Lukningen af Ingnalina-atomkraftværket har gjort Litauen afhængigt af ustabile energileverancer fra Rusland. Kasper Boutrup Christensen har set på konsekvenserne.
Litauen kan i år fejre 20 års selvstændighed, og markerer dermed løsrivelsen fra 50 års totalitær sovjetisk besættelse, som i mange henseender til stadighed sætter sit præg på Litauen. Men siden 1990 er der blevet gjort betydelige politiske og økonomiske fremskridt for at blive distanceret fra Rusland. Derudover har Litauen gennemført talrige markedsreformer, og blev i 2004 medlem af både EU og NATO.
Dette sydlige baltiske land er dog fortsat yderst afhængigt af importeret elektricitet samt olie- og gasforsyninger fra den store nabo i øst, og dermed sårbar overfor Ruslands til tider aggressive energipolitik. Spørgsmålet er derfor hvad Litauen kan og vil gøre, for at slippe ud af rollen som en isoleret energi-ø?
Problemer i energisituationen
Blandt betingelserne for optagelse i EU var, at Litauen skulle lukke Ignalina-atomkraftværket i den lille nordøstlige by Visaginas, som af sikkerhedsmæssige årsager ikke længere måtte være i drift. Kraftværket, der blev færdigbygget i 1983, var af samme sovjetisk producerede RBMK reaktortype som det katastroferamte Tjernobyl-kernekraftværk i Ukraine, og blev i vid udstrækning, inklusive af EU og miljøorganisationer, anset som et af de farligste kernekraftværker. Før nedlukningen af Ignalina i 2009 var Litauen nettoeksportør af elektricitet, hvor de primære eksportmarkeder var Letland og den russiske eksklave Kaliningrad.
Situationen er i dag en ganske anden, da Litauen nu må indfinde sig i rollen som energiimportør. Litauen er endnu ikke opkoblet på det europæiske el-net, hvilket nødvendiggør import af elektricitet fra et fåtal af forsyningskilder, herunder Rusland. Dette har ikke alene presset elektricitetspriserne op med over 30 procent og skabt et stadigt stigende og ufrivilligt afhængighedsforhold til Rusland og øvrige nabostater. – Det har også skabt ustabilitet i energiforsyningssikkerheden.
Skader konkurrenceevnen
For en lille åben og sårbar økonomi som den litauiske er dette en særdeles kritisk situation, dels for den makroøkonomiske stabilitet som kan trues af faldende konkurrenceevne og dels for de menneskelige omkostninger ved højere energipriser, idet litauerne bruger en relativt stor andel af deres disponible indkomst på energi. Allerede nu berettes det om, at op imod 70 pct. af husholdningerne har svært ved at betale deres energiregninger. I takt med de på nuværende tidspunkt optimistiske fremskrivninger af den økonomiske vækst i landet, vil efterspørgslen på energi øjensynligt stige mærkbart i fremtiden.
Imens Rusland historisk set har været en pålidelig energiforsyningskilde til de vesteuropæiske lande, ser Litauen ikke blot afhængigheden af én eller få kilder som et økonomisk anliggende med mangel på udbud og højere priser som konsekvens. De prestigiøse og følelsesmæssige perspektiver vejer ligeledes tungt i debatten om fremtidens energiudfordringer, da russisk dominans over Litauen af indlysende årsager ikke betragtes som en kærkommen situation.
Efterlyses: Mere europæisk energisamarbejde
Generelt er situationen, at Litauen har mangel på energikilder, hvilket påtvinger landet at importere gas, olie og elektricitet. Ifølge regeringen, talspersoner fra de relevante ministerier og helt op til præsidenten er svaret, at sikre mindre afhængighed af én kilde, ved at genetablere en høj selvforsyningsgrad og få mere diversitet i udbuddet af energi.
I kølvandet på den økonomiske krise synes der at være opblomstret en mere pragmatisk indstilling til at håndtere energisikkerheden, da man med ”energiuafhængighed” ønsker større valgfrihed, konkurrence og transparens i forsyningerne. Inden 2020 er målsætningen derfor, at Litauen skal have et energi-mix – hovedsageligt baseret på atomenergi – imens øvrige energibehov ønskes dækket af forskelligartede gas- og olieleverandører (læs: Gazproms monopol skal brydes), igennem et fælleseuropæisk energimarked. Hertil har Litauen presset på for at få implementeret EU’s 3. energipakke, som kort fortalt indebærer en styrkelse af de eksisterende regler for det indre el- og gasmarked, og etablering af fælles regler for det indre marked for elektricitet og gas, samt oprettelse af et agentur for samarbejde mellem energimyndigheder.
På nuværende tidspunkt pågår det tekniske arbejde med at få etableret en LNG (Liquefied Natural Gas) terminal i Klaipeda i Litauen, som er første skridt på vejen mod øget udbud af gas leverancer. På el-området skal der inden 2015 være etableret en el-ledning mellem Polen og Litauen (Lit-pol), samt en undersøisk forbindelse mellem Sverige og Litauen (Swedlink) som dermed opkobler Litauen på hhv. det Centraleuropæiske og nordiske el-net. Men den største satsning er opførelsen af et nyt atomkraftværk.
Ignalina-II
Før nedlukningen af værket ved udgangen af 2009 har der været der været et ønske om opførelse af et nyt atomkraftværk, som skal genetablere stabilitet og uafhængighed i elektricitetsforsyningen.
På trods af optimistisk velvilje fra adskillige politikere de seneste ti år, har der vist sig at være langt fra tale til handling. Ved flere lejligheder har regeringerne diskuteret nationale energisikkerhedsstrategier, som senere har vist sig at være blevet stærkt begrænset af manglende finansieringskilder og interesse fra samarbejdspartnere, som skulle medvirke til at bygge det 6. mia. euro dyre atomkraftværk.
Den 14. juli i år blev beslutningen endeligt truffet, om hvilket firma der skal bygge det nye atomkraftværk i Litauen. I en udbudsrunde endte det japansk-amerikanske firma Hitachi-GE Nuclear Energy Ltd med at vinde over konkurrenten Westinghouse. Hitachi skal bygge deres ABWR reaktortype, som leverer en kapacitet på 1.300 megawatt og anses for at være en af verdens mest avancerede typer. Reaktortypen er under anvendelse 4 steder i Japan, hvortil 3 nye er under opførelse. USA og Kina bruger hver én af samme type også. Værket skal placeres i samme by, Visaginas, som det gamle kraftværk. Afstanden til hovedstaden Vilnius er 160 km. Indtil videre er den endelige pris for værket ikke offentliggjort.
Øget sikkerhed efter Fukushima
Litauens energiminister Romas Svedes fremlagde den glædelige nyhed på en pressekonference, og nævnte i den forbindelse, at kontraktforhandlingerne nu vil gå i gang. Udgangspunktet er, at Hitachi-GE skal have 51 pct. af aktierne, hvor investorer fra Estland, Letland, Polen og Litauen deles om de resterende 49 pct.
For Litauen er det altafgørende, at forløbet omkring opførelsen af et nyt atomkraftværk er så åbent og gennemsigtigt som muligt. I lyset af de tragiske hændelser på Fukushima værket i marts, ønsker Litauen at opretholde den folkelige opbakning til atomenergi, som led et knæk efter katastrofen i Japan. Derfor overholdes alle internationale konventioner for opførelse og drift af atomkraftværker, og der har været tæt samarbejde mellem litauiske myndigheder og Det Internationale Atomenergiagentur. Samtidig har der været afholdt offentlige høringer og etableret samarbejde mellem Hviderusland, Estland, Finland, Letland, Polen, Rusland, Sverige, Østrig og EU Kommissionen.
Litauisk udenrigspolitik præget af energisikkerhed
Præsident Dalia Grybauskaite og premierminister Andrius Kubilius forsøger ihærdigt at holde energisikkerhed på den internationale politiske dagsorden, når de mødes med højststående repræsentanter og ministre fra andre lande. Seneste eksempler herpå var, da blandt andre USA’s udenrigsminister Hillary Clinton og Danmarks udenrigsminister Lene Espersen besøgte Vilnius i forbindelse med en større Community of Democracies konference, hvor der i tydelige vendinger blev tilkendegivet opbakning til Litauens energiuafhængighedsstrategi, herunder opførelsen af et nyt atomkraftværk.
Samtidig er der blevet oprettet et energisikkerhedscenter, hvis rolle bl.a. bliver at assistere regeringen med implementeringen af energiprojekter og udarbejdelse af analyser og notater i samarbejde med universiteter. Den langsigtede målsætning er endvidere, at centeret skal søge NATO akkreditering og dermed i endnu højere grad trække emnet op på den internationale dagsorden. Kubilius’ regering forsøger endvidere trods stærk modvind i meningsmålingerne, at gøre energispørgsmålet til centralt tema frem mod parlamentsvalget i oktober 2012.
Kasper Boutrup Christensen er stud.scient.adm og har boet i Litauens hovedstad Vilnius i første halvdel af 2011. Her arbejdede han bl.a. som praktikant på den danske abassade.
