PORTRÆT | I anledning af Jugoslaviens sidste premierminister Ante Markovics død den 28. november bringer Magasinet rØST i samarbejde med den serbiske avis Pescanik et politisk portræt af manden og hans tid som premierminister.
Artiklen er skrevet af Vuk Perisic og blev første gang bragt på Pescanik.net den 29.11.2011, dagen efter Markovics død, og datoen, hvor man tidligere fejrede Jugoslaviens Dag.
Introduktion og oversættelse af Ismar Dedovic.
Ante Markovic (25.11.1924-28.11.2011) var den sidste premierminister for Jugoslavien og er kendt for at have stabiliseret økonomien i 1980’erne samt påbegyndt privatiseringerne i landet. I december 1991 benyttede han sig af en pressekonference til at levere sit mandat tilbage til Jugoslaviens borgere fordi der ”ikke længere fandtes nogen statslig institution som kunne tage imod hans afskedsbegæring”.
Det jugoslaviske forår
Ante Markovic var barn af ”Erhvervsreformen” af 1965. Titos styre så i øjnene, at den hidtidige økonomiske model var uholdbar og overlod derfor, i nogen grad, erhvervslivet i landet til markedskræfterne. Resultaterne var opløftende, måske endda spektakulære. Landet oplevede et boom i turisme, levestandarden og købekraften steg mens der på gaderne i Jugoslavien kunne ses, tidligere utænkelige, bilkøer. Med ”erhvervsreformen”, der officielt også blev tolket som en integration i verdensøkonomien, bragtes Jugoslavien tilbage til den vestlige kultursfære. 1960’erne var det jugoslaviske forårs gyldne tid.
Markovic tilhørte den generation af partisaner og ”nyrige”, der efter krigen færdiggjorde deres studier og som, ved hjælp af erhvervsreformen, erstattede de gamle kommunistiske direktører. Erhvervslivets nyvundne frihed åbnede op for mere kreative styringsformer og gjorde det muligt for dem at se den socialistiske økonomiske models ulemper, samt markedets jernhårde logik. De var managers med vestlige manerer, der tog til officielle middage, talte fremmedsprog, vidste hvordan man bandt et slips, havde firmabiler og – allervigtigst – de var eksperter indenfor deres arbejde.
Naturligvis var alle de nye erhvervsfolk også medlemmer af Partiet, men de så deres stalinistiske kammerater som et nødvendigt onde eller som en del af tilbagestående virkelighed, som systemets evolution langsomt ville skylle bort. De så ikke Partiet som noget helligt, men blot som en uomgængelig institution, for det var business der for dem var drivkraften bag ethvert fremskridt. De kom, disciplineret, til partimøderne, for de respekterede ritualet, men de kedede sig også og undgik politiske diskussioner. Politik var for dem en uuundgåelig, men også en useriøs forestilling, der ikke beskæftigede sig med ”det vigtige”, hvilket for dem kun var produktion og handel. De var alvorlige mennesker, der arbejdede 24/7 og, selvom de nominelt hørte til ”establishmentet” og ”nomenklaturaen”, så havde de simpelthen ikke tid til politik.
Det heterogene kommunistparti
Det er en interessant moralsk og psykologisk evolution som fik disse mennesker til at distancere sig fra kommunistisk ideologi. Kontakter med Vesten og hverdagen i deres egne fabrikker førte dem diskret mod liberalismen, i hvilken de genkendte et system der, i sammenligning med den rustne socialisme, var iøjefaldende mere effektiv til at skabe velfærd og frihed. Samtidig forblev den nye klasse af jugoslaviske direktører, på grund af deres kosmopolitisme og ungdom, tro mod antifascismen, mens de som erhvervskosmopolitter var uinteresserede i nationalisme.
Det kan synes mærkeligt i dag, men politisk rationalisme, liberalisme og kosmopolitisme havde, i Jugoslavien, sine bedste støtter i det Jugoslaviske Kommunistparti. Dette var en usædvanligt heterogen organisation, der var delt i en liberal, en stalinistisk, en nationalistisk og – måske allermindst – en lokal, titoistisk, fraktion. Denne sidste syntes dog at indeholde en kerne fra alle de andre.
Oppositionen i landet benyttede sig af demokratisk retorik af taktiske årsager, men var mestendels af nationalistisk, hvis ikke fascistisk, karakter. Liberale kræfter i Kommunistpartiet mente, at de langsomt og smertefrit kunne ændre systemet indefra og derved undgå at stille spørgsmålstegn ved dens – civilisatorisk uvurderlige – antifascistiske og internationalistiske arv. Med rette frygtede de, at en brat demontering af systemet ville føre til et vakuum, der ville kunne udfyldes af nationalister.
Ante Markovic var essensen af denne politiske strategi.
Afskaffede socialismen i stilhed
I 1980’erne sad Markovic på de højeste politiske funktioner i Kroatien. Han var premierminister og præsident for republikken. Det er karakteristisk, at han aldrig havde en høj stilling i Partiet, hvis man ser bort fra hans rituelle medlemskab af Centralkomiteen. I en tid, hvor Serbien druknede i fascistoide massemøders vanvid, og mens Slovenien forsøgte sig med demokratisering, nationalisme og – selvmodsigelsen – demokratisk nationalisme, var kroatisk politik afdæmpet og konstruktiv. Denne pragmatiske afvisning af konfliktens diskurs, ville senere nationalister hånligt kalde for ”den kroatiske tavshed”. Markovic selv var dog optaget af forsøg på at redde kroatisk erhvervsliv fra kaos og undgik på snedig vis politiske emner, hvilket sendte et signal som de færreste forstod: rationel økonomi er virkeligheden og livet; politisk irrationalisme er lig med afsindighed og død.
Markovic var uden tvivl den bedste kandidat til posten som premierminister for forbundsregeringen. Milosevic forsøgte ellers at få sin allierede, Borisav Jovic, valgt til posten og gik først med til at Markovic skulle få posten (valg af forbundsregeringens premierminister krævede godkendelse fra alle republikker) da han fik Folkehelten Petar Gracanin indsat som indenrigsminister. Ante Markovic ville senere sige, at han ikke just kunne sige nej til at få en af Titos generaler ind i regeringen. Herefter kunne Gracanin, sammen med general Veljko Kadijevic, spille rollen som Milosevics trojanske hest.
Med sin ”Lov om firmaer”, der kom igennem Forbundsparlamentet i 1989, afskaffede Ante Markovic i stilhed socialismen i Jugoslavien. Denne lov, der var en af de mest liberale handelslove i Europa, legaliserede ubegrænset ejerskab over de såkaldte ”produktionsmidler”. Tusinder af borgere oversvømmede domstolene og registrerede deres små firmaer, forretninger mv. Det er umuligt at overvurdere den historiske betydning af denne begivenhed. Det var dog ikke alle, der var klar over, hvad den betød og endnu flere, der bevidst ignorerede den for den fik det gryende nationalistiske og antikommunistiske hysteri til at virke slidt og meningsløst.
Fornuftens og velfærdens stemme
Markovic regnede med, at nationalisterne ville fremstå tåbelige i lyset af den frie handel og det frie samfund, der arbejdede på fremstilling af liv. Han var tilbageholdende med politiske beskeder, men hermed sendte han den eksplicitte besked om, at han beskæftigede sig med ”det Virkelige”, og at han ikke havde tid til tosserier, alt imens afdankede nationalister bar rundt på helgenkister og flæbede over tabte kampe i fortiden.
Mange senere analyser mente, at dette var en fejl eller endda politisk amatørisme, men Markovic vidste, at dialog med nationalister er umulig, at de taler med et andet, uvirkeligt, shamanistisk sprog og at det er bedst at lade dem fremstå tåbelige. Han havde ikke andet valg end at spille va banque med nationalisterne, ved at tale med fornuftens og velfærdens stemme. Han forsøgte at vinde tid. For det var tid som Jugoslaviens borgere havde brug for. Tid til at vænne sig til det private initiativ, til at vænne sig til fremmed valuta, til portugisisk vin og danske oste og den ægte Marlboroog til at forstå, hvordan der bag den smukt klingende nationalistiske tale gemte sig en forberedelse til grådige mord.
Propagandistisk satanisering af forbundsregeringen
Man må dog ikke glemme, at Markovic ikke var en forstokket liberalist. F.eks. afsatte han fra statens reserver af fremmed valuta – der var blandt Europas største – en milliard dollars til at sørge for de arbejdere, der ville miste deres arbejde grundet lukning af økonomisk uprofitable arbejdspladser. Milosevic, Tudjman, Kucan og Kadijevic forstod, at de måtte handle, og at enden på det hele afhang af timing. De vidste, at de risikerede, at blive fanget på sengen og fremstå som anakronistiske og overflødige fugleskræmsler, hvis de gav det demokratiske, liberale og borgerlige Jugoslavien – som var ved at fødes – nok tid til at stabilisere sig. Størstedelen af befolkningen forstod ikke – ønskede ikke at forstå eller fik ikke lov at forstå – at de i knap 10 måneder levede i et tredje Jugoslavien: fra december 1989, da Markovic i Forbundsparlamentet fremviste de første konvertible dinarer¸ til september 1990, da Jugoslavien, efter vedtagelsen af Milosevics nye forfatning [for Serbien], ophørte med at eksistere.
Den propagandistiske satanisering af forbundsregeringen var en velegnet, førmilitær forberedelse på krig. Og kun krig kunne frelse nationalisterne fra Ante Markovic, fra europæisk civilisation og fra demokrati: kort sagt, fra at miste grebet om magten. Krig var deres window of opportunity, som ikke måtte undslippe og derfor handlede de hurtigt og effektivt. De vidste, at hvis denne mulighed forsvandt så ville de også for evigt forsvinde fra historiens scene og blot blive husket som en historisk anormalitet. Hvis ikke de havde lykkedes med deres planer – og lad os aldrig glemme, at der var en chance for, at de ikke lykkedes med dem – så ville byer og mange mennesker aldrig have vidst, at de var truede af ødelæggelse, død og et himmelsk rige.
Derfor ønsker jeg at takke Dem hr. Premierminister. De gjorde alt hvad der var muligt. Nationalisterne fik alligevel vundet ligeså snart det første skud blev affyret.
© Pescanik og Magasinet rØST. Oversat fra serbisk af Ismar Dedovic.
Vuk Perisic er født i Rijeka, Kroatien i 1962. Han er forfatter til flere bøger og mindre tekster. Fra 1999 til 2007. arbejdede han som advokat. Han skriver jævnligt indlæg for Pescanik.net, samt andre lignende aviser fra hele Jugosfæren.
