BOGANMELDELSE | I en indsigtsfuld og sprogligt overlegen essaysamling om den europæiske romankunst tegner Peter Nielsen et litterært portræt af et kontinent og dets fælles erindring.
Peter Nielsen. Med fortællingen går jeg i døden. Essays om den nye europæiske romankunst. Informations Forlag. 340 sider. 299,95 kroner.
Litteraturen er en prisme hvorigennem vi beskuer den menneskelige tilværelse. Igennem et filter af fiktion og litterære virkemidler har forfattere igennem tiderne gjort os i stand til at betragte verden fra et andet perspektiv end vores eget. Men litteraturen er ikke alene en fortælling om, hvad det vil sige at være menneske, men ikke mindst hvad det vil sige at være menneske i en given samtid.
Med Fortællingen går jeg i døden har Peter Nielsen, litteraturredaktør på Dagbladet Information, ikke alene skrevet et portræt af den europæiske roman, men et samtidsportræt af det europæiske kontinent og det europæiske folks kollektive erindring. Værket består af i alt tretten essays, som hver især beskæftiger sig primært med én forfatter og et udvalgt værk.
Nielsen indleder værket med et tilbageblik til en skæbnesvanger lørdag i april 1986. I retrospekt fremstår Tjernobylulykken, ledsaget af en række andre begivenheder, som begyndelsen på enden for kommunismen i Europa og dermed begyndelsen på en ny europæisk æra.
Europas mørke hjerte
Det er oplagt at tale om et Europa før og efter jerntæppets fald i 1989, og opgøret med kommunismen er et gennemgående tema i samtidens romankunst. Men dykker vi blot lidt dybere ind i det 20. århundrede mørke, finder vi en skelsættende begivenhed, hvis omfang er lige dele nødvendigt og umuligt at portrættere. Holocaust er, understreger Nielsen, et af de vigtigste motiver i den europæiske roman i årene efter Anden Verdenskrig. Men hvordan beskriver man det ubeskrivelige? Hvordan skriver man prosa efter Auschwitz?
I søgen efter svar vender Nielsen sig mod den ungarske forfatter og holocaustoverlever Imre Kertész. For den tyske filosof Theodor Adorno var prosa efter Auschwitz barbarisk. For Imre Kertész er litteraturen nødvendig. Når krigens grusomheder overgår selv fantasiens mørkeste afkroge, må virkelighedens bestialitet nødvendigvis sprænge kunstens eksisterende former. Med udgangspunkt i Kertész forfatterskab diskuterer Nielsen repræsentationer af holocaust i litteraturen, og i kulturen generelt.
”På intet andet tidspunkt af historien har den europæiske roman været så truet som efter afslutningen af Anden Verdenskrig,” skriver Nielsen og minder læseren om, at man i krigens efterdønninger frygtede for romanens overlevelse. Romanen overlevede som bekendt krigen, men kom, ligesom den europæiske befolkning, forandret ud på den anden side.
Grænsebomme og kriseretorik
Den moderne europæiske romankunst portrætterer ofte et Europa i identitetskrise. Freden har indfundet sig, men kontinentet er præget af præget af flygtningestrømme, populisme og kriseretorik. ”Flygtningekrisen er Europas 9/11,” skriver Nielsen, men ifølge ham vandt de populistiske strømninger tilslutning langt tidligere, allerede i årene efter murens fald.
”I Vesteuropa herskede der i årene efter 1989 optimisme på fællesskabets vegne. Landene i Østeuropa derimod drømte om Europa på en anden måde. (…) I over fyrre år havde de ikke kunne realisere deres egen skæbne og nationale identitet, hvilket til dels forklarer nationalpopulismens stærke opblomstring i Østeuropa og de illiberale lederes brede appel i befolkningerne.”
Til at tage temperaturen på det multikulturelle, postkoloniale Europa, griber Nielsen ud efter Salman Rushdies Midnatsbørn fra 1981. Mens romanen beskriver Indiens overgang fra britisk kolonialisme til uafhængighed, og handlingen ikke udspiller sig på det europæiske kontinent, markerer Rushdies forfatterskab ifølge Nielsen et nybrud i europæisk litteratur:
”Han prægede ikke bare generationer af forfattere, han skabte med sin særlige variant af magisk realisme forbilledet for en vej ud af den postkoloniale litteraturs blindgyde og tilbød på samme tid en ny horisont for den europæiske roman, fordi den får indlejret en ny multikulturel virkelighed, som den ikke hidtil har reflekteret.”
Idéen om et multikulturelt Europa har som bekendt affødt modstand. Og det seneste årti har højrepopulistiske partier i flere europæiske lande udkæmpet en kristen kulturkamp, som hviler på antagelsen om, at kristendommen udgør en grundlæggende europæisk værdi og ikke mindst, skriver Nielsen, et grænseværn mod den muslimske verden.
En forfatter, som med sin litteratur er med til at udgive og udfordre dette grænseværn, er den tyrkiske nobelprismodtager Orhan Pamuk. Pamuk er som forfatter et produkt af forskellige litterære traditioner. Mens hans litteratur er indlejret i tyrkisk kultur, sprog og politik, bruger han aktivt den europæiske litteraturarv i sine romaner. Selv beskriver han sit møde med den europæiske romantradition som ”at træde ind i Europa, at betræde et nyt kontinent, en ny kultur og en ny civilisation.”
Civilisationens blindgyder
Mens Rushdie og Pamuk i fællesskab tilbyder en ny horisont for den europæiske litteratur og udvider grænserne for den kollektive europæiske erindring, leder den franske forfatter Michel Houellebecq læseren ind i endnu en blindgyde. I følgeskab med antihelten François i Underkastelse fra 2015 tages læseren på et desillusioneret ridt igennem hvad Nielsen kalder den vestlige civilisations sidste tider.
I Underkastelse bekriver Houellebecq et Frankrig og et Europa, som i tab for kulturel mening og værdier har underkastet sig et islamisk styre. Emnet er sat på spidsen, men ifølge Nielsen har værket rod i et uforløst dilemma efter jerntæppets fald. Den liberale kapitalisme har erstattet tro, religion og ideologi i den vestlige civilisation, og den enkelte er derfor er efterladt i en mangel på værdibaseret fællesskab.
Houellebecqs fortolkning af den europæiske krise efterlader ikke læseren med megen håb. Heldigvis fremhæver Nielsen en række forfattere, hvis litteratur kan lede os ud af blindgyden igen. Herunder Rachel Cusk, som med sin Omrids-triologi udfordrer det klassiske fortæller-perspektiv, og i en litteratur form for ”othering” lader objektet beskrive subjektet.
Afslutningsvist binder Peter Nielsen sløjfe på sit værk og slutter hvor han startede, nemlig ved Tjernobylulykken og den hviderussiske nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitjs Bøn for Tjernobyl (1997). Med sin behandling af Aleksijevitjs sorgmodige, polyfoniske litteratur, understreger Nielsen sin forståelse af litteraturens rolle:
”Romanen undersøger ikke virkeligheden som sådan, men eksistensen, afdækker den ene eller anden menneskelige mulighed, og eksistensen er ikke umiddelbart det, der finder sted, men tilhører de menneskelige muligheders område, alt det, mennesket kan blive, alt det, mennesket er i stand til. Aleksijevitjs lidenskabelige erkendelse er ikke rettet mod historien eller politikken, men mod mennesket.”
Forfatteren er, med et udtryk lånt fra Aleksijevitj, sjælens historiker. Romankunsten tilbyder en fortolkning af virkelighedens begivenheder, kriser og tragedier. Den giver os et sprog til at forstå vores fortid og sætte vores samtid i perspektiv. Fortiden betragtes altid gennem nutidens briller, men med litteraturen kan vi fæstne vores erindringer og erfaringer. Bevare dem for eftertiden. Fortællingen overlever os.
I det særdeles læseværdige værks tretten essays når Nielsen vidt omkring i den europæiske romankunst, og læseren stifter endvidere bekendtskab med blandt andre Christa Wolf, Marguerite Duras, W.G. Sebald, Ágota Kristóf, Herta Müller og Kirsten Thorup. Peter Nielsen fortæller både indlevende og indsigtsfuldt om den europæiske samtidsroman og formår sideløbende at tegne et portræt af samfundet igennem litteraturen.
