Den serbiske sommer har som sædvanlig sydet med temperaturer på den lune side af 35 grader. Men denne sommer har været sydende på mere end én måde. Vindere og tabere ved forårets valg har kæmpet indædt om regeringsmagt og -indflydelse, fra valgresultaterne lå klar i maj, og indtil Serbiens ny regering blev dannet d. 27. juli. Magasinet rØST ser nærmere på udfaldet af valget, kampen om magten og den nye regering i Serbien, der blandt meget andet skal videreføre landets europæiske integration sammen med et skeptisk og afventende EU.
Ved forårets parlaments- og præsidentvalg fik det ledende regeringsparti DS en syngende vælgerlussing. En lussing, der lagde kimen til magtskiftet d. 27. juli, hvor Det Serbiske Fremskridtsparti og Socialisterne dannede regering med det lille liberal-konservative parti De Forenede Serbiske Regioner (URS). Mere overraskende bevirkede valget også Boris Tadic’ (DS) exit som præsident efter otte år i embedet. Det var ventet, at det socialliberale DS ville komme vingeskudt ud af valget, men at Tadic ville tabe præsidentposten til den tidligere ultranationalist, Tomislav Nicolic, fra det kun fire år gamle Fremskridtsparti kom bag på de fleste.
Den mest sandsynlige forklaring på Tadic’ sviende nederlag er, at de vælgere – primært de unge og urbane – som under ingen omstændigheder ville stemme på Nikolic, ganske enkelt blev hjemme på sofaen. De ville hellere undlade at stemme, end at stemme på, hvad de betragtede som blot den mindst dårlige kandidat. Både Tadic selv og hans parti har de seneste år fået ry for nepotisme, partipolitiske udnævnelser og korruption samt ikke mindst – men nok mest uberettiget – for at have fejlet grusomt i håndteringen af den økonomiske krise i Serbien. Vælgerne var med andre ord trætte af DS og dets altdominerende frontfigur.
Henvist til oppositionen skal DS nu til at genopfinde sig selv og få styr på de indre rækker. Tadic er, på trods af det massive valgnederlag for både ham selv og partiet, ikke trådt tilbage som formand. Der er dog spekulationer om, hvorvidt Beograds borgmester, Dragan Djilas, vil udfordre Tadic. Han vandt 40 % af stemmerne ved byrådsvalget i Beograd og er for tiden langt mere populær end Tadic. Djilas afviser dog selv sådanne spekulationer.
Valgets vindere
Valgets store vindere blev Det Serbiske Fremskridtspartiet og socialisterne. Fremskridtspartiet vandt en fjerdedel af vælgernes hjerter, en anselig bid af regeringsmagten samt præsidentembedet. Hvad mere er, Nikolic har med valgsejren komplet overflødiggjort det parti, som Fremskridtspartiet i 2008 udsprang af, nemlig det ultranationalistiske Serbiens Radikale Parti, der end ikke klarede spærregrænsen ved forårets valg. Hvor foruroligende Nikolic’s nationalistiske fortid end er, bør man om ikke andet glæde sig over dette.
Socialisternes valgsejr var dog på mange måder den største, idet de fordoblede deres stemmeandel fra 7 til 14 % – og det endda efter fire år i regeringskoalition med det stadigt mere upopulære DS. Dermed vandt partiet ikke alene en stærk vælgeropbakning, men også en særdeles gunstig position som kongemager under sommerens regeringsforhandlinger. Partileder Ivica Dacic, som var indenrigsminister i den afgåede regering, udnyttede denne position til at forhandle en regeringsaftale på plads med de tidligere politiske modstandere i Fremskridtspartiet. Med denne aftale fortsætter Dacic som indenrigsminister og har i tilgift sikret sig den magtfulde premierministerpost.
Alt i alt har Dacic altså formået at få maksimalt udbytte af et i forvejen rigtig godt valgresultat – set ud fra et rent magtpolitisk perspektiv, vel at mærke. Spørgsmålet er, om de vælgere, der stemte på socialisterne, ser med milde øjne på, at deres stemmer nu også kommer de tidligere ultranationalister i Fremskridtspartiet til gode.
Økonomien
Regeringen, og især premierminister Dacic, har ikke lagt skjul på, at dens førsteprioritet er at sætte gang i Serbiens mildest talt udfordrede økonomi. I betragtning af den eksploderende arbejdsløshed, faldende BNP og det stadigt større underskud på betalingsbalancen er dette umiddelbart en fornuftig prioritering. Dacic har annonceret, at han vil reducere statens forbrug og reformere finanssektoren – han langede allerede i valgkampen hårdt ud efter såkaldte ”banksters”. Derimod afviser han at gennemføre privatiseringer af store ineffektive offentlige virksomheder som f.eks. det nationale energiselskab EPS og Beograds lufthavn.
I sine bestræbelser på at få maksimal indflydelse på økonomien har regeringen lagt sig ud med Serbiens Nationalbank over landets økonomiske politik. Blandt andet afviste regeringen Nationalbankens anbefaling om at fastfryse offentlige lønninger og pensioner for at nedbringe statens underskud. Serberne har ifølge premierminister Dacic lidt mere end nok under sparekniven. Uenighederne har på kort tid udviklet sig til, at regeringen for nylig hastede en lov igennem parlamentet, der banede vejen for en omgående fyring af Nationalbankdirektør Dejan Soskic.
Lovændringerne betyder, at Nationalbankdirektøren fremover udnævnes af et parlamentsflertal efter indstilling fra præsidenten. Præsident Nikolic indstillede således omgående viceformanden for sit eget parti, Jorgovanka Tabakovic, som tiltrådte stillingen mandag d. 6. august. Adskillige NGO’er demonstrerede forud for lovændringen for at bevare Nationalbankens uafhængighed, og har, sammen med oppositionen, kritiseret, at regeringen har foretaget en åbenlys politisk udnævnelse. Dette er særligt påfaldende i lyset af, at den nuværende regering har langet kraftigt ud efter den forrige med beskyldninger om – netop – partipolitiske udnævnelser.
Regeringen har udtalt, at det under dens ledelse er kvalifikationerne, der bestemmer, hvem der skal beklæde hvilke poster – ikke partibogen. Præsident Nikolic har afvist, at der er tale om en politisk udnævnelse, idet han meldte sig ud af sit parti efter han vandt præsidentposten – for, som han sagde, at kunne være præsident for alle serbere. Dette argument er der dog tilsyneladende ingen kritikere, der har godtaget.
Bekymring i EU
Europa-Kommissionen har indtil videre forholdt sig diplomatisk over for den nye regering og ladet individuelle medlemslande komme med de skarpe udtalelser om især den evigt varme kartoffel, Kosovo. Ændringerne af loven om Nationalbanken har dog alligevel fået Kommissionen til at udtrykke dyb bekymring over, hvad der betragtes som et stort tilbageskridt for Serbiens tilpasning til EU’s acquis communautaire (EU’s samlede lovkompleks, red.). Loven i sig selv – og signalværdien af den – vil sandsynligvis lægge en dæmper på Serbiens EU-integration, som ellers er rigeligt afdæmpet i forvejen.
Næste skridt er fastsættelsen af en dato for optagelsesforhandlingernes begyndelse. En sådan dato bliver dog allertidligst annonceret i slutningen af året og under alle omstændigheder under et utal af betingelser fra EU. Betingelser, der primært kommer til at omhandle den såkaldte normalisering af forholdet til Kosovo gennem fortsættelsen af den EU-medierede dialog mellem Beograd og Pristina og implementeringen af de aftaler, der blev indgået under den forrige regering.
Den nye regering har officielt dedikeret sig fuldt ud til dialogen med Pristina, men er kommet med nogle markante udtalelser omkring dialogens genoptagelse. Blandt andet at det hidtil kun er Serbien, der er kommet med indrømmelser, og at det nu er Pristinas tur til at vise god vilje. Præsident Nikolic har desuden annonceret, at dialogen bør løftes op på politisk niveau – den har hidtil båret prædikatet ”teknisk” – og at han overvejer at deltage personligt i dialogen. Under alle omstændigheder vil Kommissionen afvente dialogens genstart og overvåge udviklingen i Serbien nidkært, før den kommer med nogle anbefalinger til Rådet angående datoen for optagelsesforhandlingernes begyndelse.
