Øststrategi på lerfødder

Stive rammer og uvidenhed står i vejen for EU’s støtte til demokrati i nabolandene mod øst. Kommissionen er for optaget af at liberalisere handlen til at gøre en positiv forskel.

Det mener Balázs Jarábik, der til dagligt arbejder med at fremme demokrati, civilsamfund og frie medier. Jarábik arbejder for PACT, en Washington-baseret NGO, der bl.a. finansieres af USAID og som samarbejder med DANIDA. Han leder PACT’s kontor i Kyiv med 25 medarbejdere, og styrer derfra PACT’s arbejde i Ukraine, Hviderusland og Moldova.

Jarábik er som slovak fra det ungarske mindretal ikke blind for ironien i, at han som europæer arbejder for amerikanske midler med at udbrede demokrati i Østeuropa. Men det er nødvendigt, for selvom han er glad for, at EU rent faktisk har formuleret en politik for Østeuropa, så har EU’s Østpartnerskab ikke klare nok demokratiske målsætninger. Og endnu heller intet langsigtet fokus.

»EU bliver nødt til at tage Østeuropa seriøst, for landene har brug for opmærksomhed; mange problemer hænger sammen med det enkle faktum, at der ingen konstant opmærksomhed er på landene,« indleder Jarábik:

»Moldoverne gennemførte fri og fair valg allerede i 1991, og har haft dem siden uden undtagelse, men de har ikke fået noget som helst til gengæld. Ingen opmærksomhed og ingen finansielle ressourcer.«

Manglende viden og dårlige beslutninger
I det øjeblik der opstår optøjer, så er opmærksomheden der imidlertid, men fordi vi ikke har haft et konstant fokus på landene, ved vi ikke nok til at kunne reagere hensigtsmæssigt. Dette står klart, hvis man kigger på Hvideruslands nylige udvikling:

»Hviderusland er en meget stærk stat, og det har stor værdi for mange hviderussere. Det betyder, at når oppositionen går på gaden og råber ”revolution”, så støtter de fleste hviderussere dem ikke. For de ser revolutionen som forkastelsen af den stærke uafhængige stat, og det har de ikke lyst til. De vil måske gerne af med Lukasjenko, men de vil ikke af med staten, som tager sig af dem.«

Situationen internt i Hviderusland ændrede sig dog kraftigt med urolighederne efter valget i december 2010, og den mulighed, der lå i det, har EU ikke formået at gribe.

»Med Lukasjenkos hårdhændede behandling af demonstranterne efter valget gik han for vidt, og nu spørger selv bureaukratiet, om dette var nødvendigt. De ville have Hviderusland tættere på Europa, have fat i midler og knowhow fra vesten, men nu er der lukket. Så nu anser bureaukratiet ikke længere Lukasjenko for at være sådan en god repræsentant for staten,« forklarer Jarábik.

Civilsamfundet i Hviderusland er embedsmænd, der har fri
»Hvad gør EU så, når de står med denne situation? De isolerer hele bureaukratiet! Og tvinger dermed på det nærmeste bureaukratiet til at samle sig bag Lukasjenko igen. Hvorfor? Fordi oppositionen vil have det på den måde. Og fordi vi i EU kun lytter til oppositionen. Men oppositionen er ekstremt lille og slet ikke klar til at lede Hviderusland. Jeg ved ikke, hvad en oppositionsleder i Hviderusland ville gøre, hvis Lukasjenko forsvandt og han eller hun ved det sikkert heller ikke selv. For de er ikke klar til regimeskifte, de er klar til at være imod Lukasjenko.«

Hvad skal vi så gøre i Hviderusland?

»Når 75% af Hvideruslands befolkning arbejder for staten, så kan vi ikke ikke dele landet op i sort og hvidt, hvor oppositionen er de gode og alle de, der arbejder for regimet, er de onde. Vi må få bureaukratiet til at skaffe sig af med Lukasjenko. Vi må isolere ham fra hans bureaukrati; skabe revner i regimet.«

Demokratiser din lokale KGB-officer
Og her spiller civilsamfundet en vigtig rolle, fremhæver Jarábik:

»Civilsamfundet er ikke det samme som oppositionen. Civilsamfundet er regeringsembedsmændene efter klokken 18, når de har fri. De går ud og drikker en øl og snakker sammen. Det behøver ikke at være organiseret, det skal blot være inspireret. Desværre er EU’s definition på civilsamfundet al for smal, og når Kommissionen endelig forsøger at støtte civilsamfundet, ender de altid med at give penge til professionelle partnere og NGO’er, der er gearet til at få EU-midler for at lave ingenting.«

Alligevel er det efter Jarábiks opfattelse civilsamfundet, der bør satses på, når de 600 mio. euro, der er afsat i Østpartnerskabet skal bruges, for beløbet vil ikke ændre noget, hvis det skal gå til infrastrukturprojekter i partnerskabets seks lande.  EU bør i stedet investere i menneskelig kapital, i at få ændret værdier og forvaltningskulturer, og her er civilsamfundet nøglen, men civilsamfundet i den bredest mulige forstand, for som han understreger:

»Selv KGB-officeren kan man øve indflydelse på, når han er på vej hjem.«

Hvem skal fremme demokratiet i Østeuropa?
Men Kommissionen har næsten udelukkende arbejdet på at liberalisere markederne mellem Østpartnerskabslandene og EU, og spørgsmålet er, om Kommissionen overhovedet er i stand til at løfte en demokratiseringsopgave i landene. Det tvivler Jarábik på.

»EU drejer sig først og fremmest om økonomisk integration, og derfor lægger EU også mest vægt på at eksportere markedsstandarder, for det forstærker økonomisk integration. Hvordan forventer man, at en institution i EU (Kommissionen, red.), der har som hovedformål at sætte fart på den økonomiske integration, kan presse på for politisk integration med landene udenfor EU? Jeg tror det er en umulig mission. Jeg tror, vi har de forkerte forventninger til EU på dette punkt,« siger Jarábik.

Et alternativ, mener han, kan komme fra Parlamentet.  De kunne tage penge fra deres eget budget og komme dem i en demokratifond. Den slags skal man ikke regne med kommer fra Kommissionen, mener han:

»Hvorfor forventer vi, at Kommissionen gør det? De sætter bare en rigid struktur op, der ikke forstår sig på civilsamfundet, og som stiller krav til rapportering og budgetter og intet andet. Og hvem søger de midler? De professionelle.«

Jarábik fremhæver det danske udenrigsministerium som en af de få positive undtagelser, der faktisk har sat sig ind i forholdene i eksempelvis Hviderusland. Og hvis der kommer store ændringer indenfor Østpartnerskabet, så bliver det under det kommende polske eller det følgende danske EU-formandskab. Sin modernation Ungarn har Jarábik ingen forventninger til på det punkt.