Modsat hovedparten af andre FN-enheder nød den danske kampvognseskadron DANSQN stor folkelig opbakning i Bosnien, og har været med til at øge respekten for dansk forsvarspolitik ude i verden. Arben Deliu analyserer her den danske krigsindsats i Bosnien.
Mange læsere er bekendte med den tragiske krig i det tidligere Jugoslavien i 1990erne, der bragte en tragisk afslutning på den statsdannelse, der begyndte i 1918.
FNs rolle i krigene i Jugoslavien er ikke særlig glorværdig, og det er der flere grunde til. Der var en række involverede lande med modstridende interesser og derudover var FN slet ikke gearet til fredsbevarelse i en krigszone. Mange af de resolutioner, som FN vedtog, var retorisk magtfulde, men i felten viste de sig at være for vage. Det gælder f.eks. resolutionerne om de seks bosniske byer, der blev udråbt til sikre zoner, under en eller anden form for FN-beskyttelse.
Resolutionerne om de sikre zoner blev vedtaget i 1993, men selve konceptet spillede fallit med serbernes indtagelse af den sikre zone Srebrenica og den efterfølgende massakre på 8000 bosniakiske drenge og mænd. Denne tragiske afslutning skyldtes både FN-styrkernes utilstrækkelige antal i felten samt FN-ledelsens manglende vilje til at benytte NATO-fly til at beskytte de sikre zoner. Desuden kunne de civile bosniere konstatere, at FN-styrkerne så passivt til, da humanitær-konvojer blev plyndret og de civile blev overfaldet.
Den multietniske karakter af FNs styrker i felten, der skulle tilgodese alle sider i konflikten og dermed fastslå FNs neutralitet var yderligere med til at skabe et dårligt forhold til de lokale myndigheder og den civile befolkning. Ideen om multietniske styrker var i sig selv god, men problemet var, at mange af de involverede lande havde en åbenlys sympati med en af de stridende parter.
Dårligt udgangspunkt for FN
I forbindelse med mit speciale om den danske styrke DANSQN, var jeg i kontakt med en række officerer, folk fra efterretningstjenesten, journalister og politikere, der uafhængigt af hinanden kunne bekræfte, at f.eks. ukrainerne og russerne videreførte militære oplysninger til serberne, mens pakistanerne på den anden side transporterede bosniakiske tropper til fronten. Og FN-enhedernes bidrag til det sorte marked og prostitution var ikke med til at højne en positiv opfattelse af FN hos den lokale befolkning.
Samtidig er det vigtigt at nævne, at FN havde et dårligt udgangspunkt fra starten. Bosniakkerne forventede beskyttelse, mens serberne anså FN som bosniakiske allierede, så udgangspunktet var skidt for en organisation, hvis opgave det var at forholde sig neutral.
I denne kaotiske situation, hvor modviljen mod FN var stor, var der dog en enhed, der adskilte sig fra de andre, og dette var den nordiske bataljon, kaldt NORDBAT 2.
Tøvende FN-indsats
NORDBAT 2’s primære opgave var at sikre humanitær hjælps tilførsel til byen Tuzla og at opretholde den sikre zone omkring Tuzla. NORDBAT 2, som bestod af en svensk panserinfanteribataljon, en dansk kampvogneskadron (DANSQN) samt støtte fra norske sanitetstropper, har skabt sig et ærefuldt eftermæle, der adskiller bataljonen fra de andre FN enheder.
DANSQN blev berømt allerede inden udsendelsen, da selve ideen om at udsende kampvogne som en del af en fredsstøttende mission var kontroversiel. Mange i FN var imod ideen om kampvogne, men forsvarschef Lyngs og forsvarsminister Hækkerups ihærdighed gjorde det muligt for kampvognene at blive sendt af sted.
Nødvendigheden var stor, da de letbevæbnede FN-styrker i Bosnien ofte kom under angreb, ofte med tragisk udfald. Kampfly skulle beskytte dem. Men FN’s embedsapparats manglende vilje til at benytte fly, samt afstanden og tiden, var ofte afgørende for, at soldaterne ikke kunne få den fornødne beskyttelse. Kampvogne skulle derfor give den nordiske bataljon den nødvendige beskyttelse.
Mediernes interesse for kampvognseskadronen fortsatte, idet kampvognene ikke fik lov til at køre ind i Bosnien over Serbien, som var den oprindelige plan. Serberne gjorde alt for at forhindre kampvognenes rejse til Bosnien, og dette blev kun styrket af en række højtstående FN-officerers og embedsmænds skepsis over kampvognenes deployering i Bosnien.
Operation Bøllebank
Til sidst opgav man ideen om at køre ind i Bosnien fra Serbien, og man valgte en ny rute rundt om Jugoslavien, over Adriaterhavet, via Split og den vej videre igennem Bosnien. Kampvogneskadronen blev modtaget som befriere i den sikre zone Tuzla og glæden var stor både blandt de svenske og danske soldater, men også den lokale bosniakiske befolkning.
Kampvogneskadronens berømmelse nåede sit højdepunkt med Operation Bøllebank, hvor de danske kampvogne, der var på vej til at udsætte en svensk observationspost, der var under angreb, besvarede ilden mod de serbiske stillinger og nedkæmpede dem. Nyheden blev en sensation i de internationale og danske medier, samt diplomatiske kredse, især i USA. Medierne og en række politikere med amerikanere i spidsen efterspurgte en reaktion fra FN på de utallige beskydninger på FN-tropper og humanitær-konvojer og med DANSQN havde de fået en enhed, der ikke ville finde sig i at blive beskudt.
Forskellen på Tuzla og Srebrenica
Denne hændelse har stadig den dag i dag en vigtig betydning i militære kredse herhjemme. En række journalister, militærhistorikere og højtstående officerer har givet udtryk for, at denne operation var med til at styrke den aktive danske udenrigspolitik. Den var med til at styrke selvforståelsen i forsvaret og til at skåne sikkerhedszonen Tuzla for det, der senere skete i Srebrenica.
Den sidste vurdering er jeg uenig i, da der er en række faktorer, der adskiller Tuzla fra Srebrenica. Tuzla var aldrig, som Srebrenica, helt omringet, og byen og hele den sikre zone havde 750.000 mennesker, hvoraf 77.000 var under våben. Srebrenica på anden side var omringet og byen havde kun 40.000 indbyggere og flygtninge, og desuden havde bosniakkerne her afgivet deres tunge våben. Hvis serberne skulle indtage den sikre zone Tuzla, skulle de mobilisere en enorm styrke. Hvis de havde gjort det, ville en nordisk bataljon med 11 danske kampvogne ikke kunne stille ret meget op imod denne styrke.
Tragedien i Srebrenica overskygger for de vellykkede operationer
Det er beklageligt, at vurderingen af episoder i konflikten hyppigt ender i sammenligningen med Srebrenica, da man dermed overser en række succesfuldt løste opgaver under DANSQNs tid i Bosnien. DANSQN løste sin primære opgave, som var at sørge for øget sikkerhed for de svenske enheder, samt at yde en sikkerhed for tilstrømningen af den humanitære hjælp til området. Desuden involverede DANSQN sig gradvist mere og mere i det humanitære arbejde i sit ansvarsområde og fik dermed en afgørende rolle i den humanitære indsats, især for de udsatte grupper som flygtninge, romaer, psykisk- og fysisk syge.
Det humanitære arbejde, samt indsatsen i Vares-området, hvor NORDBAT 2’s og derved også DANSQN’s, tilstedeværelse forhindrede eskaleringen af vold mellem kroater og bosniakker, var med til at skabe et eftermæle for NORDBAT 2, der resulterede i, at byens gymnasium/HTX siden er blevet opkaldt efter NORDBAT 2.
NORDBAT 2’s tilstedeværelse, og sikringen af tilstrømningen af humanitær hjælp til Tuzla-området formindskede også risikoen for etniske konflikter blandt de forskellige etniske grupperinger i hele Tuzlaområdet. NODRBAT 2 og DANSQN’s eftermæle gør den nordiske bataljon til noget særligt i Bosnien.
NORDBAT 2-skolen er mig bekendt den eneste institution i Bosnien og Hercegovina, der bærer navn efter en FN-enhed. Og dermed fik de danske og svenske soldater anerkendelse for deres indsats længe før de fik anerkendelse i deres egne lande.
Arben Deliu er cand. mag. fra Aarhus og Syddansk Universitet. Han er født i Bosnien og opvokset i Danmark. Han underviser i historie og psykologi på HF i Herning.
