REPORTAGE | Mange håndtryk, men få løfter, blev givet da ministre for europæisk integration fra lande på Vestbalkan og repræsentanter fra Kommissionen afholdte den elvte Balkan Konference i Bruxelles, organiseret af Friends of Europe. Fatos Kutllovci var med.
Skæbnedage venter, blandt andre lande Serbien, omkring afgørelsen om landet endelig får status af kandidatland til EU-optagelse. Selvom meget alligevel tyder på det modsatte, synes timingen for mødet rimelig. For hvad er status i Vestbalkan nu, 20 år efter at Jugoslavien langsomt men sikkert begyndte sin uundgåelige opløsning? Og, set i lyset af euro-krisen som truer det Europæiske projekt, er EU stadig ivrig for yderligere udvidelser efter Kroatien?
Når status gøres op, fremkommer det tydeligt at regionen har gjort økonomiske- og, i mindre grad, politiske fremskridt. Årlige økonomiske vækstrater på omkring 5 procent i store dele af regionen og ikkeeksisterende gældsproblemer kunne af gode grunde fremkalde misundelse i mange EU-lande. Ikke desto mindre fremstår regionen samtidig disintegreret og er til stadig hovedpine blandt EU’s ledere.
Og selvom der bliver talt om en ’enlargemnet fatigue’ der indikerer en vis tilbageholdenhed fra EU’s side omkring yderligere udvidelse i Vestbalkan, forsikrede EU-kommissæren for Udvidelse, Štefan Füle, i utvetydige vendinger landenes Europæiske fermtid. Omend med stor pragmatisme, for landene bliver først optaget når de er klar, og ikke at forglemme når EU er klar.
Tyrkiet og Rusland frem for EU?
På trods af det faktum, at EU-udvidelse og den økonomiske krise ikke er korrelerede, kan det politisk påvirke EU’s iver for optagelses. Set i et realistisk perspektiv kommer yderligere udvidelse måske først på tale når vi har set et reintegreret EU og et, oven på krisen, styrket EU. I mellemtiden må de implicerede lande gøre forarbejdet.
I den henseende synes kompromiser og fremsynet lederskab som to meget vigtige redskaber til at løse stridspunkter i regionen, og ikke mindre sikre gennemgribende reformer, der kan bane vejen for bedre regional integration og europæisk integration.
Hvis vi bliver vidne til en sådan udvikling i den nærmere fremtid, henviser Tim Judah (Balkanredaktør for The Economist, red.) til det faktum at mange af landene står overfor valg i 2013 som kan ændre det politiske landskab markant. Måske mest markant i Serbien.
Om det giver anledning til forhåbninger eller det modsatte, og om manglen på markante fremskridt mod EU vil åbne op for større tyrkisk og russisk indflydelse i regionen, må stå tilbage som spørgsmål indtil da.
