At finde en løsning i Bosnien er slet ikke så simpelt. Det kræver større indgreb. rØST-skribent Ismar Dedovic besvarer Niels Ydemanns indlæg om, hvordan EU bør håndtere den politiske udvikling i Bosnien-Hercegovina.
For nogle måneder siden var Tysklands kansler, Angela Merkel, i fuld gang med en diplomatisk offensiv med det formål, at få stabiliseret Bosnien-Hercegovinas (BiH) turbulente politiske forhold og få gang i de bydende nødvendige reformer, som skal hjælpe landet i forbindelse med euro-atlantisk integration. Ved samme lejlighed, skrev jeg her på rØST, at Tysklands store problem ville være at få de øvrige EU-lande til at støtte dette initiativ, hvilket muligvis kunne føre til at hele foretagendet løb ud i sandet.
Nu, 2 måneder efter, er det klart at det tyske initiativ ikke alene ikke var en succes, men at dens fiasko, og EU’s manglende evne til at støtte Merkel, sandsynligvis har sendt Bosnien ud i den største krise landet vel kan komme i, uden at det bryder sammen. For den lunkne støtte som EU gav til endnu et internationalt forsøg på at få styrket den bosniske stat, har – måske utilsigtet – styrket separatisterne i landet.
Hvor er EU’s vision?
Det grundlæggende problem for Bruxelles synes at være, at Unionen mangler en vision for BiH.
De fleste større EU-lande ser nemlig den bosniske krise i en større Balkan-kontekst eller i lyset af de østeuropæiske landes transitionsperiode, der også var vanskelig, men som, ifølge EUs officielle doxa, blev overvundet ved fokus og hjælp fra Unionen. Begge disse tilgange er i og for sig forståelige, men de kan ikke uden videre overføres til BiH.
Problemet med ”udvidelsesløsningen” er, at man forudsætter, at alle aktører i Bosnien i sidste ende ønsker Bosnisk medlemskab af EU. Af samme grund opstiller man kriterier, som skal opfyldes før Bosnien kan rykke videre i spillet. Disse er ofte, som Niels Ydeman påpeger i sit indlæg her på siden, ofte komplicerede at opfylde og det er derfor let for politikerne at unddrage sig ansvar for mangel på efterlevelse af kriterierne. Men det er usandsynligt, at mere gennemskuelige krav vil løse noget.
Ustabilitet som politisk strategi
Sagen er nemlig den, at det langtfra er alle politiske aktører der ønsker Unionen idet enhver tilnærmelse til Unionen ville føre til en mere funktionel stat og true deres politiske eksistens. Det mest tydelige, om end langtfra eneste, eksempel på en sådan politiker er lederen af den serbiskdominerede entitet (RS) i BiH, Milorad Dodik. Dodik har, siden han kom til magten i 2006 sat en systematisk stopper for enhver reformproces i Bosnien, med det resultat, at landet i dag er politisk lammet.
Derudover har Dodik gjort alt for at fremstille Republika Srpska som en mere eller mindre suveræn stat der kun er del af Bosnien af nød. Som Niels Ydeman for nogle dage siden påpegede her på siden, er politikere, af enhver nationalitet, i Bosnien ofte nødt til at indtage sådanne ultimative positioner, da det er med til at styrke deres popularitet hos vælgerne. Hvad der dog nemt kan overses ved denne observation er, at visse politikere i Bosnien, her tænkes især på Dodik, har en splittelse af Bosnien som endeligt mål, hvorfor ethvert kompromis med dem, synes at svække Bosnien mere end det var i forvejen. Derfor lyder det også hult, når EU-delegationer opfordrer bosniske politikere til at finde fælles fodslag på vigtige områder, hvorefter EU nok skal give sin støtte.
Pointen er netop, hvilket EU burde vide efter fem års manglende reformer, at man ikke kan blive enige uden stærkt internationalt pres. Et godt eksempel på dette er, at BiH i dag, 7 måneder efter valget i oktober, endnu ikke har en regering, primært som følge af obstruktion fra RS. Og selvom man kunne påpege at Bosnien på dette punkt minder om Belgien, så er det nok ikke det de fleste bosniere forbinder med Euro-atlantiske integrationer.
Sanktioner er vejen
Det er således ikke benchmarks og klare regler som skal tages i brug overfor bosniske politikere for at få dem til at gennemføre reformer, men truslen om sanktioner og afskedigelser. Dette vil ikke kræve det store af EU, da der allerede i den bosniske forfatning er indbygget en instans der kan sanktionere genstridige politikere, nemlig den Høje Repræsentant for det internationale samfund i BiH (OHR).
OHRs myndighed og evne til at gennemtvinge lovforslag har tidligere været afgørende for at stabilisere Bosnien og fjerne potentielle eller aktuelle uromagere. Og som en dugfrisk rapport fra Sarajevo Policy Council har gjort opmærksom på, så er OHR en integral del af den bosniske magtkabale. Det er nemlig i denne institution og ikke i EU, som Niels Ydeman skriver, at den egentlige garanti for bosnisk stabilitet ligger, hvorfor det næsten er tragisk at EU gang på gang har forlangt, at den afskaffes inden yderligere forhandlinger om bosnisk medlemskab af EU. Derved har man givet separatister som Dodik gode kort på hånden: Han kan modarbejde OHRs myndighed – og derved den bosniske stat – og hævde at han gør dette for at BiH nemmere kan komme i gang med EU-forhandlinger. Dodik ved nemlig udmærket, at hvis OHR forsvinder uden at der er en klar og potent arvtager – enten en bosnisk instans som højesteret eller fx en EU Special Representative (EUSR) – vil han få lettere ved at smadre staten, hvilket de seneste ugers politiske situation med al ønskelig tydelighed har vist.
Indflydelse fra Serbien hjælper ikke EU
EU’s anden tilgang til ”det bosniske spørgsmål”, nemlig en stabilisering af Bosnien indenfor en bredere Balkan-strategi, virker også ganske fornuftig på overfladen. Men et enkelt eksempel kan illustrere det problematiske ved denne tilgang: Den serbiske præsident, Boris Tadic, har i den senere tid været ganske presset af sin politiske modstander, den nationalistiske Tomislav Nikolic, der presser på for at få Tadic til at udskrive valg. Og som meningsmålingerne er nu, så ville Tadic tabe disse valg på grund af Serbiens økonomiske situation, stilstand i EU-forhandlingerne og på grund af Kosovo-spørgsmålet.
Derfor forsøger Tadic at udmanøvrere Nikolic indenfor ”nationalistspillet” ved at støtte Dodik i dennes forsøg på at styrke RS. Tadic håber herved, at han kan overbevise vælgerne om at han er en ”god patriot” og at han kan skaffe sig en bedre hånd i forhandlingerne om Kosovo.
Byttehandel: Kosovo for Republika Srpska
Satsningen i Beograd er, at man enten får koncessioner i Kosovo-forhandlingerne til gengæld for ikke at rokke båden for meget i Bosnien eller, at man kan få lov at styrke RS’ position og beholde Serbiens storebrorrolle overfor denne, til gengæld for at give slip på Kosovo. Det sidste er nok det mest sandsynlige idet EU har interesse i at støtte Tadic hvilket – kombineret med amerikansk protektion af Kosovo – meget hurtigt kan udvikle sig til en forhandling der går imod Bosniens interesser. At noget sådant endnu ikke har fundet sted skyldes højest sandsynligt USAs modvilje mod ændring af status quo, idet man ved at et sådant skridt højest sandsynligt ville udløse konflikt, og Tyrkisk lobbyarbejde på vegne af BiHs enhed.
Denne problematik har truet med at sende USA og EU – via deres ”afdelingsledere” i Bosnien: OHR og EUSR – (for slet ikke at tale om Tyrkiet og Rusland) ud i en rivalisering, der ville være ødelæggende for udviklingen i landet. At det endnu ikke er sket, skyldes højest sandsynligt USA’s endnu tilbagetrukne rolle i hele spillet.
USA vs. Republika Srpska
Men dette sidste er ved at ændre sig og USA har sendt signaler om at man nu ønsker at få løst problemet en gang for alle. Dette forklarer højest sandsynligt den Socialdemokratiskledede koalitions offensiv i Bosnien og OHRs mere assertive rolle overfor Dodik og dennes allierede. Så sent som i sidste uge truede man herfra Dodik med sanktioner, hvis ikke hans annoncerede folkeafstemning om legitimiteten af OHR og Bosniens retssystem, blev lagt i graven.
Netop denne affære – der reelt er en krigserklæring mod både staten Bosnien og det internationale samfund – kan meget vel vise sig at knække Dodik. Men det sker kun som følge af hårdhændet – og amerikanskstyret – politik. EUSR har nemlig ikke været så klar i mælet som OHR og det til trods for, at EU har mulighed for at vride armen om på Dodik ved at fastfryse hans ejendom på Cypern og andre steder i EU.
Desværre har EUs udsending, Miroslav Lajcak, valgt at stå på sidelinjen og føre ”alvorlige samtaler” med Dodik, der nok giver denne grund til at tro, at EU igen, ligesom under det tyske initiativ, der aldrig blev til et initiativ, vil undlade at forsvare Bosniens suverænitet og integritet.
Hvis EU nogensinde skal gøre sig håb om at blive taget seriøst på Balkan – og i resten af verden – må det gribe chancen og vise, at man godt kan styre en obskur nationalistleder i Unionens baggård. Ellers EU parkere stormagtsdrømmene lidt endnu og lade andre om at styre spillet.