HIPPIEKULTUR | Der var også blomsterbørn bag Jerntæppet. Jo strengere systemets kontrol var, jo mere fanatiske var hippierne i deres søgen efter frirum. Udstilling portrætterer Sovjets hippiekultur. Kunsthistoriker og Ph.D-studerende, Kristian Handberg, har set på fænomenet.

Det store flip i årene fra midten af 1960’erne til ind i 1970’erne greb Vestens store efterkrigsgeneration, og fik dem til at vende sig mod det etablerede system og dyrke deres egen musik, stil og selvbevidsthed. At det også var muligt at være hippie i Sovjetunionens strenge kontrolsamfund er de færreste bekendt.

Alternativt system
Men ungdomsoprøret nåede langt ind bag Jerntæppet, selvom Sovjet-autoriteterne selvfølgelig prøvede at holde den slags nede. Hippiekulturen i Sovjet udgjorde et helt alternativt system, bare kendt som Sistema, ”systemet” med ironisk reference til Sovjetstyrets system. Hvis man gik til koncerter og møder, havde bare nogenlunde langt hår, og kendte ligesindede, var man en del af dette system og havde venner – og fjender – over hele Sovjetunionen.

”Man fik adresser på folk, som var en del af systemet, og var altid velkommen. Til en festival i Tallinn var min lejlighed så fyldt, at de sidst ankomne måtte ligge og sove med benene ud af hoveddøren”, siger Aare Loit, en af de nu gamle sovjet-hippier i et videointerview på en estisk udstilling om østhippierne.

Risiko for tæsk
Men der blev også set skævt til de langhårede hippier. Når man gik ind i en forsamling, kunne man blive mødt af råb som ”Saks, saks, saks!” og risikoen for et lag tæsk var stor, når man gik rundt i Tartus eller Vilnius gader med sit hjemmesyede hippietøj – man kunne selvfølgelig ikke som i Vesten købe trompetbukser og afghanerpelse. For eksempel måtte skrædderne ikke sy bukser med bredere ben end de tilladte 33 cm!

Værre var imidlertid statens sanktioner, da man fra Kreml side så hippierne som ”smittet af vestlige interesser” og endda som ”borgerlige” som ”nationalister”. Ud over overvågningen – man så for eksempel ofte en mistænkelig varebil holdende udenfor en koncert – fyringer fra jobs og studier og det strikse udrejseforbud til udlandet, var den årelange militærtjeneste frygtet af hippierne. Nogle prøvede at spille sindssyge for at undgå den – men risikerede så at ende i på psykiatriske anstalter af en stand, der nok skulle gøre én sindssyg, hvis man ikke var det i forvejen.

Modsat i Vesten demonstrerede hippierne ellers ikke mod systemet som sådan, hvad de ikke ville have haft en chance for at gøre. Drømmen om fantasien til magten i en formel forstand led et brutalt knæk ved Sovjets nedkæmpning af den friere fortolkning af kommunismen i Tjekkoslovakiet i 1968. ”68” var derfor enden og ikke begyndelsen på friheden i øst.

Østrock
Der var dog forskel på, hvor strengt systemet var. I de vestlige baltiske Sovjetrepublikker var barren således sat højere, og Estland blev lidt af et internt hippie-mekka i Sovjet, kaldet ”Det Sovjetiske Vesten”. Første maj i Tallinn tog sig ud som en ren hippiefestival og hippierne kunne igennem sommeren turnere rundt til flippede samlinger i de estiske skove hos for eksempel guruen Mihkel Ram Tamm. Ifølge nogle harmonerede hippiernes åndelige søgen endda med den estiske folkesjæl og dens dyrkelse af naturen – og hadet til den sovjetiske kontrolstat. Estland havde en livlig rockscene med bands som Ruja, Mess med keybord-spilleren Sven Grünberg, Kooma og Fix. Deres lyd var up to date med 1970’ernes vestlige rock og viser, at man holdt sig ajour med sin Pink Floyd, Deep Purple og Bob Dylan gennem overspillede kassettebånd, lidt opsnappet finsk popradio og de få officielle plader, der var i omløb.

Ligeledes måtte rockinstrumenter som elektriske guitarer og forstærkere bygges selv. Her blev de populær-mekaniske blade, som var udbredte i det teknikbegejstrede Sovjet, populære. Og efter sigende kunne højttalerne, som var ophængt på offentlige pladser med lidt snilde ombygges til en effektiv guitarforstærker.

Østens mystik
I alt hvad hippierne foretog sig måtte improvisationen og opfindsomheden være stor.

”Vi var opdraget til at omgås myndighederne og skjule os”, siger en anden af de interviewede i udstillingen. Derfor fik den den sovjetiske hippiekultur mod alle odds udviklet sin version af alle de elementer, som de vestlige hippier byggede deres alternative kultur omkring. Man fandt psykedeliske stoffer (om ikke andet så det skrappe rengøringsmiddel Sopals fra Riga), dyrkede østlig mystik og meditation og udsmykkede sine omgivelser med farverige mønstre.

For at komme ud med psykedeliske kunstneriske udtryk, som lå langt fra den officielle kunsts socialistiske realisme, var børnebøger og tegnefilm mulige medier. For eksempel fra studiet Tallinnfilm. Man kunne ikke rejse til San Francisco, Afghanistan eller Nepal, men indenfor Sovjet var der også både nærøstlige og fjernøstlige destinationer med et skær af Østens mystik i de Centralasiatiske Sovjetrepublikker som Turkmenistan og Kirgisistan eller Kaukasus.

Hertil kunne de eventyrlystne nå ved at tage på ”autostop” med tommelfingeren ude langs vejene eller endda ved at snyde sig med på en af Aeroflots afgange. Det mest almindelige var dog at drømme sig væk fra den grå Sovjet-hverdag, hvor man nu var, og læse østlig filosofi og høre vestlig rockmusik. Hippiebevægelsen havde derfor et internationalt skær selvom man, bogstaveligt talt, var isoleret i en by i Rusland.

Særlig ånd
Ifølge Loit, der i dag fortsat har langt hår og skæg og udpræget hippietøj, var der noget særligt på spil i hans generation, om det var i Tulsa, Tokyo eller i Tallinn.

”For vores generation, der var født i 1940’erne og 1950’erne, var der en særlig ånd af frihed og åbenhed. Interessen for hvem vi er, og hvordan vi indretter vores tilværelse i verden, var meget stor og dybfølt,” siger han.

Derfor var det nødvendigt for Sovjet-hippierne at trodse alle systemets udfordringer og med stor møje søge friheden og sit eget udtryk, hvor det kunne findes.

Kopierer systemet
Som historikeren William Jay Risch har iagttaget i sine studier af hippiekulturen i Ukraine, var Sovjets hippier trods deres passive oprør præget af statens måde at tænke og organisere sig på. Det alternative system var præget af titler og en organisering, der mindede om de officielle socialistiske ungdomsorganisationer. Tillige lignede hippiernes slogans og paroler den kommunistiske kommunikation, der florerede i samfundet.

Men ingen tvivl om, at hippiekulturen bag jerntæppet var en modkultur, som fandt sted mod systemets vilje. Det krævede, at man gik helt andre veje end i Vest for at udleve lidt af hippietilværelsen. Som ved i hemmelighed at benytte partikontorets faciliteter til at trykke eksemplarer af Koranen, som kunne byttes for hash i Centralasien. Eller ved at stjæle plasticfilm fra røntgenbilleder fra hospitalernes skraldespande til at lave kopier af plader på.

Én vestlig rocksang blev tillagt en særlig betydning: ”Back in the USSR” med The Beatles fra 1968. Trods at gruppen var holdt op med at turnere i 1966, var der vedholdende rygter om, at The Beatles ville spille i Sovjet. Måske som en hemmelig koncert i Kievs lufthavn, mens gruppen var på vej mod Japan, som det hed sig i Kiev på et tidspunkt. En gruppe unge tog ud til lufthavnen, men fik af de vagthavende soldater at vide, at denne koncert skulle være i Moskvas lufthavn! Denne drøm kom dog kun til virkelighed i form af eks-Beatlen Paul McCartneys mange koncerter i Rusland og det tidligere Sovjet, for eksempel på Den Røde Plads i Moskva.

 

Udstillingen Sovjet Hippies vistes på det Estiske Nationale Museum, Tartu d. 15.3.-4.9.2013 og i mindre form på Moderna Museet, Malmø d. 14.9.-13.10. 2013. I forlængelse af udstillingen produceres en dokumentarfilm om Estlands hippiekultur, ”Flowers and Sickle” med forventet premiere i 2015.

Af Kristian Handberg