VALG | Søndagens lokalvalg i Tyrkiet overskygges af Twitter-blokade og korruptionsskandaler, der involverer premierminister Erdoğan. I Istanbul handler politik primært om at komme af med netop ham. Signe Lene Christiansen rapporterer fra den tyrkiske hovedstad.
“Jeg glæder mig til det dér er overstået,” siger min professor træt, da en valgbil med øredøvende musik og skrattende højtaler drøner forbi vinduet på Istanbul Bilgi University i Tyrkiet og forstyrrer hendes forelæsning.
Men når larmen fra valgbilerne fordufter på søndag, hvor tyrkerne går til lokalvalg, så er det sandsynligt, at gaderne i stedet bliver fyldt med larm af protester.
For valget handler ikke kun om, hvem der overtager de magtfulde borgmesterposter i millionbyerne Istanbul, Ankara og Izmir. Det bliver, ifølge flere medier, også en indikator for, hvordan det vil gå premierminister Erdoğan og hans parti AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) ved de kommende præsident – og parlamentsvalg.
På spisebordet i min stue ligger røde og blå brochuerer, der er presset gennem brevsprækken, med en vinkende og smilende kanditat fra AKP, og over de smalle gader hænger guirlander af orange og hvide flag, der reklamerer for forskellige partier.
Sammen med valgbilernes muntre akkompagnement og slogans som “AKP kommuner – glade mennesker”, virker det hele meget festligt. Udadtil.
Dårlige nyheder overskygger lokalvalget
“Jeg er deprimeret og nervøs, ” siger min tyrkiske sambo og nipper til sin raki.
Deprimeret, fordi der hver dag sker et eller andet: blokering af Twitter og Youtube. Nedskydning af et syrisk fly ved Tyrkiets grænse. Diskussion om at sende militære styrker ind i Syrien. Lækager af lydoptagelser, der afslører korruption blandt Erdoğan og andre højtstående politikere.
Alle sager der har optaget mine medstuderende, venner og professorer meget mere end lokalvalget. Samtlige af mine forelæsninger er blevet indledt med kommentarer om, at det virker ligegyldigt at sidde til forelæsning, når dagens nyhed f.eks. er, at Youtube er blevet blokeret af det statslige teleselskab.
Og min sambo er nervøs, fordi det ikke er til at vide, hvilke konsekvenser alle de ovennævnte eksempler får ved lokalvalget og for Erdoğan. Eller om det overhovedet får nogle konsekvenser.
“Af med Erdoğan”
Som så mange andre unge tyrkere, jeg har mødt her, er hun stor modstander af premiereminister Erdoğan og AKP. Ordvalget er hårdt, når snakken falder på politik. Psykopat og diktator er ord, der går igen.
Forleden viste to af mine tyrkiske medstuderende mig en video af premierministeren, hvor han taler med en pivende falset til et valgmøde, fordi hans stemme er slidt efter mange uger intensiv valgkamp. Den lyse stemme i stedet for den som regel kraftfulde røst fik min medstuderende til at grine frydefuldt, fordi stemmen underminerer statslederens image som ‘den stærke mand’ og patriark.
Hvor nogle af mine tyrkiske venner er håbefulde, tror andre ikke på, at den politiske situation vil ændre sig. Hverken ved lokalvalget eller de fremtidige præsident- og parlamentsvalg. Én ting har de dog tilfælles: de vil af med Erdoğan.
I sin pessimistiske tilstand med sin raki foran sig, siger min sambo til mig:
“Der bliver nødt til at ske noget. Enten med blomster eller våben, men jeg tror desværre, at en borgerkrig er sandsynlig.”
Hun er ikke den første, der har sagt det.
Signe Lene Christiansen er journaliststuderende ved Danmarks Medie – og Journalisthøjskole. For tiden bor og studerer hun i Istanbul. Hun har desuden rejst i Makedonien, Albanien, Kosovo, Montenegro, Serbien og Bulgarien.
