PUTENNIS | Den tidligere tennisstjerne og verdensetter Marat Safin er blevet valgt ind i russiske parlament, Dumaen, ved det netop overståede parlamentsvalg i Rusland.

Den to-foldige russiske Grand Slam vinder er medlem af Vladimir Putins parti Forenet Rusland, og blev valgt ind i Dumaen som repræsentant for Nyzhny Novgorod regionen.

Efter, det russiske valgresultat lå klart, forklarede Safin, hvordan drømmen om en politisk karriere tog fart.

”Mit liv har forandret sig i de sidste to år”, siger Safin.

”Lige pludselig befandt jeg mig i en situation, hvor jeg skulle træffe rigtigt seriøse beslutninger. Det startede med en lille ting, og voksede til at blive noget stort. Jeg kunne lave reklamer til venstre og højre og lade som om at jeg er en berømthed, men det er ikke mig. Jeg har aldrig gjort det, jeg har aldrig kunnet lide det. Jeg havde nogle få måneder, hvor jeg tænkte ’skulle jeg gøre det, eller skulle jeg ikke,’ men nu er jeg meget sikker på, hvad jeg gør, og at jeg vil det”.

Ligheder mellem tennis og politik
Safin ser også visse lighedspunkter med sin tidligere karriere som professionel tennisspiller i politikkens verden.

”Jeg er i fuldstændig nye sko”, siger han.

”Dette er et fuldstændigt nyt liv, en ny måde at tænke på, en ny måde at gøre ting på, der intet har med tennis at gøre – eller med sport i det hele taget. Men de to ting har definitivt en ting til fælles, og det er, at du har brug for at have en karakter. Du skal være stærk, og du skal vide, hvor du går hen, hvad du vil, og du skal være i stand til at gøre ofre”.

Med Safins entre i politikkens verden gør han en lang række af tidligere sportsstjerner kunsten efter, og det bliver med garanti ikke kedeligt at følge den temperamentsfulde russers arbejde i Dumaen.

Kilde: atpchampionstour.com

Af Jais Thomas Møller