UKRAINE| I Ukraine har flere protestantiske menigheder sat ind for at hjælpe socialt udsatte grupper. Mens staten mangler ressourcer til at tackle de omfattende problemer med alkohol- og stofmisbrug, har menighedernes arbejde med narkomaner og alkoholikere vist sig effektivt. Dette afspejles også i menighedernes interne strukturer, hvor flere af de mest engagerede nøglepersoner i dag er tidligere stofmisbrugere.

Da jeg i 2016 tog til Ukraine for, som en del af min Ph.D. i socialantropologi, at studere forandringerne i den ukrainske Baptistbevægelse, blev jeg hurtigt opmærksom på deres sociale hjælpearbejde. I alle menighederne mødte jeg tidligere stofmisbrugere, der kunne berette om, hvordan de kun havde fået hjælp gennem kirken. 

Stat og kirke efter Sovjet

Efter sovjetstyrets kollaps in slutfirserne, oplevede ukrainerne, at problemer med især narkotika eskalerede i landet. Mens alkoholisme havde været et alvorligt, men velkendt problem allerede under sovjettiden, var narkotika en relativ ny udfordring, der voksede med epidemisk hast. De skiftende regeringer i det nye uafhængige Ukraine manglede både viden, ressourcer og kapacitet til at håndtere problemet. De havde ikke samme kompromisløse linje som deres forgængere under sovjetstyret, der havde holdt det nede med hårde straffe for at besidde eller producere stoffer. Derudover manglede der også vilje og ressourcer fra regeringernes side til at hjælpe stofmisbrugerne, der hurtigt blev en ny social stigmatiseret gruppe på linje med alkoholikere, hjemløse og andre udsatte. Mens der er flere dyre private rehabiliteringscentre Ukraine, er de få statsstøttede tilbud langt fra nok til at håndtere problemets omfang.

På samme tid opstod nogle helt nye muligheder for de kristne menigheder. Fra at have været undertrykt af det ateistiske styre, kunne de nu etablere menigheder og kirker, indgå i et globalt samarbejde hvor især amerikanske missionærer kom til Ukraine i stort antal, og de kunne åbent hverve nye medlemmer til deres menigheder. Forandringerne kom hurtigt, og en bølge af masseomvendelser i det ukrainske samfund karakteriserede 90-erne. For bevægelser som for eksempel Pinsebevægelsen og Baptistkirken, blev socialt hjælpearbejde en central del af deres aktiviteter, og er det stadig den dag i dag. Ifølge et studie af den ukrainske sociolog Lyubashchenko fra 2010 var de nye protestantiske bevægelser i Ukraine, der opstod efter Sovjetunionens kollaps, veludviklede både indenfor kulturlivet, uddannelses- og sundhedssektoren, og nogle af deres mest effektive projekter er rettet mod folk der lider af alkohol- og stofmisbrug og/eller er smittet med HIV/AIDS. Lyubashchenko fremførte, at de således udviklede strukturer, som kunne konkurrere med de etablerede statsstrukturer. Med en mere humanitær og målrettet indsats har de vist sig at have overraskende succes med at få folk ud af misbrugsmiljøerne. 

Fra stofmisbrug til religion

For baptisterne, hvor jeg udførte mine studier i 2016, er det at udføre socialt hjælpearbejde en populær måde at opsøge og omvende folk på. Et af de områder, der har høj prioritet, er indsatsen overfor narkomaner, der får hjælp gennem baptisternes rehabiliteringscentre. Baptisterne opsøger selv aktivt misbrugerne og beder dem komme ind på centrene, hvorved de bliver fjernet dem fra deres udsatte miljøer. At få folk stoffri er ikke det eneste mål. Stofafvænningen skal helst ske gennem en omvendelse til den kristne tro. Selv om baptisterne ikke afviser nogen, heller ikke folk, der ikke viser interesse for Bibelen, er endemålet stadigt, at menighederne skal styrkes i størrelsen. Dermed er der også en rationel kalkulering inde over deres hjælpearbejde. De folk, der kommer, er meget syge og har oftest mistet både deres familie og job. Udover at hjælpe dem ud af misbruget, viser baptisterne dem vejen til et nyt fællesskab i deres menighed. Derigennem fungerer deres hjælpearbejde som en effektiv hvervning af nye medlemmer. Baptisterne har selv etableret centrene og det er dem, der står for den daglige drift og hjælp – også selv om de reelt set ikke har uddannelsen til det. 

For de, der gennemfører programmet, er det meget populært at fortælle deres historie i religiøse vidnesbyrd. En mand berettede eksempelvis, hvordan han var ved at dø af sit stofmisbrug, da han fik et telefonopkald fra en gammel ven, som han tidligere havde taget stoffer sammen med. Vennen fortalte, at han var på et religiøst rehabiliteringscenter, hvor han læste Bibelen og var ved at komme ud af sit misbrug. Manden troede først, at hans ven var gået fra forstanden, men som hans eget misbrug tog til, og som han kom længere ud i kriminalitet for at skaffe penge til stoffer, blev han optaget af at følge sin vens eksempel. Ved vennens hjælp kom han til sidst til det samme center, hvor han blev hjulpet ud af sit misbrug. Der var mange lignende historier, der centrerede sig om, hvordan folk gennem den nemme adgang til stoffer kom ud i misbrug, der kostede dem deres familie og job, ligesom de blev alvorligt syge. Selv om det langt fra var alle der formåede at blive deres afhængighed kvit gennem baptisternes arbejde – flere stak af og vendte tilbage til de miljøer de kom fra – var succesraten tilstrækkelig høj til at det i hver eneste menighed jeg besøgte, var normen at mange af medlemmerne var tidligere misbrugere. 

”Krokodil”

Et af de stoffer, der er meget udbredte i Ukraine er ”Krokodil.” ”Krokodil” er et billigt fremstillet stof bestående af kodein-holdige piller, der bliver blandet med rød fosfor og jod. ”Krokodil” kommer oprindeligt fra Rusland, hvor det også misbruges i stor stil. Grundet den primitive fremstillingsmåde, den lave pris og lette tilgængelighed er stoffet også hurtigt blevet populært i det ukrainske misbrugsmiljø. Det har sit navn, fordi huden, de steder hvor stoffet sprøjtes ind, kommer til at ligne skæl – ligesom krokodilleskind. Flere tidligere misbrugere fortæller, hvordan misbruget af ”Krokodil” havde haft store helbredsmæssige konsekvenser. Nogle havde været tæt på at dø.   

En af de baptister, der hjalp til på et af rehabiliteringscentrene, fortalte, hvor chokerende en oplevelse det i starten havde været for ham. Han boede sammen med både stofmisbrugere og alkoholikere på et af baptisternes centre. Det var hans ansvar at hjælpe dem gennem den første vanskelige tid efter deres ankomst og læse Biblen med dem. Det, der var sværest for ham ved arbejdet, var den gennemtrængende lugt at råddent kød, der kom fra de store sår, som de nyankomne havde på kroppen. Dette var nogle af konsekvenserne, som udbredelsen af ”Krokodil” havde, hvor vævet langsomt, men sikkert, blev deformt, råddent og ødelagt. Billige, syntetiske og lettilgængelige stoffer som ”Krokodil”, der skaber afhængighed og forårsager store skader, eksemplificerer nogle af de udfordringer, der er med misbrugsproblematikkerne i Ukraine. 

Vejen ud af misbrug

Narkotikamisbrug er blevet en meget tydelig og omfattende problemstilling i det ukrainske samfund, hvor flere protestantiske bevægelser arbejder for at få folk stoffri. Dette har i sig selv skabt en reel sneboldseffekt, hvor tidligere narkomaner, der har været gennem de religiøse rehabiliteringscentre, opsøger venner i misbrugsmiljøerne for at hjælpe dem. I dagens Ukraine har kirkerne i vid udstrækning påtaget sig statens ansvar, som de indenfor deres eget regi, håndterer meget effektivt. En del af forklaringen skal findes i manglen på ressourcer kombineret med den relative berøringsangst, som staten har udvist overfor problemet med stoffer, kontra det store personlige engagement fra menighedernes side. Gennem egne erfaringer i misbrugsmiljøet og deres opsøgende arbejde, får de effektivt folk ind på deres centre. At en af baptisterne eksempelvis var kørt over 1000 km for at hente en ven ud af misbrugsmiljøet og bringe ham til et rehabilitationscenter, er blot et eksempel på det engagement man finder i de protestantiske bevægelser. Men situationen vidner også om, at der ikke er nok statsstøttede tilbud til dem, som gerne vil ud af deres misbrug uden at det indebærer en religiøs omvendelse. 

Referencer

Lyubashchenko, V. (2010) Protestantism in Ukraine: Achievements and Losses. Religion, State and Society, 38(3): 265-289

Eugenijus Liutkevičius er post.doc på Vilnius University i Litauen og ekstern lektor på Vytatuas Magnus University  i Kaunas, Litauen. Han har sin PhD fra Birmingham University i UK, hvor han skrev om forandringerne i den ukrainske Baptistbevægelse. 

This project has received funding from European Social Fund (project No 09.3.3-LMT-K-712-23-0116) under grant agreement with the Research Council of Lithuania (LMTLT)

Foto: Unsplash