KROATIEN |  Den kroatiske by Vukovar er en central brik i landets erindring af fortiden og opfattes i dag som én af grundstenene for landets selvstændighed. I midten af november forsamles kroater i byen, hvor de mindes belejringen af Vukovar i 1991 samt ofrene, der mistede deres liv. Men hvilke ofre er der plads til i fortællingen om Vukovar?

Hvert år i midten af november danner den østlige kroatiske by Vukovar, ved floden Donau på grænsen til nabolandet Serbien, rammerne for én af de centrale mindehøjtideligheder i nyere, kroatisk historie. Ved den storstilede mærkedag mindes Kroatien officielt belejringen af Vukovar fra august til november 1991 og de kroatiske ofre, der mistede livet i hænderne på de besættende serbiske styrker. Byen, der har fået æresprædikatet Heltenes By (grad heroja), har siden da cementeret sin plads i den kroatiske, kollektive erindring som stedet for en skelsættende begivenhed under krigen fra 1991 til 1995, der i Kroatien kendes som Fædrelandskrigen. 

På trods af at små tredive år er gået siden krigens afslutning, er fortællinger om fortiden stadig den dag i dag yderst betændte. De er en kilde til gennemgående og tilbagevendende spændinger, både mellem regionens politiske ledere såvel som på tværs af etnicitet. Det er også tilfældet med fortællingen om Vukovar. 

Den årlige, officielle ceremoni afholdes d. 18. november, der i den kroatiske mindekalender er blevet døbt Mindedagen for Vukovars ofre (Dan sjećanja na žrtvu Vukovara). Tusindvis af kroater, veterangrupper og tidligere krigsgeneraler, samt pårørende samles for at mindes de kroatiske ofre og belejringen. Ligeledes deltager højtstående repræsentanter fra den kroatiske politiske scene også. 

Højtidelighedens centrale omdrejningspunkt er den officielle parade (kolona sjećanja). Her går de deltagende i et længere optog fra byens hospital i centrum, hvor de sårede forsvarere blev behandlet, til mindekirkegården for krigsofrene, der ligger uden for byen. Vigtigheden af kroatisk sammenhold, samt fortællingen om en gennemgående lidelse og sorg, som landet har måttet udholde for at cementere sin uafhængighed og eksistens, er den altoverskyggende røde tråd i dagens taler. 

I sommeren 1991 da Jugoslaviens endelige sammenbrud blev en realitet, var centrum for voldsomme kampe og sammenstød netop her i den multietniske by Vukovar i det østlige Kroatien.

Fra august 1991 belejrede den jugoslaviske hær (Jugoslavenska narodna armija), styret fra Beograd, samt serbiske paramilitære enheder, byen i syvogfirs dage. Under belejringen blev byen sønderbombet og mange af dens forsvarere blev både tortureret og myrdet, bl.a. ved den nu berygtede Ovčara-massakre d. 20. november 1991. Det estimeres, at i omegnen af 20.000 blev ofre for etnisk udrensning. Såvel kroater som andre etniciteter, herunder serbere, muslimer og ungarere, mistede livet. 

Hvis ofre mindes i heltenes by?

Som det eneste af de tidligere jugoslaviske republikker kom Kroatien ud af 1990’erne som både en vinder og et offer. Landet lykkedes nemlig at opnå uafhængighed samt international anerkendelse, og – i modsætning til andre nabolande – uden væsentlige grænsestridigheder. På modsatte side – og lige så vigtigt – har landet kunnet styrke fortællingen om et Kroatien, der var offer for både interne stridigheder mellem kroater og serbiske kroater, samt serbisk nationalisme og aggression. I denne todelte fortælling spiller mindehøjtideligheden i Vukovar og fortællingen om byen en central rolle og udgør på den måde et samlingspunkt for kroater. Fortællingen er dog ikke problemfri. 

For at cementere byens plads er flere initiativer blevet iværksat. Ved mindehøjtidelighedens pompøse taler bliver byens kroatiske ofre for serbisk aggression ofte fremhævet. Dette på trods af at flere daværende indbyggere af anden etnicitet tilsluttede sig forsvaret af byen. Ligesom byens konstellation var multietnisk, ligesådan var byens forsvarere af forskellige etniciteter. 

Det multietniske element, samt serberes deltagelse i forsvaringen af byen, kommer dog i anden række. Som den nuværende kroatiske premierminister Andrej Plenković gjorde det klart i 2022: “Vukovar er en grundsten for kroatisk frihed, demokrati og uafhængighed,” og fortsatte: ”navnene på de kroatiske forsvarer, og alle Vukovars ofre, vil for altid være skrevet ind i den kroatiske historie.” I fortællingen findes der oftest udelukkende plads til “vores ofre”. 

På trods af at dele af byens kroatiske serbere kæmpede side om side med deres kroatiske landsmænd, og ligeledes led grusomme skæbner for deres deltagelse i forsvaringen af den multietniske by, bliver disse ofre således glemt og tilsidesat i den officielle kroatiske fortælling. Denne nationalisering af ofrene styrker det gennemgående syn, at kun ofre, der tilhører en specifik gruppe, er værd at anerkende og minde. Ligeledes går ekskluderingen af den jugoslaviske idé om multietnicitet igen i den overordnede kroatiske opfattelse af landets deltagelse i det jugoslaviske projekt. Hvilket også afspejler den grundlæggende holdning til Jugoslavien. I visse kredse betragter man nemlig Jugoslavien meget kritisk som en tid, hvor landet er blevet undermineret og underlagt centralregeringen i Beograd.

Nedrivning af kyrilliske skilte

Der er også andre indikationer på udfordringer med inklusionen af de serbiske kroater. Særligt anvendelsen af det serbisk-kyrilliske alfabet på skiltningen i Vukovar har vist sig at være problematisk for indbyggerne.

Lige siden uafhængigheden og den internationale anerkendelse tilbage i 1992 har Kroatien ellers haft flere særskilte regler om rettigheder for landets etniske minoritetsgrupper. Disse regler var i landets spæde start en væsentlig forudsætning for international støtte og anerkendelse, og de blev ligeledes senere hen centrale forudsætninger for det kroatiske indlemmelse i EU-familien. Herunder et EU-regulativ, der påbyder dobbeltsproget skiltning steder, hvor et etnisk mindretal udgør mere end en tredjedel af befolkningen. Disse rettigheder, der tilfalder mindretallene, beror på landets folketællinger, der foretages hvert 10. år.

I Vukovar er dette dog ikke gået problemfrit, og flere demonstrationer mod brugen af kyrillisk har set dagens lys. Ved demonstrationer har det gennemgående ståsted for de deltagende været, at Vukovar er en kroatisk by af særlig betydning, mens kyrillisk og dets negative konnotationer er en konstant påmindelse om Kroatiens lidelser under kampene mod de angribende serbiske styrker og militser i 1990erne. Særligt indflydelsesrige veterangrupper og lokalpolitikere har konsekvent modsat sig introduktionen af kyrillisk i byen.

I løbet af årene har flere kyrilliske skilte været genstand for hård og gennemgående kritik fra utilfredse borgere. Eksempelvis nedrev og ødelagde kroatiske krigsveteraner i 2013, umiddelbart efter Kroatiens optagelse i EU, vejskilte kort efter, at de var blevet opsat.

Folketællingen fra 2011, iflg. hvilken det serbiske mindretal i Vukovar udgjorde 34,8 procent, har været én af katalysatorerne for yderligere diskussion om skiltningsloven. Ved hjælp af flere manøvrer er højreorienterede politiske partier ad flere omgange lykkedes med at undtage byen for kravet om dobbeltsproget skiltning. Lokale partier stemte i 2013 for at ændre byens status og udråbte den “en by af særlig betydning.” Med folketællingen fra 2021, der angav et serbisk mindretal på blot 29,73 procent, ser det ud til, at debatten, i hvert fald for nu, har nået en afslutning. Umiddelbart i kølvandet på denne seneste folketælling, stemte lokalpolitikere for at stoppe anvendelsen af serbisk og det kyrilliske alfabet. 

Hvorvidt den seneste folketælling har ændret noget i Vukovar, er dog så som så, idet rettighederne for det serbiske mindretal faktisk ikke blev opretholdt til at begynde med. Det sidste ord i den sag er nok næppe sagt.

Den anden side af Vukovar

Uagtet at Vukovar, ligesom andre kroatiske byer, såsom historiske Knin, har en central betydning for nutidens Kroatien, er der også kritik af den førte politik. Flere kritikere hævder nemlig, at byer som disse oftest blot er genstand for politikeres instrumentalisering, som led i deres politiske spil eller kampagner op til de kroatiske valg. På trods af fornemme taler fra højtstående politikere og embedsmænd om byens vigtighed i dagene op til og under mindehøjtideligheden oplever byer som Vukovar demografisk og økonomisk tilbagegang. Resten af året er de ofte glemte og overladt til sig selv.

Mens Kroatien i disse dage gør sig klar til et af årets vigtigste mindehøjtideligheder, giver landets – indtil nu – overvejende selektive tilgang til mærkedagen årsag til splittelse på tværs af etniciteter. For et par år siden var der faktisk små tegn på, at Kroatien var klar til en mere inkluderende tilgang til fortiden, hvor anerkendelse af andres lidelser og eget ansvar stod centralt. Siden da er der dog ikke sket yderligere. Alt indikerer derfor, at den forestående Vukovar-mærkedag vil udspille sig med samme fokus og på samme måde som hidtil. 

Foto: Kolona Sjećanja i Vukovar, 2017 – Kilde: Sokac121 (CC 4.0)