Det nye år er knap nok gået i gang, før borgerne i Bosnien-Hercegovina (BiH) må forholde sig til særdeles dystre nyheder. Godt nok har guvernøren for den bosniske centralbank, Kemal Kozaric, meldt ud, at bosnisk økonomi burde have sluppet ud af finanskrisen ved udgangen af året, men i betragtning af at selvsamme Kozaric i 2009 forudsagde, at den internationale recession ikke ville påvirke Bosnien, er der ikke mange der tager hans ord for gode varer.
BiH lider stadig af lavvækst, høj arbejdsløshed, en enorm statsgæld og et administrativt system, der dræner budgettet. Hvis Kozarics forudsigelser skal have nogen chancer for at gå i opfyldelse, må og skal der politiske tiltag til. Disse skal både sikre gunstigere forhold for erhvervslivet og få gang i de stagnerede euro-atlantiske forhandlinger som kan sikre Bosnien stabilitet og investeringer fra Vesten.
Store forventninger til Socialdemokraterne
Men det er her, på den politiske scene, at Bosniens problemer for alvor bliver tydelige. Det startede ellers så godt for valget i oktober 2010 syntes at varsle en ny politisk virkelighed. Socialdemokratiet gik voldsomt frem og dette skete især på bekostning af store nationalistpartier som HDZ (Det kroatiske demokratiske forbund), SBiH (Partiet for BiH) og selv SNSD (Partiet af Uafhængige Socialdemokrater), hvis formand, Milorad Dodik, har været den dominerende politiske figur blandt bosniske serbere siden valget i 2006.
Godt nok er Dodiks parti blevet det største i Republika Srpska, men på landsplan overgås det nu af Socialdemokraterne (SDP), som derved har fået momentum til at skabe en politisk platform. Dette gav en optimisme blandt en del bosniere der håbede på (se Den bosniske kabale 4/11/2010), at man kunne vende sig mod løsningen af landets økonomiske og sociale problemer, frem for at diskutere nationalistiske problematikker.
SDP har da også formået at skabe en koalition i Føderationen bestående af SDP, SDA (det gamle bosniakkiske parti, der i de senere år er blevet en del mere moderat end i 1990’erne) og de to kroatiske partier: NSRB (Folkepartiet for bedring gennem arbejde) og HSP (Det kroatiske retsparti). Denne alliance (i Bosnien kaldet Platformen), har på den ene side formået at skabe et konstruktivt program, der sigter på økonomisk fremgang og sociale forbedringer, men har også formået at holde HDZ udenfor indflydelse.
Kroatisk utilfredshed med ”anational” repræsentant
Forholdet mellem Socialdemokraterne og HDZ har været på frysepunktet siden førstnævntes kandidat til præsidentposten, den uhyre populære Zeljko Komsic, slog HDZ’s kandidat til samme post. Lige siden har HDZ hævdet, at kroaterne i Bosnien-Hercegovina er undertrykt idet de ikke, som bosniakkerne og serberne, har en repræsentant i det tre mand store præsidentråd. Kroaterne repræsenteres nemlig af Zeljko Komsic, der teknisk set er kroat, men i tråd med Socialdemokratiets tradition har erklæret at han er ”anational” og repræsenterer alle Bosniens folk.
For at rette op på denne ”ubalance i systemet” har HDZs leder, Dragan Covic, der for nyligt er vendt tilbage til bosnisk politik – efter at han har været forment adgang hertil i nogle år grundet korruption og ansporing til national splid – med stadig stigende styrke talt for en omstrukturering af Bosniens indre grænser. Dette skulle sikre at kroaterne også får en entitet i stil med Republika Srpska, frem for at de skal dele Føderationen med bosniakkerne.
Kravet om en rent kroatisk entitet, der skulle gå under navnet Herceg-Bosna, er en tilbagevenden til de hypernationalistiske kroatiske krav i 1990’erne. Disse krav fik kroatere og bosniakker i krig med hinanden i 1993 og har sidenhen ført kroatiske ledere på kollisionskurs med NATO, da man i 1997 erklærede et uafhængigt Herceg-Bosna. Denne ”uafhængighed” blev dengang afvæbnet af en hurtig reaktion fra NATO og OHR.
Alliance imod Socialdemokratisk styre
Denne gang ser det dog ud til, at Covics nationalistiske orgel får lov at spille noget tid endnu, idet ingen internationale instanser synes at ville sætte en stopper for det. Og siden Covic umiddelbart efter valget sluttede en alliance med Milorad Dodik, samt en række mindre partier, er der ingen indenfor statens grænser der ser ud til at kunne stoppe ham heller.
Alliancen Covic-Dodik har to mål: Det første er at sætte en stopper for Socialdemokratiets momentum og forhindre, at Platformen får held med at lave en regeringskoalition på landsplan og indsætte Socialdemokratiets formand som premierminister.
Proceduren i Bosnien er ellers sådan, at det største parti på landsplan får denne post. Covic og Dodik argumenterer dog for, at det i denne omgang burde være en kroat – læs: Covic selv – der får posten, da den har været holdt af hhv. en bosniak og en bosnisk-serber i de to foregående perioder. Dette krav har intet grundlag i bosnisk lovgivning, men virker snusfornuftigt nok til at kunne mobilisere kroatiske vælgere og trække regeringsdannelsen i langdrag.
For Covic kan denne situation i bedste fald betyde at han får premierministerposten og derved en indflydelse der slet ikke står mål med valgresultatet. I værste fald vil den betyde status quo. Men herved kan Covic få endnu en mulighed for at hævde, at kroaterne er undertrykt og at alle deres muligheder for repræsentation overtages af Socialdemokraterne. Den naturlige løsning på dette er, ifølge Covic, skabelsen af en kroatiskdomineret entitet, Herceg-Bosna.
Skabelsen af denne kroatiske entitet er Covic-Dodik-alliancens andet mål. En sådan entitet ville føre til yderligere disintegration af den i forvejen skrøbelige stat. Og da bosniakkerne – og de anationale grupper i BiH – ikke har nogen garanti for at entiteterne ikke en dag vil søge uafhængighed (Dodik garanterer næsten det modsatte) og efterlade et iturevet Bosnien omgivet af meget stærkere stater, vil de aldrig gå med til dette.
Dodiks plan
For Dodik har den nuværende situation flere fordele. Han får for det første paralyseret statsinstitutionerne i nogle måneder og får derved ”bevist” sin tese om at Bosnien-Hercegovina ikke fungerer og holdes kunstigt i live af ”fremmede kræfter”. For det andet kan han, hvis alt går efter planen, få indsat Covic som premierminister og derved skabe en situation i hvilken regeringen i endnu fire år kan træde vande (den afgående premierminister, Nikola Spiric, er fra Dodiks eget parti).
Og sidst, men ikke mindst, kan Dodik ved denne obstruktion af staten, positionere sig i forhold til både hjemlige og internationale aktører. Han bliver manden som skal behages hvis man vil undgå, at der kommer endnu mere ustabile forhold. Ironien i alt dette er, at det bliver et bosniakkisk parti som kan sikre Covic og Dodik deres indflydelse, ved ikke at gå med Socialdemokraterne.
Og for at hele situationen kan blive endnu mere tragikomisk, så er det det selvsamme parti, hvis formand, dr. Haris Silajdzic, brugte hele valgkampen og de foregående fire år, hvor han sad som præsident, på at erklære at hans eneste mål var/er/vil være at stoppe Dodik og dennes ødelæggende politik overfor Bosnien.
Derved får Dodik, hvis parti har ca. 15 % af alle bosniske indbyggeres stemmer, fået fremstillet sig som alle serberes forkæmper, men også som manden der kan afgøre Bosniens fremtid.
I betragtning af, at Dodik ganske direkte har erklæret sig som en fjende af denne stat, er det ikke en situation man burde tages let på fra vestlig side.
International passivitet
Der er dog ikke noget der tyder på, at man fra EU’s eller USA’s side vil lave drastiske indgreb i Bosniens politiske forhold. USA er overbebyrdet med andre konflikter og EU, der aldrig har haft en fornuftig og progressiv politik overfor Bosnien, synes endnu mere desorienteret end hidtil, som følge af økonomisk krise i Grækenland, Irland og nu måske Portugal. Og uden en klar støtte fra vestlig side har Socialdemokratiet ikke meget at presse nationalisterne med, medmindre det altså lykkes dem at lokke et af de mindre kroatiske partier i Covic-Dodik-alliancen over til Platformen.
Fra vestlig side burde man yde langt mere håndfast støtte til Platformen, kræve af Dodik og Covic at de holder op med at underminere Bosniens statsinstitutioner og territoriale integritet samt presse Serbien til at afholde sig fra yderligere støtte til nationalisterne i Banja Luka. En for lang ventetid vil dog lade situationen glide ud af kontrol og det med uoverskuelige konsekvenser.