HANDEL | Der er masser af potentiale for danske virksomheder i Polen, mener initiativtagerne til et nyt dansk-polsk handelskammer – ikke mindst for små og mellemstore virksomheder. Perspektiverne er vækst, men også øget pres på danske lønninger. Olav Grøndal fra Magasinet NOTAT var med til indvielsen.

Polen er Danmarks niende største samhandelspartner, og den største vækstmotor i Europa, der sandsynligvis vil levere tre procents vækst næste år, sammenlignet med nul vækst i EU generelt.

Det var et af de grundlæggende budskaber bag dannelsen af et Dansk Polske handelskammer (PDCC), der blev lanceret ved en konference i sidste uge. Formålet med konferencen var at præsentere danske virksomheder for de muligheder, der ligger i det nære polske marked og den stadig mere velhavende middelklasse i landet.

Polen sælger mere til Danmark, end omvendt, primært fordi en række Danske virksomheder har outsourcet produktionen til Polen og nu importerer deres egne produkter tilbage til Danmark.

I forhold til eksport mulighederne var der fokus på at Danmark kunne øge eksporten af grøn teknologi, design og IT, selvom eksporten stadig er domineret af grise og andre klassiske danske eksport succeser.

Mulighederne for outsourcing
Et eksempel på mulighederne for outsourcing var Coloplasts succes med at samle alle de europæiske finansfunktioner i et strømlinet center i Polen. Projektet havde, betydet bedre processer på grund af den samlede ekspertise, og langt lavere omkostninger.

Eksemplet understreger at outsourcing ikke kun behøver gælde rene produktionsarbejdspladser men også omfatter højtuddannede stillinger.Præsentationerne punkterede en række myter omkring kvaliteten af Polsk infrastruktur og kvaliteten af arbejdskraften.

Forretningskæden Netto, der driver mere end 250 butikker i Polen, var hæmmet af den dårlige infrastruktur i landet for 10 år siden, men opfatter i dag vejnettet som af samme kvalitet som det danske.

Tilsvarende understregede en repræsentant for Nordea, at virksomhederne i dag kan regne med de samme udgifter til administrativ drift og næsten samme finansielle serviceniveau som i Danmark, dog med det forbehold at det stadig er mere bureaukratisk at etablere sin virksomhed i Polen.

Men dom det kom frem i en kommentar, lyder en af de klassiske økonomiske forklaringer på, at virksomheder i Danmark accepterer de relativt høje danske lønninger, at de samtidigt kan drage fordel af god infrastruktur, en uddannet arbejdsstyrke og effektiv og korruptionsfri offentlig service. I det omfang at lande som Polen lukker den kløft, bliver det sværere at forsvare en forskel i lønniveau mellem Danmark, Polen og andre østlige EU-lande på faktor fem.

Artiklen er bragt i samarbejde med Magasinet NOTAT