BOGANMELDELSE | I Sergij Zjadans Mesopotamien møder vi en lang række personer, der slås med livets udfordringer i storbyen Kharkiv i det østlige Ukraine. Der er tale om en poetisk roman om universelle menneskelige spørgsmål. Jon Reinhardt-Larsen anmelder.
Sergij Zjadan, Mesopotamien (oversat af Helle Dalgaard), Jensen & Dalgaard, 2018, 340 sider.
Det er ikke hver dag, at ukrainsk litteratur finder vej til danske læsere. Med udgivelsen af Sergij Zjadans Mesopotamien får man derfor en sjælden lejlighed til at se, hvad der blandt andet rør sig på den litterære front i et land, der ellers primært får sin medieomtale for den igangværende krig. Det er en af romanens mange styrker, at den skildrer dagligdagens udfordringer i det østlige Ukraine uden nogen form for politisk moralisering. Mesopotamien er en roman om menneskeskæbner, om søgen efter intimitet og noget at holde fast i, når vores blotte eksistens forsøger at drukne os.
Mellem to floder
Mesopotamien betyder ”mellem to floder”. Det geografiske område, der historisk har båret dette navn, er placeret mellem floderne Eufrat og Tigris og er arnestedet for verdenshistoriens første civilisation Sumer. Zjadans bog indledes med et uddrag fra Sumerernes sande historie, hvor det blandt andet hedder: ”Deres kvinder var sarte og genstridige. Den slags kvinder føder frygtløse børn og skaber alvorlige problemer.” Det er med dette afsæt, at Zjadans roman om livet i Kharkiv, der ligger mellem floderne Dnepr og Donez, skal læses under titlen Mesopotamien.
”Mesopotamien, tænkte han. Mesopotamien, det er noget, der har med vand at gøre. Noget af sten og sand. Det stod ikke så dårligt til med dyreverdenen i Mesopotamien, blev det fremhævet i tidsskriftet. Kvæget tilhørte for det meste klostrene, dyrene blev ofret til guderne, som tak for deres nåde, på den måde betalte man sin gæld tilbage. Da Jura havde læst det med gæld, blev han urolig og lagde magasinet til side.”
En ukrainsk forfatter
Sergij Zjadan (f. 1974) er forfatter, digter og forsanger i ska-punk-bandet Zjadan i sobaki (Zjadan og hundene). Han har en ph.d.-grad og har undervist i ukrainsk og international litteratur ved Det Pædagogiske Universitet i Kharkiv. Hans værker er oversat til flere sprog, ligesom de har høstet en lang række af internationale priser.
Zjadan er født og opvokset i det østlige Ukraine, hvor det russiske sprog er det dominerende, særligt i byerne. Han skriver imidlertid på ukrainsk, et bevidst politisk valg: Han betragter nemlig sig selv som fortaler for ukrainsk selvstændighed, men vil ikke kaldes nationalist – en afgørende distinktion i det uroplagede land. Hans politiske aktivisme kan også ses i hans deltagelse i Orangerevolutionen i 2004 og Euromajdan-protesterne i Kharkiv i 2013-14. Den danske oversætter Helle Dalgaard karakteriserer ham som ”en rebel, med humanistisk verdenssyn”, mens Zjadan selv kalder sig en fredelig anarkist.
Et lyrisk forfatterskab
Det er Donbass-regionen, orkanens øje i den verserende konflikt i det østlige Ukraine, der danner baggrund for Zjadans forfatterskab. Dette omfatter i skrivende stund 13 digtsamlinger og 8 prosaværker, hvoraf romanen Mesopotamien er det seneste, udgivet på ukrainsk i 2014. Kernen i forfatterskabet er interessen for menneskers, særligt outsidere, stræben efter at få en dagligdag til at hænge sammen i et område, der er præget af sin fortid. Efter Sovjetunionens sammenbrud er fabrikkerne lukket, alt imens mafiaen og korruptionen er allestedsnærværende, hvilket har indvirkning på menneskers liv og levned, også personerne i Mesopotamien.
Zjadans stil er udpræget poetisk, hvor lyrik blander sig med prosa, hvilket vækker minder om såvel amerikansk beatpoesi som latinamerikansk magisk realisme. Zjadans brug af lokal slang og hans interesse for outsidere har medført, at flere iagttagere har sammenlignet ham med Irvine Welsh (f. 1958), den skotske forfatter bag kultromanen Trainspotting (1993).
Selv om Zjadans fortællinger udspiller sig i triste omgivelser og omhandler livets udfordringer, så mener journalist og forfatter Peter Pomerantsev, at Zjadan besidder en optimisme, der grænser sig til det utopiske. Zjadan selv understreger, at han ”vil tro på fremtiden for et uafhængigt Ukraine, hvor folk lever med forståelse for hinandens holdninger”. Blandingen af det lyriske sprog og alternative fortællestil er da også i høj grad med til at gøre Mesopotamien til en langt mere munter læsefornøjelse, end man måske skulle tro ud fra bogens mere alvorlige tema.
Tema frem for handling
Bogen er inddelt i to hoveddele, hvor den første bærer titlen ”Historier og biografier” og består af ni selvstændige fortællinger. Anden del består af en digtcyklus, der fungerer som en epilog og har titlen ”Præciseringer og generaliseringer”. Denne uortodokse romanopbygning udfordrer læseren, og nogle vil måske anfægte, hvor vidt der er tale om en roman eller snarere en novellesamling. Bogen præsenterer i hvert fald ikke en lineært fremadskridende handling, men derimod forskellige individers historier, der udspiller sig på samme scene, byen Kharkiv.
Hver af de ni fortællinger er opkaldt efter en person i den pågældende fortælling. Selv om fortællingerne ikke er indbyrdes afhængige, så er de forskellige aktører, der optræder, alle del af samme omgangskreds eller på anden måde indbyrdes bekendt. Stilen minder derfor om den mexicanske filminstruktør Alejandro González Iñárritus (f. 1963) tidlige film, Amores perros (2000), 21 Grams (2003) og Babel (2006), hvor vi følger en række historier, der berører og overlapper hinanden. Ligesom i Iñárritus film er det centrale i Mesopotamien imidlertid ikke, hvordan de enkelte historier forholder sig til en samlet hovedfortælling, men derimod, hvordan de er repræsentanter for og fortolkninger af værkets tema.
Vi møder et omfattende persongalleri af boksere, gangstere, småkriminelle, drengerøve og prostituerede: Der er blandt andre Romeo, der har alt andet end succes med at opnå sin Julies gunst; Mario, der går i seng med sin kusine; og Luka, der er ramt af leukæmi, men ikke ønsker at modtage behandling.
Dalgaard kalder Zjadans personskildringer for ”påtrængende”: ”Han viser i sit forfatterskab, hvordan mennesker overlever i et samfund, der har mistet sin sammenhængskraft, her er ingen nåde, her er mennesker overladt til egen dømmekraft og til de valg, de træffer på den baggrund.”
Den utilsigtede æstetik
Zjadan har udtrykt, at det æstetiske ikke interesser ham. Det handler derimod om at skabe en kontakt til virkeligheden: ”Det er ikke interessant at udtænke personer og temaer. Det er meget mere interessant at se disse temaer og personer i sin nærhed, leve med dem, have mulighed for at føle litteraturen i hverdagen.”
I Mesopotamien lykkes denne ambition i vid udstrækning. Som følge af den korte tid, man tilbringer med hver karakter, opnår man aldrig en fuldstændig fortrolighed med vedkommende, men man får dog et tilfredsstillende indblik i de problemstillinger, de pågældende karakterer må slås med. Det er de universelle menneskelige spørgsmål, der gør Zjadans roman aktuel for et internationalt publikum, selvom de udspiller sig på en yderst veldefineret og partikulær scene. Romanen henvender sig derfor både til læsere med forkærlighed for Ukraine, men – i endnu højere grad – også til litteraturentusiaster generelt.
På trods af de udfordringer, der ligger i at oversætte poesi og slang fra et sprog til et andet sprog, så er den danske udgave af Mesopotamien i høj grad spændende læsning, også rent sprogligt. Når man er i stand til at producere en tekst med ord og syntagmer som ”båtnakke”, ”kneppe hele natten” og ”fucke med os”, uden at det giver et udpræget vulgært eller sprogligt degenereret resultat, er der tale om lidt af en bedrift. Selvom Zjdan selv måtte mene, at det æstetiske ikke er relevant, så er der tale om en yderst smuk roman. Zjadan er i det hele taget et yderst interessant bekendtskab, som vi forhåbentlig får mulighed for at læse meget mere af i danske oversættelser i en ikke alt for fjern fremtid.
Fra bogens anden del:
”Hvad er poesiens væsen?
At skrive om det, som alle ved.
Tale om ting, vi ikke har,
sætte ord på vores skuffelser.
Tale, så vrede og kærlighed,
misundelse og had manes frem.
Tale under månen, som hænger deroppe
og trykker os til jorden
med sin gule genklang.”
