CPH:DOX | Magasinet rØST var til premiere på dokumentarfilmen Navalny om den russiske systemkritiker Aleksej Navalnijs forsøg på – og succes med – at opspore sine attentatmænd efter han blev forgiftet i august 2020. Anna Haugsted Dehn anmelder.

Den 20. august 2020 blev Aleksej Navalnij forgiftet med det, der senere skulle vise sig at være den sovjetisk udviklede nervegift Novitjok. Navalnij, som har skabt sig en politisk stemme gennem vedvarende, stædig kritik og blotlæggelser af det russiske regimes korruption og absurditeter, overlevede på mirakuløs vis. Han blev efter en længere bureaukratisk tovtrækning med et hospital i Omsk (som nok i virkeligheden gik Kremls ærinde ved at forsøge at holde på ham…), evakueret til Tyskland, hvor han kom sig, inden han rejste retur til Rusland i januar 2021, for ved ankomsten at blive anholdt og retsforfulgt. Det er i korte træk omdrejningspunktet for filmen Navalny, instrueret af den canadiske instruktør Daniel Roher, der blev vist lørdag d. 26. marts 2022 som en del af CPH:DOX, Københavns årlige dokumentarfilmfestival.

Filmens fængslede, fængslende omdrejningspunkt

Filmen handlede dog om meget mere end den farce af en retssag, der ellers lagde bagtæppet for den internationale premiere på Navalny, idet hovedpersonen blot få dage forinden var blevet idømt yderligere ni års fængsel. Filmen afbilder absurditeterne i det russiske samfund, men afdækker også systemkritikerens forbavsende evne til at forholde sig humoristisk til sin egen skæbne. Det var således som publikum svært at vide, hvilke folder man skulle lægge sit ansigt i, under de tragikomiske scener.

Det er en historie om kampen mod et brutalt regime, om menneskeligt mod og de personlige omkostninger politisk aktivisme har i Rusland – men det er også en urkomisk historie om regimets inkompetente håndlangere. Om hvordan Navalnij kommer sig med sin families hjælp, og i samarbejde med Bellingcat-journalisten Christo Grozev, og journalist og mangeårig Navalnij-støtte Maria Pevchikh optrevler sit eget attentatforsøg. Bedst, sjovest og mest absurd er filmens klimaks, hvor Navalnij af en embedsmand fra den russiske efterretningstjeneste FSB, hvorledes man forgiftede ham med nervegiften Novitjok i hans underbukser.

Således var publikums blik naglet til lærredet af den fængslende film, men også splittet mellem ubehag og latter, der føltes simultant befriende og upassende. For selv hvis man på forhånd er bekendt med Navalnijs historie og kender udfaldet er det en surrealistisk, morsom og forfærdelig historie, der skildres i en film, hvis sigte er at lade verden møde Navalnij. Det er et dyk ned i ham som person, og af samme grund kunne man godt savne, at filmen turde stille flere spørgsmål til hans politiske opkomst i det højreekstremistiske miljø og potentielt dertilhørende holdninger. Det er trods alt også en del af historien om Navalnij, og det er på grund af dette, at filmen forbliver på et relativt overfladisk niveau.

Det er også et dyk ned i  hvilke længder det russiske regime er villig til at gå for at kvæle modstand, og det er her – sammen med Navalnijs humor – at filmen er bedst. Dog viser den kun regimets forsøg på at kvæle én modstander,  – som godt nok er den største og mest prominente, men ikke desto mindre blot én del af oppositionen. Dermed faldt filmen også i den fælde, at den i sin skildring reducerede  den russiske opposition til en enmandshær af Navalnij, hvad ikke er den fulde sandhed. Også derfor savnede den i øvrigt ellers glimrende film nuanceringer. Det skal ikke lægge Navalnij og hans historie til last, men er noget seere bør være opmærksomme på, hvis de ønsker at blive klogere på det russiske oppositionsbillede.

Paneldebat om Navalnij og Ruslands fremtid

Visningen efterfulgtes af en paneldebat, der blev modereret af Politikens internationale redaktør og tidligere Moskva-korrespondent, Michael Jarlner, der førte samtalen med filmens instruktør, Daniel Roher, Christo Grozev og Maria Pevchikh. Her vendte de forskellige aspekter af Navalnijs person, hans usædvanlige historie, men drøftede også Ruslands fremtid. Maria Pevchikhs svar afspejlede den samme ukuelige tro på at Rusland kan blive frit, som afbildtes i filmen. Hun gav som mangeårig Navalnij-støtte klart udtryk for at Navalnij var manden for jobbet, hvad også Roher mente. De drøftede det skadelige ved at sætte lighedstegn mellem Putin og Rusland, samt det, for Navalnij, heldige ved efterretningsagenternes amatøragtige opførsel, som man mente var skyld i at de endnu ikke havde lykkedes med deres foretagende. Frygten for hvad de – og det russiske regime mere generelt – ville gøre, fik dog ikke Pevchikh til at leve sit liv i total frygt. Hun insisterede på sin ret til at leve et (relativt) normalt liv.

Aftenen sluttede på de helt høje klinger med Daniel Rohers beretning om et spørgsmål, en journalist havde stillet ham om, hvorvidt han kunne forestille sig at lave en opfølgende dokumentarfilm – til hvilket han svarede, at skulle han lave en toer, så skulle det være om indsættelsen af Ruslands første demokratisk valgte præsident; implicit Navalnij. Spørgsmålet om fremtiden står stadig hen i det uvisse, men vist er det, at dokumentarfilmen om Navalnij er både spændende og engagerende.


Filmen vises i udvalgte biografer og på DR TV.

Hovedfoto: Valerij Tenevoij // Unsplash