Knap har støvet efter valgkampen i Bosnien-Hercegovina (BiH) lagt sig, før en ny og, om muligt, endnu mere nådesløs kamp om landets mange ministerposter er gået i gang. De store partier er i færd med at tale med mulige koalitionspartnere, mens resten forsøger at positionere sig bedst muligt ved at råbe højt og appellere til deres vælgergrupper. Et eksempel er her det engang så magtfulde bosnisk-kroatiske parti HDZ, der er blevet det største kroatiske parti ved valget, men ser ud til at få begrænset indflydelse. Partiets præsidentkandidat blev overbevisende slået af Socialdemokraternes (SDP) kandidat, Zeljko Komsic, hvis parti er valgets helt store vinder og Bosniens største parti. HDZ har nu indledt en kampagne, i hvilken det hævdes, at kroaterne i BiH ikke er ordentligt repræsenteret og at bosniakkerne er så mange, at de kan vælge kroaternes præsidentkandidat også. Denne påstand, der er bestridt fra flere sider, har fået en del medvind grundet mangel på de officielle valgresultater der er forsinkede som følge af anklager om valgfusk.
Hvad der dog allerede nu er ganske tydeligt, er, at SDP kommer til at være det dominerende parti i Bosnien-Hercegvina på landsplan og i Føderationen, hvorimod Milorad Dodiks SNSD, har vundet i den mindre bosniske entitet Republika Srpska (RS). Men også her ser SDP ud til at få indflydelse på magten og bl.a. at kunne sætte sig på posten som vicepræsident i RS.
Politisk dagsorden
SDP’s succes ved valget kan ikke tilskrives en eller to faktorer alene. Forskellige vælgere har nok haft hver deres grunde til at stemme på partiet. Men det er alligevel muligt at pege på et par faktorer, som ikke desto mindre har gjort sig gældende.
For det første førte SDP, som et af de få partier i landet, en rent politisk kampagne, i hvilken der blev sat fokus på de udfordringer som BiH står over for i den kommende tid, og ikke, som flere af de andre partier, en kampagne med fokus på mudderkastning. Partitoppen i SDP fokuserede på fem emner som de mente var relevante i en bosnisk sammenhæng og bevægede sig stort set ikke udenfor disse i valgkampen. Emnerne var: Økonomi, Uddannelse, Kampen mod korruption, Forbedringer af sundhedsområdet og social politik. Derudover var der lidt tale om udenrigspolitik og EU- og NATO-samarbejde.
Ved hvert af disse emner fremlagde partiet en række konkrete forslag til, hvordan man kunne forbedre situationen. Og dette ser ud til at have virket, idet en del mennesker i Sarajevo, Tuzla og Mostar som jeg havde mulighed for at tale med i sidste uge, gav udtryk for at det var dette som tiltrak dem ved partiet.
For et Bosnien-Hercegovina, som i de sidste fire år har været præget af stigende økonomiske problemer, desillusion og national polarisering, er det på sin vis overraskende, at et parti der ikke definerer sig nationalt og som taler om konkret politik har kunnet vinde. Det er dog måske netop på grund af de sidste fire års politik, at en del vælgere har stemt på SDP frem for de nationale partier. Ikke sådan at forstå, at stemmerne til SDP var et fravalg af andre partier snarere end et tilvalg af SDP. For partiet har alligevel været en del af bosnisk politik i adskillelige år og har endda siddet i regering i perioden 2000-2002. Vælgerne vidste altså, hvad de ville få, hvis de valgte SDP, personificeret ved formanden dr. Zlatko Lagumdzija (premierminister 2000-2002) og den yderst populære Zeljko Komsic, som ved valget sikrede sig endnu fire år i det kollektive præsidentråd.
Realistisk dagsorden
Hvis man skal tro bosniske medier (de mere lødige af dem i hvert fald), så valgte borgerne SDP til dels på grund af partiets politik, men også fordi mange anså et stærk SDP som en garant mod opdeling og polarisering af Bosnien-Hercegovina. Partiets multietniske – om end noget bosniakiskdominerede – profil giver mange håb om, at det kan give Bosnien en del af sin identitet som multinational stat tilbage. En del analytikere mener også, at der i er en forventning om, at netop SDP, i modsætning til de andre partier, vil opfylde de fleste af partiets politiske løfter og bringe BiH tættere på NATO og EU.
Dette skyldes for det første det faktum, at størstedelen af partiets løfter er ganske realistiske og kan gennemføres med lidt god vilje i parlamentet. For det andet er partiet ganske populært grundet en række reformer, som blev gennemført i 2000-2002 og som den dag i dag sikrer stabile udbetalinger af pension, løn mv., hvilket ifølge flere Sarajevoborgere har givet en følelse af orden og tryghed i de foregående år. Og endelig, så er der en del, der taler for, at det er i SDP’s interesse at gennemføre reformer, der kan sætte gang i økonomien og dæmme op for korruptionen, idet partiet i mangel på en national base kun kan holde sig i toppen af bosnisk politik, hvis det formår at stille Bosnien og landets borgere en lysere fremtid i udsigt, især hvad angår økonomi. Kort sagt, hvis Bosniens borgere ikke føler, at de får noget ud af den fælles stat, vil de muligvis vende tilbage til de polariserende nationale partier.
Politiske kamp i sigte
Denne sårbare flanke er man også ganske bevidst om i de andre partier, og der er ingen tvivl om, at en del af dem (alle dem, der ikke samarbejder med SDP og Lagumdzija) vil bruge den så meget, som de overhovedet kan til at destabilisere en eventuel SDP-ledet regering. Især Milorad Dodiks SNSD (der, ironisk nok, formelt set også er et Socialdemokratisk parti, men i de senere år har taget en højredrejning af karakter) har været ude med riven efter SDP.
Dodik, hvis kampagne i høj grad har kørt på at miskreditere den Bosniske stat som et skridt på vejen mod en eventuel løsrivelse, betragter alt, hvad der kan styrke Bosnien og det bosniske folks tillid til en bosnisk stat, som en trussel.
Således vil et SDP, der får succes med sine reformer i allerhøjeste grad regnes ind under ”trusselskategorien”, hvorfor Dodik vil gøre alt, hvad han kan for at blokere regeringsførelse og reformer fra SDP’s side. Særlig genstridig vil han nok være, når talen falder på samarbejde og eventuelt medlemskab af NATO og EU, da dette vil styrke Bosnien som stat på bekostning af Føderationen (den kroatisk-bosniakkiske entitet, red.) og RS.
Det første eksempel på denne kamp mod reformerne er Dodiks støtte til HDZs ovennævnte kampagne mod SDP. Dodik støtter bl.a. HDZs krav om dannelsen af en tredje, kroatisk, entitet, hvilket har været en drøm i nationalistiske kroatiske cirkler lige siden krigens afslutning. Betingelsen for denne støtte er dog, at entiteten ikke kommer til at omfatte de områder af RS, som var hjemsted for bosniske kroater før krigen. Desuden ønsker Dodik, at installere HDZs formand, Dragan Covic, som formand for regeringen (i.e. premierminister) i BiH og derved få en kraftig indflydelse på, hvordan regeringen kommer til at fungere eller ikke fungere. Kort sagt, Dodik vil forsøge at fortsætte med business as usual.
En del analytikere og journalister i Bosnien udtrykker dog håb om, at der efter valget vil være et større internationalt pres på Dodik for at være mere samarbejdsvillig.
Indflydelse fra omverdenen
Det er usandsynligt at EU og USA vil tillade politikerne i Bosnien ikke at gennemføre de reformer, der er nødvendige for at gøre sig håb om medlemskab af NATO og EU i fire år til. Forventningen er, at især USA på ny vil engagere sig i regionen, når præsident Barack Obama efter midtvejsvalget i USA endnu engang kan fokusere på udenrigspolitik. Udenrigsminister Hillary Clintons besøg i BiH i begyndelsen af oktober, samt åbningen af en større amerikansk ambassade i Sarajevo tyder på, at denne forventning i nogen grad vil blive indfriet.
Et øget internationalt fokus på bosnisk politik vil, ifølge nogle kommentatorer, være til gavn for SDP, der vil kunne argumentere for, at de fører konkret politik og ikke den samme nationalistiske symbolpolitik, som har fået landets reformprocesser til at stagnere i de foregående år. Satsningen i SDP, nu hvor partiet er landets største, er, at man kan få international støtte til at installere partiets formand dr. Zlatko Lagumdzija, en økonomiprofessor med særdeles gode kontakter i udlandet, som premierminister. Lykkes dette, vil det blandt andet være et signal til Dodik om, at hans hidtidige politik ikke vil være mulig i fremtiden.
Lagumdzija har allerede i foråret sikret sig de Europæiske Socialdemokraters (PES, under ledelse af Poul Nyrup Rasmussen) støtte. Under en kongres afholdt i Sarajevo i foråret 2010 blev det aftalt, at PES ville støtte BiH på sin vej mod EU, og at de ikke ville, hverken i nationale parlamenter eller EU-regi, støtte deling af BiH. Dette har givet Lagumdzija et godt udgangspunkt for videre forhandlinger med internationale aktører.
Nu mangler han blot at vise, at han kan få indgået de nødvendige kompromisser med lokale aktører, især det store bosniakkiske parti SDA som ser ud til at blive SDPs vigtigste samarbejdspartner, og påbegynde de nødvendige reformer. Både Lagumdzija og resten af SDP er bevidste om, at hvis ikke dette sker snarest muligt, er der stor risiko for, at det momentum SDP har nu, vil løbe ud i sandet. Og hvis dette sker, vil nok så meget international støtte ikke være nok til at få projektet op at køre igen. Indtil videre har de dog en ganske bred støtte og befolkningen er forsigtigt optimistisk i forhold til fremtiden.
Ismar Dedovic er BA i Historie og Balkanstudier på Københavns Universitet
