Mikkel Kirkebæk: Schalburg – en patriotisk landsforræder, Gyldendal 2008, 512 s.
Den russiske Oktoberrevolutions rystelser skyllede hans familie i land i Danmark som flygtninge, hvor han klatrede op ad den militære og sociale rangstige, før han indfangedes af den fremstormende nazisme og blev katapulteret tilbage til Rusland. Som glødende nazist deltog han i 1941 i kampene på Østfronten som frivillig i Waffen-SS og fra 1942 som chef for Frikorps Danmark. Dybt overbevist om at han kæmpede for at redde Danmark og Europa.
Forfatteren, Mikkel Kirkebæk (MK), har tidligere beskæftiget sig med emnet nazisme i Danmark med bogen ‘Beredt for Danmark – Nationalsocialistisk Ungdom 1932-45’ og med danske topnazister i besættelsestidens Danmark ved artikelbidrag til bogen ‘Over stregen – under besættelsen’. Han er uddannet historiker fra RUC, og har baseret herværende biografi på bl.a. hidtil ukendt kildemateriale, bestående af et stort antal dagbøger, kladdehæfter og artikler m.v. fra Schalburgs egen hånd.
MK tager afsæt i Schalburgs opvækst i zarens Rusland, hvor Schalburg tidligt blev stærkt præget af tilhørsforholdet til den russisk-ortodokse tro og den aristokratiske elite, som han med zaren i spidsen anså som grundelementer i det ‘sande Rusland’. Hans familie levede et privilegeret liv, idet faderen arbejdede som direktør for et stort handelsfirma i St. Petersborg og havde gode forbindelser til kredsene omkring zaren. Men Lenins Oktoberrevolution i 1917 gjorde blodig og kort proces med det aristokratiske zarstyre og dets støtter, og Schalburg og familien måtte i hast forlade deres behagelige og sikre tilværelse og flygte. Vel ankommet til Danmark overførte Schalburg sin loyalitetsfølelse til sit nye land – og ikke mindst kongen – og gik ind i hæren.
MK bruger ganske megen plads på, at redegøre for Schalburgs karriere i den danske hær, hvor Schalburg kun med nød og næppe klarede officersuddannelsen. Militær teori var han ikke en ørn til, og hans ledelsesstil var for impulsiv og uforudsigelig. Men han havde et godt tag på soldaterne qua en udadvendt personlighed og en smittende entusiasme. Denne sociale kunnen betød, at han også blev en populær person i det russiske emigrantmiljø og i de kongelige kredse, hvor han færdedes takket være sin tjeneste som officer ved Livgarden og sin gode forbindelse til den prominente russiske storfyrstinde Olga. MK kommer tilbage til Schalburgs vindende og sympatiske personlighed i en lang række sammenhænge.
MK anvender en gennemgang af Schalburgs tvivlsomme militære egenskaber og en grundig behandling af hans karaktertræk som indgang til et portræt af mennesket bag uniformen og myten. MK’s påstand er, at Schalburgs åbne og bevægelige sind, kombineret med den tragiske familiehistorie, rummer årsagen til hans senere tilsyneladende paradoksale valg. MK tegner et overbevisende billede af mennesket Schalburg som mærket, måske endda traumatiseret, af revolutionen. Oplevelserne betød, at Schalburg resten af livet brændende ønskede at bekrige den gudløse kommunisme, samt at hævne mordet på zaren (som han personligt havde mødt) og sin egen families flugt og følgende sociale deroute som fattige flygtninge.
MK fremhæver, at Schalburg sondrede skarpt mellem ‘Rusland’ og ‘Sovjet-Rusland’. Schalburg opfattede bolsjevismen som a-russisk, og bolsjevikkerne slog han i hartkorn med jødedommen, ligesom den ortodokse kirke gjorde det. På denne baggrund argumenterer MK for, at det var oplevelserne under revolutionen, der udmøntede sig i Schalburgs følelsesprægede og irrationelle tro på, at en jødisk styret kommunisme var skyld i familiens ulykke. Og i øvrigt truede hele Europa.
Revolutions-traumet forklarer ifølge MK, hvorfor Schalburg efter Hitlers invasion af Sovjetunionen d. 22. juni 1941 med stor entusiasme kæmpede som frivillig i ‘Waffen-SS division Wiking’, til trods for at han som national og kongetro militærmand skammede sig stærkt over kapitulationen efter den tyske invasion af Danmark d. 9. april 1940. Traumet forklarer også, ifølge MK, Schalburgs tiltrækning til Waffen-SS, hvis nazistiske ideologi var ateistisk, og som i øvrigt anså russere for at være undermennesker og Rusland som primitivt. En holdning i stærk kontrast til hans kærlighed til landet: Men hadet til “jødebolsjevismen” opfyldte ham, og de – nazisterne – var de eneste, der førte den kamp, han så stærkt ønskede. De blodige ugerninger som tyske ’einzatz-gruppen’ begik bag fronten, støttede han ud fra en opfattelse af, at en “afhøvling” af den jødiske befolkningsgruppe blot ville hjælpe til et redde Rusland.
Schalburg afsluttede tjenesten i division Wiking for at overtage ledelsen af Frikorps Danmark, som med regeringens billigelse var blevet opstillet af danske frivillige. Som leder af en dansk enhed kunne Schalburg kæmpe for og imod alt, hvad hans hjerte rummede; for Danmark, for Rusland, for nazismen – og mod kommunismen. Korpset blev indsat på Østfrontens nordlige afsnit, hvor store tyske styrker i vinteren 1941/42 var blevet omringet nær byen Demjansk. Kort efter lykkedes det dog at åbne en smal korridor ind til de omringede, og for at hjælpe med at holde denne åben, indsattes Frikorps Danmark i maj 1942. Under et forsøg på at trænge en mindre sovjetisk styrke væk omkom Schalburg d. 2. juni 1942.
MK kommer hele vejen rundt om personen Schalburg, ved også at behandle hans familieforhold, den danske befolkning og det danske nazistparti (DNSAP) samt engagementet i det russiske emigrant-miljø i København. Bogens sidste del handler om omgivelsernes opfattelse af Schalburg efter hans død, både som forræder og helt, og hvordan efterkrigstidens temmelig spegede kamp om sandheden resulterede i, at Schalburg posthumt endte på skafottet i rollen som arketypisk skurk. MK påviser, at det skete til trods for, at Schalburgs patriotisme ikke umiddelbart adskilte sig meget fra mange modstandsfolks. Det gjorde hans værdier dog, som det også fint pointeres.
Til trods for at beskrivelsen af Schalburgs militære karriere og vindende personlighed kunne skæres lidt til, og selvom MK kommer noget på afveje i en ellers spændende redegørelse for søsterens spionage for hele tre europæiske stormagter, er biografien en formidabel kombination af indlevelse, refleksion, og kritisk distance til personen Schalburg.
