riger og herskere. Frem til 1200-tallet var det kun enkelte russiske missionærer og handelsmænd, der havde interesser her, men pave Innocent III proklamerede disse sidste hedenske lande i Europa som Terra Mariana, hvor man kunne fare på korstog, hvis man ikke ville til Mellemøsten.
Mange nordtyske adelsmænd fulgte denne invitation og overvandt den militært underlegne lokalbefolkning. I de følgende århundreder skulle de baltiske lande se mange fremmede herskere, blandt andet danskere, tyskere, polakker, svenskere og russere. En konstant i disse historiske udviklinger var de lokale magthavere, som forblev tyske frem til 1917.
Fra 1500-tallet var den lutherske kirke den stærkeste i regionen, og den eneste der måtte missionere blandt estiske og lettiske bønder. I det 19. århundrede greb nationalismen så om sig også i Rusland, og tsarerne ville gerne gøre riget mere ensartet. Dette medførte også, at den ortodokse kirkes stilling i Østersøprovinserneblev styrket.
De facto var den lutherske kirke endnu uden tvivl den dominerende, og selv en ukontrolleret konverteringsbølge 1845-1848 kunne ikke ændre på det. I løbet af tre år skiftede over 100.000 estiske og lettiske bønder fra den lutherske til den ortodokse kirke, delvist i håb om at få et bedre liv i den nye religion.
Religiøs pluralisme
Det skete ikke, men de kunne ikke vende tilbage til den lutherske kirke, for de russiske love tillod ikke noget frafald fra ortodoksien. Således var ca. 20 % af landbefolkningen blevet ortodokse. Dermed opstod en religiøs pluralisme i de baltiske lande, hvor det tyske højborgerskab stod definitivt på den lutherske side, mens den russiske administration, som voksede kraftigt i det 19. århundrede, var klart på den ortodokse side.
Fra ca. 1860 rasede en forbitret publicistisk kamp mellem de to sider, hvor begge fremstillede deres religion som den rigtige for esterne og letterne.
Russificeringen, der satte ind fra 1880-årene forværrede denne kamp. I mellemtiden var også en estisk og en lettisk nationalbevægelse blevet stærk, men den havde svært ved at udnytte religionen. I Litauen og Polen, for eksempel, der også var del af det russiske imperium, var katolicismen et kendetegn på modstand, men i Estland og Letland kunne religion ikke anvendes så entydigt.
Den første russiske revolution i 1905 rasede stærkt i Østersøprovinserne, hvor kirkerne – lutherske såvel som ortodokse – blev misbrugt som politiske samlingspunkter eller skændet og brændt. Mens religiøs identitet i Litauen og Polen hjalp til med at befæste nationalbevægelsen, var Estland og Letland allerede blevet nogenlunde sekulariserede i begyndelsen af det 20. århundrede.
Kampen om den nationale religion
Det betyder selvsagt ikke, at religion ikke spillede nogen rolle i nationalbevægelserne. De mest aktive forkæmpere for den estiske og lettiske nation var lutherske præster, der var sig deres rødder bevidst.
Men der var også ortodokse præster blandt de nationale forkæmpere. De handlede mere i baggrunden, som mellemmænd der forhandlede med den russiske administration. Den estiske ortodokse præst Mihkel Suigussaar, for eksempel, organiserede tilladelsen til at holde den første estiske sangfestival i 1869.
Da Estland og Letland var på vej til at blive selvstændige stater under første verdenskrig, foregik der en debat i begge lande, om hvad der nu var den nationale religion. På mange måder var denne debat en fortsættelse af den russisk-tyske debat fra århundredet før, med den forskel at den russiske deltagelse forsvandt efter 1917.
Den tyske side blev så noget dæmpet, da Estland og Letland blev selvstændige efter en længere borgerkrig i 1920, men klarede fremdeles at vinde nok tilhængere til, at den lutherske kirke blev anset som den naturlige for begge lande.
Russertroen
Men til forskel fra tiden før selvstændigheden skulle den lutherske kirke ikke længere være domineret af tyske pastorer. Den skulle nationaliseres. Det samme skete med den ortodokse kirke, der blev nationaliseret for at komme af med stigmaet ‘den russiske kirke’. For på begge sprog hedder den ortodokse kirke i folkemunde ‘russertroen’ frem til i dag. Den lutherske tro har aldrig haft tilnavnet ‘tyskertroen’.
Især i Estland blev denne nationalisering drevet helt derud, hvor kirken skiltes med Moskva-patriarkatet for at underlægge sig Konstantinopel-patriarkatet i Tyrkiet. I Letland, grundet den mangetydige ærkebisp Jānis (Pommers) af Riga, kom det først dertil efter hans død.
I 1940 annekterede Sovjetunionen de baltiske lande og begyndte straks med anti-religiøs propaganda og forfølgelse. At tyskerne kom året efter hjalp ikke meget, for russerne kom tilbage igen i 1944 og fortsatte.
De tyve år med selvstændighed var ikke nok til at konsolidere det liberale forhold til religion, og de anti-religiøse kampagner i Khrusjtjov-tiden ødelagde mange af spirerne, der var blevet sået i mellemtiden.
To af de mest sekulariserede lande i verden
Den ortodokse kirke var både i Estland og Letland blevet tilbageført til Moskva-patriarkatet allerede under den første sovjetiske okkupation i 1940, og det tyske intermezzo førte til, at den estiske og lettiske ortodokse kirke under Konstantinopel blomstrede op igen, ved siden af Moskva-patriarkatets strukturer.
Før den anden sovjet-okkupation flygtede en del af biskopperne og præsterne til Vesten og opbyggede eksilkirkelige strukturer i Tyskland. Tilbage i det sovjet-kontrollerede Estland og Letland førte stærke russificeringstendenser til, at mange tidligere ortodokse estere og letter ikke længere kunne identificere sig med kirken.
Også lutherske eksilstrukturer blev bygget op efter anden verdenskrig. Den tilbageblevne lutherske kirke i Sovjetestland og Sovjetletland blev ikke så hårdt ramt af russificeringen, men den almene sekularisering, der fandt sted i det sovjetiske system, gnavede også på den.
Efter at Estland og Letland blev selvstændige stater igen i 1991, var de således blevet to af de mest sekulariserede lande i verden. Religion var aldrig noget, der kunne benyttes til at skabe en ‘egen’ identitet for den estiske og lettiske nation.
Genoprettelsen af den estiske ortodokse kirke
Esterne siger om sig selv, at de er ‘kulturelt lutherske’. Med det menes, at der er en meget stærk tysk, luthersk kulturindflydelse i Estland, men den har ikke nogen indvirkning på religiøs identitet. Religiøst tilhørsforhold har aldrig kunnet samle esterne eller letterne, i modsætning til litauerne i syd eller russerne i øst. Mens religiøs nationalisme fortsætter med at spalte Balkanlandene, spiller den altså ingen rolle i Baltikum.
Derimod spiller religion fremdeles en rolle for den russiske minoritet, der i den ortodokse kirke ser et stykke hjemland. Det forudsætter selvfølgelig, at den lokale ortodokse kirke er en del af patriarkatet i Moskva.
En estisk ortodoks eksilkirke, der stod under Konstantinopel-patriarkatet, havde overlevet i Sverige helt frem til 1990-erne. Med hjælp fra denne eksilstruktur bestemte nogle ortodokse estere sig i 1993 for at genoprette mellemkrigstidens estiske ortodokse kirke og bad patriark Bartholomaios i Konstantinopel om at optage denne kirke under sin myndighed.
På grund af lovgivningen i Estland var det umuligt for Moskva-patriarkatets kirke at registrere sig som ‘den estiske ortodokse kirke’, for det navn havde eksilkirken allerede reserveret. Det navn var meget vigtigt, for så anerkendtes kirken som retmæssig efterfølger af mellemkrigstidens kirke. Dermed ville den få alle ejendomme til denne kirke restitueret.
Da så Konstantinopel-patriarkatet accepterede den estiske kirkes bøn i 1996, blev Patriark Aleksius II af Moskva, der selv i mange år var biskop i Tallinn, så vred, at han undlod at nævne Bartholomaios under liturgien. Dette betød så meget som et brud i det ortodokse kirkefælleskab.
Efter 3 månders ihærdige samtaler blev problemet løst, idet begge kirkerne fik ret til at eksistere i Estland, og enhver menighed selv kan vælge, hvilken struktur den vil tilhøre.
To parallelle ortodokse kirker i Estland
Selvom flertallet af de estisk-sprogede menigheder valgte Konstantinopel, og de fleste russisk-sprogede valgte Moskva, er der slet ikke tale om en rent etnisk forskel. Nogle af menighedderne valgte på grundlag af teologiske og historiske synspunkter, ikke etniske.
Siden 1996 har der altså eksisteret to parallelle anerkendte ortodokse kirker i Estland, en meget atypisk situation i den ortodokse verden (bortset fra i diaspora-menighedderne, der normalt orienterer sig efter moderkirken).
Den ene orienterer sig mod Moskva og tæller 200.000, mest russisk-sprogede, tilhængere, og den anden ser mod Konstantinopel og Vesten, og estere udgør mere end halvdelen af dens knapt 40.000 medlemmer. Sidstnævnte har indført den vestlige kalender og mange andre innovationer, der ellers er sjældne i den ortodokse kirke.
I Letland kunne ingen eksilkirke overleve sovjettiden, og der er således kun én ortodoks kirke i Letland. Den har også et overvældende flertal af russisk-sprogede medlemmer, og de lettiske ortodokse er en lille minoritet.
For den russiske minoritet i begge landene er den ortodokse kirke dog en meget vigtig del af deres identitet. Sådan er det ikke kun i Estland og Letland, men også blandt russere i andre lande. Om de af den grund er genuint religiøse, er tvivlsomt, men kirken tæller dem som tilhængere.
Sebastian Rimestad er PhD ved Erfurt Universitet.
Artiklen er del af en serie om religion.
Læs også om Litauens tatarmuslimer gennem 700 år.
