MINDRETAL | En halv million af de ungarske vælgere, der har stemmeret på søndag, bor i Transsylvanien. Minoritetsspørgsmålet har været kilde til mange spændinger mellem Ungarn og Rumænien. I to artikler gennemgår Kjeld Erbst den historiske baggrund og fremtidige udvikling.
Rumænien er efter sin grundlov en national enhedsstat, men rummer på trods heraf et stort ungarsk mindretal på cirka 1,2 millioner. Voldelige sammenstød på baggrund heraf har der ikke været siden 1990, men der er med mellemrum lokale spændinger, som godt kan give sig højtråbende udslag.
Ved det ungarske valg på søndag kan omkring en halv million transsylvanske ungarer med dobbelt statsborgerskab stemme. At dette kan lade sig gøre siger noget om, hvor velreguleret forholdet mellem de to naboer er blevet. Da alle stemmer til parlamentsvalget tæller, har ungarske politikere med premierminister Viktor Orbán i spidsen været på valgturné i Transsylvanien.
Artiklen beskriver lidt af den historiske baggrund for de spændinger mellem mindretallet og flertalsbefolkningen, der har været i de sidste 100 år.
En gammel konflikt
De nationale spændinger mellem Rumænien og Ungarn om Transsylvanien er flere gange op gennem historien brudt ud i lys lue. Det skete i 1919, i 1940 og i 1945, hvor grænserne mellem de to lande ændredes. I vore dage drejer problemet sig om det ungarske mindretal i Transsylvanien, som nu i 100 år har været en del af Rumænien. Det ungarske mindretal ønsker mere selvstyre. Set fra Budapest og fra de transsylvanske ungarers side er der tale om et reelt problem, men set fra Bukarest er der slet ikke noget problem.
Transsylvanien omfatter 10 amter i Vestrumænien, hvor der i dag lever 1,2 millioner ungarer. Halvdelen heraf lever i tre amter: Covasna, Harghita og Mures. Disse tre amter kaldes også Szekler-land, og de seneste anmodninger om selvstyre vedrører dette område. Den anden halvdel af ungarerne lever spredt over de øvrige 7 amter. Mindretallet bor derfor ikke i selve grænseområdet mod Ungarn, men i en enklave midt i Transsylvanien.
Op til første verdenskrig drejede konflikten sig om det rumænske flertal i denne fjerne provins af det Habsburgske rige. Det rumænske flertal bestod af fattige landarbejdere og småbønder, der var berøvet alle rettigheder. De tilhørte ikke en af provinsens tre priviligerede nationer og trosretninger. Derfor var der ikke alene tale om en national konflikt, men i lige så høj grad om en social og religiøs konflikt. Gradvist dominerede det nationale aspekt, og den rumænske nationalisme opstod faktisk i Transsylvanien i det 18. århundrede.
Provinsen tilhørte frem til 1867 det Habsburgske Rige, hvor det var en delvis autonom ministat med eget ”parlament” (diet) og et vist selvstyre. Fra 1867 blev Transsylvanien indlemmet i Ungarn i forbindelse med etableringen af Dobbeltmonarkiet. Enhver form for selvstyre forsvandt, og hele Transsylvanien blev en integreret del af Ungarn. Frem til 1918 intensiverede det ungarske styre undertrykkelse af det rumænske flertal. Efter første verdenskrig blev Transsylvanien ved Trianonfreden fra 1920 en del af Storrumænien (de facto tog rumænerne selv Transsylvanien i besiddelse allerede den 1. december 1918).
Ved aftalen mellem Hitler, Mussolini og Horthy (fra Ungarn) i juni 1940, der er kendt under navnet Wienerdiktatet, blev den nordlige del af Transsylvanien indlemmet i Ungarn, men efter krigen gav Stalin området tilbage til Rumænien.
Kommunisttiden
Under hele den kommunistiske epoke blev der lagt effektivt låg på konflikten. Etniske og nationale spændinger fik ikke lov til at komme op til overfladen, og der var ikke voldelige episoder mellem de nationale grupper. Man kan også beskrive situationen sådan, at nu hadede rumænere og ungarer kommunistpartiet mere, end de hadede hinanden. Befolkningen – både flertallet og mindretallet – var underlagt det rumænske kommunistpartis undertrykkende regime helt frem til 1989. Den officielle ideologi slog til lyd for den løsning på nationalitetsproblemet, som Lenin og Stalin gennemførte i Sovjetunionen; det vil sige, at de nationale mindretal på papiret fik et vist selvstyre, kunne tale deres modersmål, udgive egne aviser og få deres børn undervist i ”nationale” skoler. Det lyder umiddelbart som et fremskridt, men under overfladen styrede kommunistpartiet alle institutioner, herunder mindretallenes, med hård hånd.
Ungarn og det ungarske mindretal så helst, at grænsen blev flyttet, men da det efter verdenskrigen var umuligt, indskrænkede man sig til at kræve en mere autonom status for området. Der blev således etableret en autonom ungarsk enhed i den centrale del af Transsylvanien fra 1952 til 1965. Frem til 1988 havde Ungarn et konsulat i hovedbyen Cluj. Det blev lukket i Ceausescu`s sidste regeringsår og først åbnet igen i 1995.
Transsylvanien efter kommunismens sammenbrud
Efter kommunismens sammenbrud var de nye demokratier så optaget af at modernisere og reformere deres lande og økonomier, at konflikten ikke trak de store overskrifter. Men et enkelt sted slog de nationale spændinger alligevel ud i vold, nemlig i Tirgu Mures, en by midt i Transsylvanien med en befolkning på 160.000 indbyggere, hvoraf 52 procent var ungarer. Efter omvæltningen i december 1989 vedtog man at adskille det rumænsk-ungarske Bolyai-gymnasium og i stedet oprette både et ungarsk og et rumænsk gymnasium. Beslutningen skabte uro blandt rumænerne i Tirgu Mures, som gik på gaden for at vise deres utilfredshed. Dette førte til ungarske moddemonstrationer. Uroen kulminerede i midten af marts måned 1990, hvor sammenstødene udviklede sig voldeligt og resulterede i seks døde og 300 sårede. Dette var det første voldelige sammenstød siden urolighederne forbindelse med territorieafståelserne i 1940 og 1944.
Demografi og emigration
Tilbage til mindretallet i Transsylvanien, hvor stemningen blandt ungarerne også påvirkes af det faktum, at cirka en halv million ungarer fra Transsylvanien på få år er emigreret – de fleste formentligt til moderlandet. Dette oplyser Lazlo Tokes (den ungarske præst, der startede oprøret mod Ceausescu i 1989 og som nu er medlem af EU-parlamentet). Tokes overdriver sandsynligvis, da den seneste officielle folketælling fra 2002 viser, at den ungarske befolkningsgruppe i Transsylvanien i tiåret 1992- 2002 faldt med cirka 200.000.
For god ordens skyld viste resultatet af folketællingen i 1930, at rumænerne ud af en samlet befolkning på 2,7 millioner udgjorde 56 procent, ungarerne 23 procent, tyskerne 9 procent, og jøder plus andre 12 procent. I folketællingen i 2002 var de tilsvarende tal: 7 millioner indbyggere, hvoraf 74 procent var rumænere, 19 procent ungarer, 3 procent romaer, og tyskere med flere 4 procent.
Det ungarske mindretal i dag
Problemets kerne er, at Ungarn aldrig helt har accepteret freden i Trianon i 1920, hvor Ungarn som nævnt blandt andet mistede Transsylvanien, som nu har været en del af Rumænien i 100 år (bortset fra fem år 1940-1945). Det ungarske mindretal her føler sig i følge aviser som rumænske Adevarul i en vis grad diskrimineret og nogle gange provokeret af højtråbende rumænere. Men det afviser Rumænien i samme medier er tilfældet, da det ungarske mindretal er sikret rettigheder, ganske som andre europæiske mindretal er det.
Ungarerne har adgang til undervisning på deres eget sprog, ligesom de har deres egne aviser. Ungarerne kan organisere sig frit, og deres største organisation hedder UDMR (Union Democrat Maghiar Romania) og sidder i parlamentet i Bukarest, hvor de ved sidste valg i december 2016 fik 6 procent af stemmerne. Resultatet gav 21 medlemmer i deputerkammeret og 9 i senatet. Omvendt kan op mod en halv million transsylvanske ungarer med dobbelt statsborgerskab stemme ved valg i Ungarn.
Da der skal afholdes parlamentsvalg i Ungarn 8. april, og da Fidesz (Viktor Orbáns parti) har brug for alle stemmer, har Orbán allerede været på valgturné i Transsylvanien, hvor de har god opbakning, blandt andet på grund af stærkere religiøs tilknytning – og fordi, Fidesz var med til at vedtage valgloven, der giver mindretallet her stemmeret. (Læs artikel om det ungarske valg her)
Efter Rumæniens opfattelse er mindretallets demokratiske rettigheder derfor fuldt ud tilstede, men ikke desto mindre høres kravet om mere autonomi stadig. Den rumænske præsident har ved flere lejligheder erklæret, at en folkeafstemning om territoriel autonomi vil stride mod den rumænske forfatning.
De demografiske tendenser viser dog tydeligt, at det er stadig mere urealistisk at forestille sig, at de ungarske nationalister får held med at påberåbe sig en revision af Trianon-freden. Man kan vanskeligt kræve grænserevision eller mere autonomi, når antallet af ungarer år for år går tilbage.
I en kommende artikel vil udsigterne for det fremtidige samarbejde mellem de to naboer om mindretallet i Transsylvanien blive vurderet.
Kilder:
Brubakers, Roger (2006). Nationalist Politics and Everyday Ethnicity in an Transilvanian Town. Princeton: Princeton University Press.
www.adevarul.ru
Kjeld Erbs har beskæftiget sig med Rumænien og USSR/Rusland i mange år og skrevet artikler om landet i Udenrigs, i Sfinx og i forskellige aviser. Han er uddannet cand.scient.pol. og har i mange år arbejdet som fuldmægtig i Aarhus Amt og Region Midtjylland.
