INTERVIEW | I aften får dokumentarfilmen Forhandleren verdenspremiere på den københavnske festival CPH:DOX. Filmen giver et ekstraordinært indblik i de ellers lukkede forhandlinger, der fandt sted mellem Serbien og Kosovo i slutningen af 2011 og begyndelsen af 2012. Magasinet rØST har mødt instruktør Karen Stokkendal Poulsen til en snak om filmens tilblivelse.
Forhandlingerne i Karen Stokkendal Poulsens film var de sidste runder af den såkaldt tekniske dialog mellem Beograd og Pristina. Dialogen blev igangsat i foråret 2011 med den erfarne og karismatiske EU diplomat Robert Cooper som mægler. I slut-februar 2012 indgik de to parter en historisk aftale – en aftale, der gjorde det muligt for begge at forfølge deres ambitioner om fremtidigt EU-medlemskab.
Forhandlingerne blev sidenhen videreført på politisk niveau med de respektive premierministre og EU’s udenrigschef Catherine Ashton som mægler. Endnu en historisk aftale blev indgået i april 2013 og er nu ved at blive implementeret.
Hensigten med alle forhandlinger og aftaler er at ’normalisere’ forholdet mellem Serbien og Kosovo, på trods af at Serbien – ligesom i øvrigt fem EU-medlemsstater – nægter at anerkende Kosovos unilaterale selvstændighedserklæring fra 2008.
Hvad kan man med europæisk udenrigspolitik
Magasinet rØST har mødt instruktør Karen Stokkendal Poulsen forud for premieren på Forhandleren og spurgt hende, hvorfor hun fandt det vigtigt at lave en dokumentarfilm om noget så umiddelbart tørt som en teknisk dialog mellem Serbien og Kosovo.
Karen Stokkendal Poulsen fortæller, at hun i udgangspunktet var drevet af lysten til at skabe en stærkere europæisk stemme udadtil.
”Selvfølgelig er det (EU, red.) bare en institution”, forklarer hun, ”men hele tanken om hvad man egentlig kan med europæisk udenrigspolitik, syntes jeg var helt vildt interessant.”
Til en konference i København hørte hun så EU diplomaten Robert Cooper tale. ”Og så blev jeg bare blæst bagover af den person, han var, og det kendskab han havde til konflikt”, fortæller hun.
Hjerteblod for det europæiske projekt
Karen Stokkendal Poulsen blev fascineret af den karismatiske embedsmand, Cooper, der med hendes ord har det europæiske fredsprojekt under huden. Hun opsøgte ham for at høre mere om, hvad han arbejdede med af konkret europæiske udenrigspolitik.
”Og da jeg så snakkede med ham, sagde jeg også, at det, jeg vil, er at lave en succeshistorie om europæisk udenrigspolitik. Jeg tror på det her projekt, og jeg ved, der er mange problemer, og det er svært at få en fælles stemme, men er der nogle steder, hvor du kan se, at det her er en succes – noget som vi ikke kender til – så vil jeg gerne fortælle den historie”, fortæller hun.
Det kunne Robert Cooper. Og han foreslog selv forhandlingerne mellem Serbien og Kosovo som omdrejningspunkt for en eventuel film. Karen Stokkendal Poulsen forklarer hvorfor: ”Her er der virkelig noget, som er hjerteblod for det europæiske projekt. Balkan – altså baghaven – der blev opløst i forfærdelige krige i 1990’erne. Det er så meget EU’s ansvar, bliver opfattet af EU selv som EU’s ansvar”, fortæller hun. ”Og så var det også karakterer. Han sagde selv: Jeg tror, de her personer vil være interesserede i at deltage og nogle virkelig interessante personer. Hvilket de så også viste sig at være.”
De interessante personer var henholdsvis Edita Tahiri, vicepremierminister og forhandler for Kosovo, samt Borko Stefanovic, der er medlem af det serbiske socialdemokrati DS og var udpeget af daværende præsident Boris Tadic til at forhandle på vegne af Serbien.
Det politiske – det tekniske – og følelserne
Karen Stokkendal Poulsen var med på idéen med det samme, selvom hun ikke vidste særligt meget om konflikten. ”Jeg anede ikke, hvad der foregik nu – det tror jeg, der er virkelig virkelig få, der gør – hvor konfliktfyldt det stadig er.”
Hun måtte derfor sætte sig grundigt ind i selve konflikten mellem Serbien og Kosovo. Derudover måtte hun også lære at forstå de mere tekniske elementer af forhandlingerne mellem de to parter. ”Men under hvert eneste lille tekniske spørgsmål lurer der jo de politiske spørgsmål”, fortæller hun. ”Så min opgave har jo også været at formidle, hvad der ligger bag nogle af de her tekniske termer, så man forstår, hvad er det politiske, og ikke bare det politiske, men hvad er det følelsesmæssige i den her underlige lille tekniske term. Hvorfor må der ikke stå dét ord, men nu dét ord”, forklarer hun.
Karen Stokkendal Poulsen fortæller, at forholdet mellem det politiske, det følelsesmæssige og de tekniske aspekter af forhandlingerne kommer til udtryk i de af filmens scener, hvor parterne diskuterer en eller anden teknisk formulering: ”Så kan man bare se på dem, hvordan det lyser ud af dem med had og frustration”, fortæller hun. ”Der er så mange følelser på spil i det der latterlige lille tekniske ord. Og det er jo fordi, der er hele den der kæde af sammenhæng mellem det tekniske, det politiske og det emotionelle.”
To vidunderlige karakterer
At balancere disse tre aspekter i filmen har været meget krævende, fortæller hun: ”Så min research var at lære teknikken på den ene side – det politiske selvfølgelig også – på den anden side at lære personerne godt at kende, for jeg har hele tiden villet lave en meget personlig film. Der var ikke nogen, der skulle udstilles i det her, men hvis man skal forstå noget teknisk og politisk, så skal det være fordi, man også forstår et menneske bag og det emotionelle bag. Det var ligesom mit udgangspunkt med Robert Cooper, og pludselig træder de her to vidunderlige karakterer ind på scenen, og så bliver ambitionen at gøre det samme med dem”, forklarer hun.
”Så jeg har brugt ekstremt meget tid med dem bare på at snakke om hverdagsting, om politik, om deres historie, om hvad som helst, for ligesom at forstå hvordan de her ting er kædet sammen for dem. Og i filmen, der tror jeg, at jeg er ekstremt heldig, at de er så gode karakterer – for de er så udtryksfulde. Man kan ofte se på dem, at nu er der noget, der er helt vildt emotionelt. Så er det ligesom min opgave at få seerne til at forstå, hvad det er, der tricker den her emotionelle reaktion. Hvis ikke man kunne se det, hvis ikke de var sådan, hvis ikke de reagerede, som de gjorde, ville jeg aldrig kunne vise, at det her er emotionelt”, fortæller hun.
”Og så har det ligesom været min opgave at kunne knytte det til den teknik, de så sidder og snakker om, som jo er bundet op på nogle store politiske spørgsmål. Og det har været sindssygt svært!”
Det er en film og ikke en artikel
En anden svær balancegang har været at repræsentere konflikten og de stridende parter objektivt. ”Jeg har virkelig tænkt i, hvordan jeg skulle balancere den der konflikt”, fortæller Karen Stokkendal Poulsen. ”Så det jeg har prøvet at gøre i forhold til ikke selv at sige for meget om konflikten, det er altid at knytte den til de her karakterer. Så Edita får lov til at fortælle, hvad er Kosovo, og hvad er det vi står for, og Borko får lov at fortælle om Serbien. Og samtidig så har jeg mere tænkt i, at de ikke skulle fremstå som henholdsvis den gode og den onde i de her forhandlinger”, siger hun.
”Så jeg tænkte mere i, at man skulle have den der fornemmelse af, at de er gode personer med en velvilje. Selvfølgelig skal man forstå: hvad er det du vil, og hvad er det du vil. Men hvis det på nogen måde er muligt, så syntes jeg, det skulle være op til publikum at vurdere, om det nu er rimeligt, at Serbien gerne vil have Kosovo, eller at Kosovo gerne vil være selvstændige.”
Eftersom det i høj grad er personerne, der er i filmens centrum, har Karen Stokkendal Poulsen gjort sig mange overvejelser om, hvordan de skulle repræsenteres: ”… jeg har ikke lyst til, at man bare skal høre et argument, for det er en film og ikke en artikel”, forklarer hun.
Farverig diva og klassens populære dreng
”Det er dejligt faktisk bare at kigge på dem, og forestille sig hvad de tænker og se dem som rigtige mennesker, og ikke kun som dem der leverer den politiske ammunition. Og sådan kan jeg godt selv lide at opleve mennesker i sådan en politisk proces. Jeg bliver interesseret i, hvad det er, der ligger bag, og hvad de tror på, og hvad de nogen gange er tvunget til at gøre uden selv at tro på det. For det er ligesom der, hvor der virkelig er noget helt dybt reelt følelsesmæssigt på spil, at det er vigtigt”, siger hun.
”Og så er det en film. Den skal være underholdende og medrivende, og man skal have en oplevelse af de her mennesker”.
Det er tydeligt, at hun er begejstret for Edita Tahiri og Borko Stefanovic som mennesker. Hun kalder dem ved fornavn og bruger ord som søde, interessante og udtryksfulde til at beskrive dem. Edita får desuden ord med som varm, farverig og diva, mens Borko betegnes som en charmør og ’klassens populære dreng’. Men samtidig med at de besidder disse almenmenneskelige sympatiske karaktertræk, er de også to hårde og til tider arrogante forhandlere.
Så simpelt har vi holdt konflikten
Karen Stokkendal Poulsen ser koblingen af de to sider af deres personligheder som et vigtigt træk ved filmen: ”… at de samtidig kan have de her sider siger også noget om, at det kunne være hvem som helst”, forklarer hun. ”Og jeg skal ikke kunne sige mig bedre, end at jeg også kunne sidde og være hammerarrogant ved det der forhandlingsbord, når min tidligere krigsfjende sidder over for mig og prøver at give mig en lesson om, hvad der i virkeligheden skete.”
Selvom det er personerne, der er omdrejningspunktet i Forhandleren, har Karen Stokkendal Poulsen fundet det nødvendigt at forklare visse elementer af den politiske situation og forhistorie: ”Der er nogle grundlæggende få ting, mans skal forstå, for at forstå hvad der er på spil”, siger hun. ”Og det er det her med national stolthed. Det er det her med, at de har været igennem en smertefuld krig. Og så er det ligesom at forstå, at nu diskuterer de det her territorium. Hvis er det? Og så simpelt har vi holdt konflikten, det politiske”, forklarer hun.
En leg med kameraet
Hvad angår selve tilstedeværelsen af kameraet under forhandlingerne fortæller hun: ”Jeg har altid tænkt om dokumentarfilm, at det er meget konstrueret. Men det er også okay, for man giver altid sådan en subjektiv præsentation af et eller andet. Men jeg var virkelig overrasket over, nogle gange, at det der kamera, det kørte jo bare non-stop, og de havde ting de skulle gøre, og det var pissevigtigt”, fortæller hun.
”Og en gang imellem blev vi smidt ud, men der var også mange gange, hvor de vitterligt bare var ligeglade. Altså jeg synes også, man kan se i filmen, at der sker mange ting, som ville være sket uanset hvad. Men så er der mange småting, hvor jeg godt kan se, at de også synes, det er sjovt med kameraet, og det dyrker jeg også lidt, for jeg synes, det er sjovt, at de kommenterer til kameraet. At der er den der ekstra selvbevidsthed, omkring når Robert vælger sit slips for eksempel”, siger hun. ”Og Borko laver en joke med det lille delegationsrum, de (serberne, red.) har fået. Så der er en leg med os og kameraet og vores tilstedeværelse. Den er der bare ikke hele tiden.”
Forhandleren har verdenspremiere på den københavnske dokumentarfilmfestival CPH:DOX fredag den 8. november kl. 18:00 på Bremen Teater
Læs mere om filmen på CPH:DOX’s hjemmeside
