RUSLAND |Forfatteren Svetlana Aleksijevitj afslutter sin dokumentarroman ”Bøn for Tjernobyl” (2011) om Tjernobylkatastrofens fatale konsekvenser med sætningen: ”Et rejsebureau i Kijev tilbyder sightseeingture til Tjernobyl”. Og ja, turisterne valfarter til Tjernobylværket og til spøgelsesbyen Pripyat. Pripyat var en sovjetisk modelby skabt til arbejderne ved atomkraftværket, og i dag verdens største ruin. Ikke mindst HBO-serien Chernobyl (2019) har sendt besøgstallene i vejret med rekordtallet 124.000 besøgende i 2019.  

Siden 1990’erne har organisationen Chernobylinterinform guidet besøgende ind og ud af eksklusionszone (også bare kaldet ”zonen”), som dækker en radius på 30 km om atomkraftværket Tjernobyl. I dag kan alle bestille en pakketur inkl. frokost i atomkraftværkets kantine. Er Tjernobyl blevet en legeplads for vestens ungdom, der tager selfies på en semiradioaktiv legeplads ”for the fun, fear and thrill”?  Eller hører atomturister til under Dark Tourism, som bruges om turistrejser til krigsskuepladser og kz-lejre? Eller er det en fascination af Tjernobyl og stedets næsten magnetisk visuel tiltrækningskraft? Tjernobyl tiltrækker alle typer af pilgrimme:

Tjernobyl  & Urban Explores

Begrebet Urban explorers er et nyere begreb, som ofte bruges i forbindelse med dyrkelse af postindustrielle bylandskaber, som man kender fra Detroit i USA, hvis øde og forfaldne industribygninger er en magnet for bloggere og fotografer. Begrebet kan også bruges om Tjernobyl og Pripyat. Forskning i Urban Exploration har vist, at steder som Tjernobyl og andre erindringssteder for traumatiske begivenheder, meget ofte medfører en øget risikoadfærd hos de besøgende. Netop på de steder, hvor andre er gået til grunde, udsætter man pludselig sig selv for fare (kravler ind i faldefærdige ruiner, forcerer pigtråd og hopper ned i mørke bunkere etc.). Mange oplever i mødet med den kontrollerede fare en positiv jeg-følelse. Som en ægte urban explorer betragtes adgang forbudt-skilte som invitationer, og turisten fornemmer en beruselse, når et gærde forceres, når en flod krydses, og når nye sider af området opdages.

I ly af mørket krydses grænsen til zonen, der overnattes i forladte landsbyer og tomme boligblokke. I Pripyat holdes lav profil, indtil dagsturisterne er væk: ”After the tourists go home – the city is our playground.” Måske har Aleksijevitj ret, når hun skriver: ”Folk rejser for at få nye og ekstreme indtryk, som ikke findes mange steder i verden, der er for tæt beboet og uden uudforskede områder. Det er blevet kedeligt at leve.”

Tjernobyl for Stalkerne

Ifølge forfatteren Darmon Richter er Tjernobyl i dag alt andet end dødt. Tjernobyl er ikke et sovjetisk Pompei stivnet i al evighed, men et levende sted. Her flokkes horder af turister, som den helt særlige gruppe af besøgende, som Richer selv er én af: Stalkerne. 

Præget af post-sovjetisk modkultur, sci-fi eskapisme og en længsel efter spirituel selverkendelse krydser Stalkerne grænsen til zonen om natten og flakker omkring i landsbyerne, overnatter i forladte boligblokke og mærker fortidens tyngde i koldkrigspropagandaen, radarstationer og radioaktivt affald. Risikoen for at blive arresteret synes ikke at gøre de illegale ture mindre attraktive. 

Som Stalker må man naturligvis tage afstand til temaparken Tjernobyl, til ”Chernobyl Tour’s slick, branded, exit-through-the-gift-shop approach”, og man falder heller ikke for dukker-med-gasmasker stilleben. Richter er desuden meget bekymret over den stigende turisme, som på ingen måde er ”bæredygtig” i forhold til den skrøbelige tilstand, som Pripyat og de omkringliggende landsbyer befinder sig i. De rigtige stalkere behandler området med respekt, modsat mainstream-turisterne, og de går deres egne veje.

Tjernobyl for raverne

Naturligvis findes der også en ”Chernobyl rave scene”, som samler primært unge ravere fra Kiev, der på grænsen til eksklusionszonen danser natten lang i faldefærdige kontaminerede industrianlæg. 

“It’s a post-apocalyptic romance”, siger en raver. I baren kan man få sig en ”black stalker”. På spørgsmålet om at det etisk korrekt at arrangere et rave i Tjernobyl svarer aftenens DJ: ”Why not? Chernobyl is ours, it’s our history.” ” En bizar subkultur” udfolder sig omkring Tjernobyl, skriver magasinet Slate (2014). De unge mennesker ”søger den hellige gral” i zonen, og de deler informationer og råd via krypterede beskeder og på lukkede internetfora.  

Flere ravere nævner computerspillet S.T.A.L.K.E.R (fra 2007) som inspiration, og en af skaberne af spillet, Alekseij Sytianov, fortæller, at det udspiller sig i området omkring Tjernobyl og at ”the most important thing is the mystical atmosphere.” ”Being around abandoned, destroyed places while heading toward one big goal and true wish, the player starts to be in contact with something – something that is even hard to describe with words.” 

Tjernobyl for daytrippers 

Chernobyltravel, gammatravel, Chernobyltours, Chernobylwelcome, Chernobylexclusivetours. Der er nok at vælge af, hvis man overvejer at besøge Tjernobyl, og hvorfor ikke tage på den eksklusive 500 €-tur, hvor man får fem dage i zonen? Man kan også nøjes med at køre igennem zonen i en Volga iført fuld russisk uniform for kun 99 €. Turistbranchen er en omstillingsparat størrelse, der hurtigt kan reagere på turisternes nye behov. Og som tilsyneladende er ligeglade med Aleksijevitj og andre boomer’es forargelse over unges ”upassende selfies” fra zonen. 

En søgning på #pripyat giver tæt på 200.000 opslag, og æstetikken på de mange snapshots og selfies er med al tydelig hentet fra den russiske filminstruktør Tarkovksy kultfilm Stalker: Naturen der æder ruinerne, de slørede farver i det falmede tapet, og totalbilleder af øde boligblokke, veje og pladser, som skal illustrere tomheden og fravær af mennesker og liv. Desuden er der de obligatoriske stilleben af gasmasken i et klasselokale, af de opslåede noder på det mørnede klaver, af sovjetisk propaganda strøet ud med visuel sans. Her kommer vi helt tæt på støvkornenes leg på det rustne skrot. Kort sagt sentimentalt og iscenesat forfald. Nogle kalder stilen for ruin porn. 

Men hvem ejer Tjernobyl, kunne man spørge? Er det raverne? Stalkerne? Urban explores? Dagsturisterne? Tjernobyl er imidlertid ikke bare et sted, det er også en begivenhed, den største nukleare katastrofe siden Anden Verdenskrig. Og den ejer vi alle sammen.

Skrevet af Morten Lassen, cand.mag. i Litteraturvidenskab, underviser i dansk og historie ved Københavns VUC. Har skrevet flere artikler og bøger om Østeuropa og Rusland, bl.a. Mødet med det totalitære. Læsninger i nyere østeuropæisk litteratur (2006). Har ikke selv været i zonen, kun i mine drømme. Og mareridt.

Hovedfoto: Viktor Hesse // Unsplash