INTERVIEW | I Albanien bliver bunkerne fra kommunisttiden i stigende grad brugt i kreative sammenhænge. “De blev bygget til krig, men hvorfor ikke bruge dem til kærlighed,” forklarer Zhujeta Cima, der har dedikeret en kunst- og musikfestival til bunkerne. Signe Lene Christensen har talt med hende om passionen for Albaniens talrige betonsvampe.
De ligner gigantiske grå betonsvampe, der vokser vildt under træerne på bjergskråningerne i Albanien.
Eller Star Wars-robotten R2D2, der lige har stukket en overdimensioneret udgave af sit kuppelformede hoved op af sandet på strandene.
I virkeligheden er det bunkere. Bygget i perioden 1967-86 under daværende kommunistiske leder Enhver Hoxha.
Bunkerne, der skulle udgøre det lukkede lands forsvarssystem og holde fjender udefra borte, blev efter sigende aldrig taget i brug til formålet og har siden blot været et gråt, iøjnefaldende aftryk i Albaniens landskab og historie.
Bunkere, kunst og genbrug
Men siden kommunismen i Albanien ophørte i 1990, er de grå aftryk efterhånden blevet mere farverige, og bunkerne bliver nu brugt til alt andet end beskyttelse og krig.
Zhujeta Cima er en af de albanere, der udnytter de efterladte bunkere. For fjerde år i træk afholdt hun i september kunst – og musikfestivalen BunkerFest, der netop er dedikeret til ‘cementsvampene’.
I år foregik festivalen på en græs- og bunkerklædt skråning på bjerget Dajtit uden for hovedstaden Tirana. Her havde fem kunstnere fra henholdsvis Frankrig, Albanien, Tyskland, Norge og England hver omformet en bunker til en farverig kunstinstallation som en del af rammen for festivalens koncerter og aktiviteter.
“På festivalen bruger vi bunkerne på en kunstnerisk og positiv måde i stedet for at ignorere, hvad de blev bygget for og den negative værdi, de repræsenterer,” forklarer Zhujeta Cima, der med festivalen ikke kun forsøger at gøre opmærksom på bunkerne, men i det hele taget promovere genbrug og miljøbeskyttelse.
‘Noget, der bare er der’
Der er ikke præcise tal for, hvor mange bunkere Hoxha byggede i alt, men det anslås, at der blev bygget omkring 700.000 bunkere. Det svarer til en bunker for hver fjerde indbygger i Albanien.
Hvor mange, der er tilbage i dag, vides ikke. Især i byerne er bunkerne blevet fjernet, ellers er de fleste blevet efterladt til forfald, siden det kommunistiske regime faldt i 1990. Og ifølge Zhujeta Cima er albanerne så vant til bunkerne, at de ikke længere bemærker dem.
“Bunkerne har været en del af albanernes omgivelser hele deres liv, så mange føler ingen tilknytning. De betragter dem ikke som brugbare, for de blev jo ikke engang brugt under kommunismen,” siger Zhujeta Cima, der har boet alle sine 28 år i Tirana og selv så bunkerne som ‘noget, der bare var der’, da hun var yngre.
Hun blev selv inspireret til at genbruge bunkerne, da hun for fem år siden lavede en dokumentarfilm om dem, og så hvordan andre albanere havde brugt dem på nye måder, såsom til et hostel, bar, lager og tatovør.
Og mange albanere er også overraskede over, at hun bruger bunkerne til en festival, fortæller hun. Netop derfor ønsker hun, at albanerne ændrer deres syn på de historiske rester og bliver inspireret til at genbruge dem og ser mulighederne, når bunkerne nu alligevel er der.
En del af en større bevægelse
Til dette års BunkerFest spillede både bands fra Kosova, Albanien og Makedonien. Og ifølge Zhujeta Cima er festivalen en del af en større bevægelse blandt unge i regionen, der ikke kun bruger bunkere, men bl.a. også tomme huse til kunstprojekter, alternative biografer og koncerter.
“Det er vigtigt at bevare enkelte detaljer fra vores negative fortid for ikke at glemme den, for bunkere og 50 år med kommunisme har jo påvirket landet. Men hvorfor ikke bruge levn fra den fortid til at skabe en bedre fremtid,” spørger hun retorisk og forklarer, at ‘betonsvampene’ på den måde kan være mere end en turistattraktion.
“De er unikke for Albanien og en del af vores historie og kulturarv. De blev bygget til krig, men nu kan vi bruge dem til kærlighed, kreativitet og inspiration,” siger Zhujeta Cima.
Signe Lene Christiansen er journaliststuderende ved Danmarks Medie – og Journalisthøjskole og har en personlig interesse og nysgerrighed for Balkan. Hun har rejst i bl.a. Makedonien, Albanien, Kosovo, Montenegro, Serbien og Bulgarien.
