PRIDE | I søndags afholdtes for første gang i fire år Gay Pride i Beograd. Den serbiske stat besluttede endelig at give deltagerne den beskyttelse mod voldelige angreb, som har gjort det muligt at gennemføre Priden. Men er Priden en succes, når opbuddet af politi er større end deltagere? Artiklen bringes i samarbejde med Peščanik.net
Jeg har ikke fulgt med i alt det, der i offentligheden blev skrevet og sagt om Gay Pride Paraden, og for at være helt ærlig så regnede jeg heller ikke med, at den ville blive afholdt, om det så bare var i den form og med den enorme beskyttelse, som det hele endte med. Men i går, efter LGBT-gruppens gåtur, kunne jeg så læse en lang række udtalelser og kommentarer, der alle kan koges ned til følgende grupper af ytringer:
- Paraden blev afholdt, fordi der var nok politisk vilje til, at man kunne garantere sikkerheden.
- Staten viste, at den kan beskytte alle sine borgere, og at den har instrumenterne til at gøre dette.
- Da de nuværende regeringspartier var i opposition, stod de bag al det kaos og vold, som fandt sted i forbindelse med afholdelsen af Priden, og nu var der så ingen til at organisere de fåtallige, men altid voldsparate klerofascister (orienteret mod kirken, red.).
- Priden blev afholdt, men Beograd var i undtagelsestilstand, og dermed blev alt presset igennem med magt og uden det nødvendige fremskridt i oplysningen af borgerne om betydningen af tolerance og menneskerettigheder.
Jeg kan ikke helt bestemme mig for, hvilken af disse holdninger, jeg selv deler. Priden blev i første omgang afholdt, fordi alle ovenstående faktorer gjorde sig gældende, men hvis man spørger mig, så er det vigtigste vel, at organisatorerne af Priden er tilfredse, for det er deres event, der lykkedes.
Retsstat og politisk vilje
Serbien er endnu ikke en retsstat, hvilket jeg tror står klart for flertallet af borgerne i landet. Ligesom det i lang tid har stået klart for det mindretal, der i går gik en sikker tur igennem Beograd, at det også i de foregående år har været muligt at udtrykke sin seksuelle orientering, men at staten – eller rettere statens herskende lag – ikke var besluttet på at beskytte deltagernes rettigheder fra voldsmænd og disses trusler.
Hvordan det kan være, at den tidligere regering ikke kunne sikre denne beskyttelse, og den nuværende kan, er et spørgsmål om ”politisk vilje” for nogle og ”uansvarlighed” for andre.
Jeg tror ikke, at tidligere præsident Boris Tadić og hans Demokratiske Parti var mindre opsat på at oprette en retsstat, men faktum er, at nuværende premierminister Aleksandar Vučić har taget et praktisk skridt fremad med Priden og dermed vist, at han er mere ansvarlig end sin forgænger.
Hvad end Tadić og Vučić måtte mene om homoseksualitet – og deres holdninger kender vi – så viste statens institutioner i går, at de kan udføre det arbejde, som de er sat i verden for. Og netop fordi de fungerede så godt, så kan man sige, at tilhængerne af diverse nationalistiske og klerofascistiske grupperinger ikke ligefrem blev besejret, men staten viste dog, at den evnede at opføre sig ansvarligt.
Premierministeren, der var hooligan
Hvad angår den tredje gruppe meninger, så er den utvivlsomt baseret på kendsgerninger. Premierminister Vučić har jo ”pralet af”, at han engang var en hooligan, mens offentligheden tit har kunnet se ham sammen med dem, der udførte vold i Beograds gader og underminerede ikke alene den almene ro og orden, men også forfatningen og retsstatens principper.
Vi skal blot huske på de forskellige demonstrationer, a la den i forbindelse med anholdelsen af Radovan Karadzić eller da man, for at ”forsvare” Kosovo, ødelagde Beograds centrum.
Endnu en interessant kendsgerning: I år var Ivica Dačić hverken premierminister eller minister med ansvar for politiet, hvilket bekræfter det store ansvar, som han personligt og hans parti har haft for statsinstitutionernes manglende funktion i forbindelse med tidligere arrangementer af Priden.
Jeg skal ikke her opremse alle de onder, som socialistpartiet og dennes formænd har påført Serbien og dets borgere i de foregående 24 år, men det skal dog bemærkes, at hver gang de havde mulighed for at bestemme, så blev Priden ikke afholdt. Og hvis den gjorde, som i 2010, skete det i voldens og gadekampenes ånd.
Denne kendsgerning, kombineret med Vučić’s opfordring til ”sine” voldsmænd om at blive hjemme, bidrog til at Priden 2014 kunne finde sted uden større problemer
Endelig er der den, for mig, mest interessante del af argumenterne, der fremhæver formen og ikke indholdet i Priden. For spørgsmålet, som både modstandere og tilhængere af arrangementet stiller, er, om man overhovedet kan tale om en succesfuld Pride, når mere end 7000 medlemmer af uropolitiet skulle mobiliseres og fordeles i gaderne.
Blev vi som samfund mere bevidste om betydningen af tolerance og menneskerettigheder, eller viste staten blot den magt og styrke, med hvilken den kan opnå hvad end den måtte ønske sig?
Priden var en succes – trods alt
Jeg tilhører gruppen af Pridetilhængere, der argumenterer for, at Priden var en succes på trods af de store sikkerhedsstyrker, som skulle beskytte den. Selvom jeg ikke er glad for, at dette stadigvæk er nødvendigt i Serbien. Men her stilles spørgsmålet: Ville det være bedre om Priden heller ikke blev afholdt i år, blot fordi vi ikke ønsker at se så stort et politiopbud i centrum af hovedstaden?
Det er sandt, at vi endnu er langt fra at være et samfund, som betragter disse arrangementer med god vilje og tolerance, og som derfor ikke har brug for beskyttelse. Men det er også sandt, at hvis ikke disse forsamlinger afholdes hvert år – selv med så stort sikkerhedsopbud – så vil flertallets opfattelse heller ikke begynde at ændre sig.
Når det går op for flertallet, at blot fordi den homoseksuelle minoritet er blevet synlig, så er den ikke blevet større, så vil frygten også dæmpes i det flertal, der ikke helt bryder sig om Priden, men som heller ikke mener, at vold er en hensigtsmæssig ”terapi” for nogen, og da slet ikke en stolt homoseksuel.
Artiklen blev bragt på Peščanik.net den 29/09/2014.
Oversat af Ismar Dedovic.
