Siden Roserevolutionen i 2003 har der været en almen opfattelse af, at Georgien primært kigger mod Vesten. EU-flag begyndte – håbefuldt – at pryde offentlige bygninger, vejen fra Tbilisis lufthavn blev omdøbt ”George Bush Road”, og den dengang nye præsident Mikheil Saakashvili fremhævede i sine taler igen og igen sine alliancer med Vesten. Men dette kan være på vej til at ændre sig, hvis man ser på de handelspartnere og investorer, der i dag er de primære bidragydere til Georgiens økonomi.
Efter revolutionen i 2003 var USA, Storbritannien og Holland blandt de største investorer i landet. Selvom de stadig er til stede, er de nu blevet overhalet af andre lande, især fra Østeuropa, Mellemøsten og Centralasien. I første del af 2010 var Tyrkiet, Tjekkiet og Egypten således rykket op som de tre største investorer i landet. Tyrkiet har, især i regionen Ajara i det vestlige Georgien, igangsat et væld af byggeprojekter indenfor turismesektoren. Ajara er blevet udset af den georgiske regering til at blive et centrum for turisme i Sortehavsregionen, og ifølge det lokale turistkontor i Ajara er Tyrkiet ansvarlig for store dele af økonomien bag denne udvikling.
Tyrkiske turister
Dette giver god mening. Tyrkiet er et naboland, og forhåbningen fra officielt hold i Georgien er, at netop tyrkere vil blive en del af de turister, der i fremtiden skal besøge Ajara. Men den økonomiske hjælp er ikke uden forpligtigelser. Ikke fordi Tyrkiet har stillet krav, men fordi Georgien er afhængig af, at pengene fortsat kommer ind, for at nå de mål, præsidenten har sat. Derfor er det vigtigt at holde sig gode venner med de nye investorer og deres samarbejdspartnere. Dette har nu skabt problemer for Saakashvili i forhold til spørgsmålet om Tyrkiets relationer til Iran.
Iran har været på kant med USA og Europa gennem længere tid på grund af landets berigelse af uran. Dette fik den 9. juni i år FN’s sikkerhedsråd til at pålægge sanktioner mod Iran, der bandlyste salg af våben til Teheran. Tyrkiet stemte imod og fremsatte sin egen plan for handel. Den blev forkastet af Washington, men den blev støttet af Saakashvili.
For kort tid siden inviterede Saakashvili den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad til Tbilisi, og der er fremlagt planer om at gøre det lettere for iranske statsborgere at opnå visum i Georgien. Ifølge avisen Georgia Today, er flere kommentatorer i Georgien nu bekymrede for, om Saakashvilis stigende imødekommenhed overfor Iran risikerer at distancere landet fra dets allierede i Vesten, især USA.
Svigtet af USA
Diskussionen i de georgiske medier af betydningen af Saakashvilis nye åbenhed overfor Iran er til tider spekulativ, men den er alligevel interessant. Den peger nemlig på, at billedet mellem ”ven og fjende” i Georgien ikke længere er så klart, som det var efter revolutionen i 2003, hvor Rusland blev fremhævet som fjenden og Vesten som vennen – i hvert fald på det politiske plan.
Allerede i 2008, under den Ossetiske krig, blev det åbenlyst, at båndene mellem Georgien og USA ikke var så stærke, som den georgiske præsident havde troet; den amerikanske militære assistance mod Rusland, som Saakashvili havde håbet på, udeblev. Under det amerikanske præsidentvalg senere samme år støttede Saakashvili officielt John McCain. Barack Obama vandt valget, og få måneder senere udtalte Saakashvili til det amerikanske magasin Newsweek, at han følte sig svigtet af sine venner i Vesten. Han var på dette tidspunkt presset af masse-demonstrationer i hovedstaden og oppositionens krav om, at han skulle trække sig som præsident på grund af krigen.
Den nye åbenhed overfor Tyrkiet og Iran har indtil videre været en umiddelbar økonomisk gevinst i forhold til udviklingen af blandt andet Ajara regionen. Men det har også medført stigende lokal skepsis og kritik, og det stiller Georgien i en ny situation i forhold til USA. Spørgsmålet er, hvilken betydning det på sigt vil få for Georgien – og ikke mindst for Saakashvili – at der på et politisk plan nu satses både på Vesten og Mellemøsten.
Links:
