Péter Esterházy: Harmonia Cælestis. 848 sider. Oversat fra ungarsk af Péter Eszterhás. Rosinante (2004). Kan købes hos Samlerens Bogklub for 99 kr
Og disse ord kunne sagtens udgøre en slags motto til romanen, der med sin barokke æstetik, sprudler og bobler som et prosaisk vulkanudbrud, hvis skyhøje søjle rager langt op over den europæiske samtidslitteratur, og hvis nedfald af brændende billedstumper og fragmenter efterlader læseren omtumlet, overrumplet og overmæt. Harmonia Cælestis er kræs for kendere, for litterære feinschmeckere, men det er et slægtsepos, der skal indtages langsomt og i små doser.
Romanens titel Harmonia Cælestis er hentet fra titlen på en række religiøse sange fra 1711, som én af Péter Esterházys forfædre angiveligt skulle have skrevet. Imidlertid har den senere musikforskning vist, at disse melodier ikke kan tilskrives forfaderen, men andre af tidens komponister, selv om forfaderen er angivet som ophavsmand til værket. Den samme idé går igen i Péter Esterházys postmodernistiske mammutværk, også her vrimler det med forskellige fortællestemmer, bevidste omskrivninger af anden litteratur og intertekstuelle referencer. Dette edderkoppespind af referencer omfatter alt fra familieanekdoter og mytiske overleveringer til kanoniseret verdenslitteratur. Føj dertil smallere litteratur som Venedikt Jerofejevs (1938-1990) kultepos Moskva-Petusjki (1969) eller Daniil Kharms (1905-1942) absurde kortprosatekster, for blot at nævne et par stykker af de mere kuriøse henvisninger eller omskrivninger (faktisk er hele tekster af Kharms gengivet i romanen), der cementerer Harmonia Cælestis status som intertekstuel mosaik.
Esterházys roman er opdelt i to næsten lige store dele, hvoraf første del er skrevet som 371 nummererede satser, der typisk begynder med ordene “Min fader var…”, hvorefter dele af slægshistorien oprulles, men ikke i den gængse forstand. På de første små 400 sider maltrakteres hele den historiske kronologi således, at de forskellige forfædre smelter sammen til en monstrøs og ambivalent skikkelse, en slags brutal urfader, der på den ene side er kultiveret og galant, men som på den anden side ikke holder sig tilbage for at plyndre og voldtage. Gennem de sidste 500 år har Esterházyfamilien spillet en afgørende rolle i Centraleuropas udvikling og turbulente historie. Den historiske faglitteratur nævner 22 af Esterházys forfædre, hvoraf de 19 anses for vigtige. De sidste århundreder har de således været at finde på Europas politiske parketgulve, på slagmarkerne, i ministerkabinetterne og som underskrivere af utallige krigserklæringer og fredstraktater, der har været afgørende for Europas skæbne. Derfor er romanen også smækfyldt med anekdoter om de forskellige familiemedlemmers møder med historiske personligheder såsom Franz Joseph I, Mussolini og Churchill osv.
Dekonstruktionen af faderbegrebet og den fraværende kronologi bevirker at læseren bombarderes med skønhedsmættede fragmentariske billeder. Urfaderen er portrætteret både som kobberstik, akvarel, serigrafi, karikatur og landskabsbillede. Snart befinder vi os i en slagscene under den tyrkiske invasion, snart ved en audiens hos kejserinde Maria Theresia, snart under Rákoczys frihedskrig mod Østrig (1701-1711), snart til en fodboldkamp i kommunisttidens Budapest. De forskellige satser er ligesom stumperne af et knust troldspejl, der reflekterer hele Ungarns historie. Det er hverken sandhed eller løgn – mere en forhandling af grænsen – det er fiktion! Péter Esterházy skriver selv indledningsvis, at han ikke kender den fulde sandhed og at det er svært at lyve, når man ikke kender sandheden. På samme måde hedder det i starten af anden del af romanen, at alle personerne er opdigtede. Ironisk nok, har Esterházy senere måttet modificere billedet af sin fader efter at have opdaget, at faderen også arbejdede som stikker for Kádárregimet. Derfor har Esterházy i kølvandet på Harmonia Cælestis også skrevet en Revideret udgave (2002, da.2006) af romanen.
Romanens anden del begynder med kommunisternes magtovertagelse, og således indvarsles Esterházyslægtens fald. Gennem skildringen af Esterházys bedste- og oldeforældre strejfer vi i en række tilbageblik gennem Østrig-Ungarns opløsning og undergang, gennem Béla Kuns (1886-1939) oprettelse af Den Ungarske Rådsrepublik i 1919 og gennem Miklós Horthys (1868-1957) fascistiske regime fra 1920-44. Med kommunisternes magtovertagelse eksproprieres Esterházyfamiliens enorme slotte, jordbesiddelser, kunstskatte og rigdomme. Familien tvangsforflyttes, overvåges og chikaneres af det nye regime. Gullaschkommunismen er alt andet end fryd og gammen for den gamle adelsfamilie – deres hænder er ikke skabte til arbejde, men til håndkys: Alligevel bliver det hverdag for familien, der på sin egen aristokratiske måde klarer sig og omstiller sig til de nye tider. Anden del af romanen går således også med at opridse Péter Esterházys egne barndomserindringer, skoletidens ideologiske ensretning, Den Ungarske Opstand i 1956, tiden som soldat, og mange af de løse brikker og spredte fragmenter fra bogens første del bliver her sat ind i deres retmæssige sammenhæng.
Lykkes det så? Bliver man så klogere af at læse Esterházys postmoderne opus magnum? Ja, bestemt selvom det til tider er en udsyret og fortumlede oplevelse. Esterházy har opført et smuk gravmonument over sin slægt og haft fingrene langt nede i familieerindringens skattekiste for at kunne skrive denne bog. Et sted i bogen hedder det bl.a.: “Hvem kan opremse alle de kønne klange, som Esterházy anslog i den gamle ungarske folkesjæl?” (s.550) Ja, hvem kan egentlig det andre end Péter Esterházy selv. Ingen andre.
Anmeldelsen her er skrevet af Rasmus Bertelsen, der er cand.mag. i litteraturvidenskab med russisk som sidefag. Han har boet i Skt. Petersborg og har skrevet speciale om Pusjkin, Gogol, Dostojevskij og Belyjs forhold til Skt. Petersborg.
Anmeldelsen er udgivet i samarbejde med netavisen Perestrojka.
