Norman Davies: Vanished Kingdoms – The History of Half-forgotten Europe. 848 sider. Penguin Books (2011), London. Pris £14,99 (Amazon).
I 1991 lukkede og slukkede Boris Jeltsin for det kommunistiske Sovjetunionen og dermed indskrev landet sig i en lang række af lande i Europa, der er forsvundet, efter at have udøvet større eller mindre indflydelse på kontinentets historie. For vores generation er det hedengangne Sovjetunionen – tæt forfulgt af DDR og Jugoslavien – det bedste eksempel på Europas foranderlighed og på at lande ikke nødvendigvis består evigt.
Og Sovjetunionen er, som det er de fleste bekendt, langt fra et enestående eksempel. Listen over forsvundne riger i Europas historie er lang og separatisters stadige krav om øget selvstændighed i eksempelvis Spanien og Italien vil måske vise, at det sidste kapitel ikke er skrevet endnu.
Livscyklus og genopståen
Det interessante er, hvordan disse lande som en organismes livscyklus opstår, formes, blomstrer og følgelig dør. Kan man deraf hævde, at normen synes at være, at lande, især hvis der tale om riger med stormagtsambitioner, kun kan påregne en varierende, men altid begrænset varighed? Eller er en sådan determinerende tilgang til verdenshistorien fejlagtig og skygger for den kendsgerning, at der hver gang er tale om specifikke historiske forhold, der bestemmer et givent lands udvikling?
Det er også væsentligt at se på hvordan lande, der er gået under, erindres i eftertiden og hvordan de af og til tilsyneladende genopstår – altså at samtidige lande bruger dem for at påvise en århundredlang kontinuitet. Da de nationalistiske bevægelser gik deres sejrsgang i Europa i 1800-tallet, var der nogle lande, eksempelvis Danmark, der kunne henvise til en lang kontinuitet, der nærmest fortabte sig i fortidens tåger. Andre lande, som Italien, opstod uden nogen egentlig legitimerende forhistorie som selvstændig nation, men kunne påberåbe sig sproglige og kulturelle kendetegn som en samlende national faktor. Men der var også lande, der genopstod efter at have ligget hen i mere eller mindre dyb dvale de foregående århundreder. Eksempler herpå er de mange tidligere osmanniske besiddelser på Balkan, der alle kunne henvise til en svunden storhedstid i middelalderen, og som efter en kort forsvinden under kommunismen nu igen alle er selvstændige lande. Og så er der de lande, der forsvinder for altid og som kun huskes af historikerne. Vel kun få har hørt om det Visigotiske rige i Spanien og kongeriget Begge Sicilier.
Det omskiftelige Østeuropa
Den engelske historiker Norman Davies, der er forfatter til flere bøger om Europas historie, behandler femten af disse forsvundne riger i sin bog Vanished Kingdoms, der udkom tidligere sidste år. Titlen er noget misvisende, da han ikke kun beskæftiger sig med kongedømmer, men også med eksempelvis Sovjetunionen og Den Irske Republik. Omdrejningspunktet er dog europæiske kongedømmer med også betragteligt fokus på den østeuropæiske udgave af disse: Således kommer bogen vidt omkring: Fra de tidligste middelalderlige statsdannelser i det baltiske område over stormagtsperioden under Polen-Litauen, til det kulturelt set yderst indflydelsesrige galiciske rige i det sydlige Polen. Grænsedragningerne i det 20. århundredes Østeuropa var til tider hurtigere end nye kort kunne trykkes, og Davies behandler dels kaosset efter Zarruslands kollaps, Mellemkrigstidens nye østeuropæiske lande og endeligt virkeligheden efter Østkommunismens fald.
250 forsvundne europæiske riger
Overordnet set er Davies’ mål at vise, hvordan eftertiden har erindret disse forsvundne riger og i hvilket omfang de lever videre i eftertiden. Dette er et interessant ærinde også selvom man kan hævde, at Davies ikke altid er lige stringent i sit valg, da både Irland og Montenegro, som han hver dedikerer et kapitel, stadig eksisterer i bedste velgående. Davies mener, at der i alt har været 250 forsvundne lande, og da deres historie ikke har været skrevet før, er omdrejningspunktet disse landes opståen på den europæiske scene og den efterfølgende deroute. Davies har ikke nogen overordnet historisk teoretisk tilgang til emnet, og han er snarere drevet af ideen om, hvorfor nogle lande helt forsvinder og hvorfor andre, til trods for at de er forsvundet som selvstændige lande, stadig lever videre i den nationale fortælling og som erindring.
Nationalt kerneland
Dette rejser det væsentlige spørgsmål om, hvorfor nationale bevægelser foretrækker et landskab eller en region frem for en anden. Hvorfor, eksempelvis, er genstanden for løsrivelsesbevægelsen i Katalonien ikke Aragonien, som jo havde været hovedregionen i området igennem store dele af historien? Og hvorfor har det Visigotiske rige i Spanien aldrig haft en national renæssance, selvom visigoterne samlede Spanien, var stålsatte modstander af den arabiske besættelse af området og styrkede den katolske kirke væsentligt? Dette ville passe glimrende som del af fortællingen om spaniernes historie, ligesom kontinuiteten i Frankrig byggede på Frankerriget.
Selvom det er for langt at gå at tale om tilfældigheder, er der i hvert fald ingen tvivl om, at når en fortælling har vundet fortrinsret frem for en anden, indtager den efterfølgende den herskende udgave af historien, som det er svært at konkurrere mod. Fra de hjemlige himmelstrøg kan man jo blot forestille sig, at skandinavismens politiske mål var blevet nået, og at man i stedet for tre selvstændige nordiske kongedømmer var endt med én fælles nation. En umulighed, der lader hånt om de specifikke nationale kendetegn i de tre lande? Måske, men noget lignende skete jo både i Italien og Tyskland, hvor de sproglige og kulturelle forskelle var endog større.
Storbritanniens opløsning
Davies indskriver sig med sin bog i en lang tradition af historikere, der har behandlet nationalismen i Europa, men hans sigte er mere perifert og med en anderledes tilgang end normalt set. Davies’ ærinde er også et andet end det traditionelt historiske og kommer til udtryk i hans behandling af Det britiske Imperium, og hvordan dette rige vil blive erindret af fremtidige generationer. Briterne tabte deres verdensimperium i forsøget på at fastholde magtbalancen i Europa, og ved at kolonierne efterfølgende viste sig for dyre at opretholde. Som alle andre stormagter kæmpede briterne længe med at se kendsgerningen i øjnene og nogle vil nok hævde, at mange endnu ikke har indset det. At sætte Storbritannien ind i rækken af forsvundne riger er derfor dobbelt interessant.
Hvor Sovjetunionens forsvinden var en øjeblikkelig begivenhed, er Det britiske Imperiums død en meget langsommelig stadig pågående proces, som Davies mener, vil resultere i at også Storbritannien en dag helt vil forsvinde. Tiden vil vise om hans profeti holder stik, og i så fald hvordan den engelske nationalisme vil forholde sig til at have tabt først et verdensimperium, og siden også alle dets britiske besiddelser.
