POLITIK I RUSLAND | Ruslands machokultur gennemsyrer samfundet.
Putin er den ultimative mand. I hvert fald hvis man skal tro de russiske kønsroller, der i høj grad definerer hele det russiske samfund, og dermed legitimiser Putins politiske magt. Men hvorfor hænger politisk legitimitet og machokultur unægteligt sammen i Putins Rusland?
Skrevet af Tommi Nørmark Madsen
I 2007 beskrev medlem af det britiske parlament Michael Gove mediernes fremstilling af den russiske præsident Vladimir Putins krop som ”[the] physical embodiment of his nation’s strength and energy” og at Putins ”bare-chested peacockery [was] in line with the cult of Putin as his nation’s silverback – the leader of the band”. Goves kommentarer er glimrende eksempler på, hvordan Putins fysiske krop og maskulinitet sammenkædes med Ruslands nationale identitet, og præsidentens politiske legitimation.
I Rusland hænger kønsnormer og -opfattelse unægteligt tæt sammen med den politiske diskurs. Dette er ikke kun et resultat af det politiske styre, men også af en stærk patriarkalsk kultur og mandesyn: Den russiske mand skal væres stærk og ansvarsfuld, og dette ideal går igen i alle samfundslag. Både i Ruslands politiske og kulturelle landskab, der i høj grad bliver defineret af regeringen og det ekstremt patriarkalske militær, som længe har været landets mest anerkendte institutioner. Militæret har med en patriorisk-heroisk diskurs gennem årene sat lighedstegn mellem at melde sig ind i hæren, og hvad ”en rigtig mand” er. Og Putin har gennem flere år opbygget et ekstremt maskuliniseret image, der er med til at give ham politisk legitimitet.
Muzhik – en rigtig mand
Gennemgribende kontrol med russiske medier har hjulpet Putin med at skabe en bred, folkelig opbakning. I Kreml-venlige medier er Putin både militær leder, kærlig familiefar, og – måske vigtigst af alt – som en ægte muzhik. Begrebet muzhik (мужи́к) stammer fra den tidlige sovjettid, hvor betegnelsen egentlig refererede til en mandlig bonde, der var ignorant, dumdristig og potentielt kontrarevolutionær. Men ved Sovjetunionens kollaps i 1991 fik begrebet en mere positiv ladning, da det begyndte at blive kædet sammen med en sovjet-nostalgi, der hurtigt bredte sig.
Efter kollapset opstod der nye regler for, hvad en muzhik er: Han er alt det kvinder, børn og homoseksuelle ikke er. Muzhik’ens maskulinitet manifesterer sig altså ikke som et biologisk element, men noget han kan vinde ved konstant at fremhæve sin maskulinitet i kontrast til det feminine. Hvor kvindens femininitet i den patriarkalske kønsopfattelse er manifesteret i hendes krop, skal en mand hele tiden reproducere sin maskulinitet for at blive ved med at være, ja, maskulin.
En moderne muzhik er fusionen af den traditionelle, sovjetiske mand og det vestlige mandeideal. 1990’ernes gradvise åbning til Vesten, den såkaldte perestroika-periode, gjorde det muligt for den russiske befolkning at stifte bekendtskab med den vestlige mode, der vandt stort indtog i det nu tidligere Sovjetunionen. Opfattelsen af kønsroller var dog en ting, russerne tog med fra Sovjettiden. I modsætning til den russiske forestilling om den moderne, vestlige mand, så er en muzhik robust, hård og stærk. Mere liberale værdier om ligestilling og fri seksualitet er ikke et selvfølge, og sexisme og homofobi bliver ikke anset for at være sociale laster. Seksuelle orienteringer der bryder med det traditionelle familiemønster, er derimod anset som en direkte trussel mod den patriarkalske orden, og dermed mod Ruslands stabilitet. Netop derfor er homofobi en stærk måde at delegitimere politiske modstandere. Dette ses både i russisk indenrigspolitik, men også udenrigspolitisk, hvor Vesten opfattes som dekadent og homoficeret. Ved at ”homoficere” en politisk modstander, kan man fremstille vedkommende som pervers og direkte skadelig for verdensordenen. Det moderne Rusland er altså, med muzhik-idealets maskulinitet, præget af misogyni og homofobi.
Den russiske mands maskefald
Efter Sovjetunionens kollaps i 1991, befandt den russiske nation sig i en national identitetskrise. Før kollapset var unionen opfattet som værende evigt bestående, og måske netop derfor sendte kollapset store chokbølger gennem det russiske samfund. Mange kunne simpelthen ikke forestille sig en tilværelse uden Sovjetunionen. Med ét blev unionen degraderet, fra at være en af verdens ledende supermagter, til en gruppe fattige og forvirrede lande. Især for den russiske befolkning skabte kollapset et identitetsmæssigt vakuum. Under perestroika opfordrede staten nemlig borgerne til at vende tilbage til det traditionelle familiemønster, men ved kollapset steg arbejdsløsheden så voldsomt, at mange mænd blev ramt af depression, da de ikke kunne leve op til forventningerne om manden som familiens forsørger og dermed overhoved. Pludselig stod den russiske mand uden funktion, og dermed uden hans maskulinitet.
Ruslands degradering i international politik kom til at stå for mange russere som en demaskulinisering af nationen. Og i en kultur, hvor maskulinitet står for styrke, rationalitet, ansvar og handlemod, i kontrast til femininitetens svaghed, passivitet og ubeslutsomhed, er maskulinitet altafgørende for den nationale identitet. De mange fremstillinger af Putins macho-image, som fremhæver hans fysiske styrke, hans handlekraft og hans mod, skaber billedet af Putin som værende den bedst egnede til at styre den russiske nation frem mod generobring af sin tidligere storhed. Putins macho-image er dermed konstrueret parallelt med den hegemoniske maskuline muzhik: En fysisk stærk leder, som er sober og ansvarsfuld. En mand af få ord, men med en kæmpe viljestyrke.
Putin – den ultimative muzhik?
Maskulinitet i Rusland er altså ikke en statisk størrelse, men skal konstant vedligeholdes og forstærkes. For Putin sker det gennem adskillige mediestunts. Præsidentens fødselsdag i oktober 2010 blev blandt andet markeret ved en udgivelse af en kalender med fotografier af 12 kvindelige journaliststuderende iført lingerie, akkompagneret af små, tvetydige citater, der hentydede til både en seksuel hengivelse til Putin, samt en politisk accept af ham. Putins macho-image er blevet konstrueret parallelt med den hegemoniske muzhik-maskulinitet, og den er afgørende for hans opbakning fra russerne. Den nye nationale identitet, der bredte sig i Ruslands efter Sovjetunionens fald, har mange russere set som en feminisering og en degradering fra landets forhenværende status som supermagt. Men med Putin, der spiller rollen som en stærke, modige og, ikke mindst, maskuline leder, har man forsøgt at hæve landet op til fordums magtfulde position på den internationale scene. Putin ikke bare familiens overhoved: Han er nationens overhoved.
Tommi Nørmark Madsen er kandidatstuderende på Aalborg Universitet og bestyrelsesmedlem af Dansk Mandesamfund.
Foto: Unsplash
