I den vestlige offentlighed er Julia Timosjenko en heltemodig oppositionspolitiker der lige er blevet idømt en lang politisk motiveret fængselsdom. Men Timosjenko er ingen engel.
Hendes ukrainske bondepigefletning og kønne ydre har markedsført hende som ikonet på ukrainsk modstand imod de korrupte østukrainske eliter, men helt rene helte findes sjældent i ukrainsk politik, og Timosjenko er ingen undtagelse. Hun er selv ekstremt velhavende – ja en oligark på linje med så mange andre oligarker i ukrainske politik, og hendes penge stammer ligesom deres fra de kaotiske 90ere, hvor der var rig mulighed for driftige ”forretningsfolk” med de rette kontakter til at berige sig på statens bekostning.
Nu, hvor Timosjenko er smidt i fængsel efter en retssag, der stank af politisk bestillingsarbejde, er en ny sag dukket op med potentialet til at være langt mere skadelig for hende.
Den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU offentliggjorde d. 13. oktober, at den havde rejst sigtelse imod Timosjenko for hendes rolle som gasmellemhandler i 1990erne, da hun var direktør i gasselskabet United Energy Systems. Sagen drejer sig om bedrageri og underslæb til en værdi af 405 mio. dollars i forbindelse med gas solgt og leveret af Timosjenkos selskab UES, gas som UES imidlertid selv har unddraget at betale for, og, mistænker anklageren, penge stukket i egen lomme.
Det vilde Øst i de vilde 90’ere
Det kræver en tur tilbage til de vilde 90ere, for at forstå hvor Julia egentlig kommer fra, og hvordan hun tjente sine penge som gasprinsesse.
Timosjenko stammer ikke fra Vestukraine, som hendes frisure antyder, men fra Dniepropetrovsk, en russisktalende by i det østlige Ukraine. Byen lå i kernen af den sovjetiske våbenindustri i Østukraine og blev efter 1990 hjemsted for flere af Ukraines mægtigste nye forretningsmænd. De var gammel ”nomenklartura”, nu businessmen og havde de rette forbindelser til toppen.
Dniepropetrovsk blev i starten af 1990erne magtbase for Leonid Kuchma, der fra en direktørstilling i den sovjetiske missilfabrik Pivdenmash var blevet forretningsmand. Da Kuchma blev valgt som Ukraines præsident i 1994, benyttede han sit nye embede til at belønne sine økonomiske støtter i hjembyen, og hentede store dele af sine venner med til Kiev som en del af administrationen. Det blev Timosjenkos store chance, da hendes forretningspartner fra Dniepropetrovsk, Pavlo Lazarenko, blev Kuchmas premierminister i 1996.
En god forbindelse
Igennem kontakten til Lazarenko blev Timosjenkos gasselskab – United Energy Systems of Ukraine den altdominerende importør af russisk gas til Ukraine, og håndterede herved mia. af dollars i transithandlen imellem Rusland og Ukraine. Timosjenko begyndte samtidig sin politiske karriere ved at blive valgt ind i Radaen i 1996.
Det var i denne periode, at Timosjenko fik tilnavnet ”Gas-prinsessen”, og rygterne ville vide, at der blev stjålet og videresolgt gigantiske mængde gas uden om de officielle kanaler til det sorte marked igennem hendes selskab. Dette kunne lade sig gøre, fordi gasprisen på det ukrainske hjemmemarked var stærkt subsidieret, og der kunne tjenes store penge på at stjæle for at sælge til verdensmarkedsprisen.
Samtidig betød de politiske forbindelser i Kiev, at mellemhandlerselskaberne som UES var ekstraordinært beskyttet, idet Lazarenko som premierminister gav statsgarantier til Gazprom for manglende betaling fra mellemhandleren. Det er her, kravet fra den nye anklage på $405 mio. kommer ind i billedet, fordi det russiske forsvarsministerium nu gør gældende, at det ikke har modtaget betaling fra UES, og derfor kræver pengene af den Ukrainske stat.
… men en skidt karl
At Lazarenko viste sig at være en rigtig skidt karl, gør ikke Timosjenkos historie bedre. Han blev i 1998 afsløret i at havde fået kommission af gassalget – formentlig som bestikkelse for at give UES sin guldrandede position som gasimportør. Bestikkelsen (som man kan formode var tilvejebragt af Timosjenko) havde givet Lazarenko en sidegevinst på henved 200 mio. dollars, som han havde gemt af vejen i udenlandske bankkonti. Da jorden brændte under ham, og hans parlamentariske immunitet var ved at blive ophævet, flygtede han til USA, hvor han blev anholdt i New York. Han afsoner i dag en dom på 9 års fængsel for bedrageri og forsøg på hvidvaskning af penge i et føderalt fængsel i Californien.
At kombinere politik med business er en klassiker i Ukraine, og Timosjenko er i den henseende ganske typisk ukrainsk politiker. I 2000 offentliggjorde Ukraines skattekontor en statistik, der viste, at 386 af Radaens 450 medlemmer tilsammen ejede 3.954 virksomheder, der tilsammen stod for 25 % af Ukraines samlede import og 10 % af dets eksport. Forbindelser til statsapparatet var altafgørende for succes i al større økonomisk virksomhed. Men denne sags genkomst er en stor bet for Timosjenko, der allerede i 2001 sad en måned i fængsel på anklagerne om gastyveri og videresalg. Dengang som nu hævdede hun, at hun var udsat for et politisk komplot, og at anklagerne var fabrikerede, men meget tyder på, at hun ikke er så uskyldig. Hvis hun bliver dømt, kan hun blive spærret inde i meget længere tid end de 7 år, hun lige har fået.
