Liv Holm Andersen beretter i denne rejsebeskrivelse om hendes første møde med Eksjugoslavien. Her stifter hun blandt andet bekendtskab med regionens dilemmaer, spøgelser og forskelligheder. Denne rejse fra Thessaloniki i Grækenland til Ljubljana i Slovenien bringes på Magasinet rØST i tre afsnit. I artikelseriens andet afsnit beretter Liv om sit første indtryk af Bosniens hovedstad, Sarajevo.
Efter fire herlige dage i kolde, men metropolære, og på mange måder hippe, Beograd og 12 timers turbo-folk, hvis beat var en del hurtigere end det cigaretrøgsfyldte (at folk ryger overalt i Eksjugoslavien, er ikke en fordom, men et uomstrideligt faktum!) tog jeg hørte dem i, ankom jeg til Sarajevo. En by, som før Jugoslaviens sammenbrud var en kulturhovedstad og en rigtig ”byernes by” på Balkan. Og dét er den, heldigvis, stadigvæk!
Forår i Bosnien
Krigen har sat sine spor – som også fortsat er meget synlige – i form af bombede ruiner, især i forstæderne, granatnedslag i veje og vægge (også kaldet ”Sarajevo Roses”, da man for at mindes krigens ofre, har udfyldt dem med hård rød maling) og skudhuller i en stor andel af bygningerne overalt i byen. Men i forårsvejret, som fik sneen til at smelte og bosnierne til at flokkes på fortovscaféerne i det gamle basarkvarter Baščaršija og i det moderne centrum, er Sarajevo med dens mange minareter, små parker, hyggelige spise- og kaffesteder og omringet af bløde bjerge en vidunderlig, smuk by.
I Sarajevo kan man vandre gennem historien på under en time: Fra den osmanniske basar med duften af krydderier og tyrkisk kaffe hængende i næsen, til Holiday Inn, det eneste fungerende hotel under 1990’ernes borgerkrig med udsigt til ”Snipers Alley”, og til slut krydse floden og drikke en Cappuccino i den biograf-café, hvor Sarajevos filmfestival afholdtes sidst, og som har helt samme atmosfære som alternative caféer i resten af Europas større byer.
”Da te nije, Alija”
Det er ikke kun fysisk, at arene fra borgerkrigen i 1990’erne er tydelige i Bosnien. Selvom folk smiler og er glade, er der stadig en følelse af melankoli og tilbageskue. Skiltene i Mostar, en anden skøn by jeg besøgte, med skriften ”Don’t forget 1993” viser med al tydelighed, at ingen endnu har glemt – eller ønsker at glemme.
Bl.a. derfor finder folk i Bosnien også fortsat en stor del af deres identitet i deres etniske og religiøse tilhørsforhold, og bosnisk politiks skillelinjer er næsten udelukkende baseret på etnicitet, da folk stemmer efter, om man er serbisk-ortodoks, kroatisk katolik eller bosniak (bosnisk muslim). Derfor har Bosnien en grundlovssikret tredeling af magten – en tredeling mellem landets serbere, kroatere og muslimer, som vælger hver deres leder. Og derfor sker der utrolig lidt politisk, da det er svært at beslutte sig for noget som helst på demokratisk vis.
Selvom jeg kun var i Bosnien få dage, er alt dette slet ikke svært at få øje på – i hvert fald ikke, hvis man ved, hvad man leder efter. Jeg vidste det ikke helt, før jeg en aften på netcafé hørte den gamle pop-slager ”Da te nije, Alija” (= ”Hvis du ikke fandtes, Alija” (Alija Izetbegovic var bosniakkernes første præsident under borgerkrigen)). Sangen blev spillet 8 år efter Alijas død, 21 år efter manden blev valgt som præsident, 11 år efter han stoppede og på et tidspunkt, hvor Bosnien skulle være i fremgang, på vej mod EU, og da vidste jeg, at jeg havde fundet, hvad jeg søgte: En alt for stor fortid, plantet ukomfortabelt, midt i nutiden.
Bosniernes ”religionisering”
Som jeg sådet, spiller religion efter Jugoslaviens sammenbrud en stor rolle – netop fordi det betyder meget for bosniernes identitet. Således var det helt tydeligt i Sarajevo at flere end tidligere, som undersøgelser også viser, bekender sig aktivt til islam: Minareterne i det muslimsk dominerede område omkring Sarajevo, skød op overalt (dog skal det siges, at de katolske kroatere i Mostar ikke holdt sig tilbage med kirkebyggeriet – så der er i Bosnien ikke blot tale om islamisering, men om ”religionisering”), at folk i Sarajevo i hilste med ”Salaam” frem for ”Zdravo”, og at flere kvinder bærer muslimsk hovedtørklæde.
Det er dog vigtigt at understrege, som min bosniske veninde fortalte mig, at Bosnien jo fortsat er et fattigt og underudviklet land i en europæisk kontekst med en enorm arbejdsløshed, dårlig økonomi og mangel på basale fornødenheder som uddannelse, medicin og lægehjælp. Min venindes onkel udtrykte det ganske bramfrit: ”Serbere, kroater og muslimer – vi står alle i det samme lort”. Således har religiøse missionærer også let adgang: Gratis college for en ugentlig tur til moskéen, lyder i manges ører måske ganske tillokkende.
Liv Holm Andersen er skribent her på Magasinet rØST og beskriver her sin rejse fra Grækenland of hjem over det tidligere Eksjugoslavien. Reportagen, som sætter fokus på Balkan som en del af Europa samt på de eksjugoslaviske landes nyeste historie og nutidige samfundsforhold, er delt i tre, hvor 1.del omhandler Serbien, 2. del omhandler Bosnien og 3. del omhandler Slovenien.
Læs første del af Liv Holm Andersens rejsebeskrivelse Togtur, tobak og turbofolk I.
