POLEN | Alt imens verdens opmærksomhed vendes mod flygtningesituationen ved grænsen mellem Belarus og Polen, som også er en EU-ydergrænse, kan den tysk-polske grænse ende med at blive en grænse når det kommer til kvinders rettigheder. Polen kan ikke på noget tidspunkt siges at have været et foregangsland for kvindefrigørelse, men kvindernes situation i landet er i dag værre, end den længe har været. 

Polakkerne er katolikker. Kirken spiller en stor rolle i landets politik og er en vigtig del af den nationale identitet. Af samme grund bryder de  sig ikke om etiketten ”østeuropæisk”. For polakkerne er Østen lig med ortodoksi, altså deres belarussiske og ukrainske naboer. I modsætning dertil står katolicismen, der for dem er lig med Vesten, som de også historisk set altid har været en del af, med undtagelse af de 42 år under kommunistisk regime. 

Hvor paradoksalt det end kan lyde, havde de polske kvinder på visse punkter bedre forhold under kommunisttiden, end de har i dag – i hvert fald på papiret. Kommunisterne gik højt op i uddannelse og lighed, og det havde konsekvenser på kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet, samt deres adgang til f.eks. abort, som kvinder havde fri adgang til fra 1956. Dog lykkedes regimet aldrig at ændre kønsrollerne, så for mange kvinder betød ligheden, at de skulle uddanne sig og arbejde, og samtidig tage sig af hus og hjem, hvor mændene ikke bidrog. Efter regimets fald kunne den katolske kirke i Polen atter udøve den indflydelse på samfundet, som den havde haft op til 1947. Kommunisttiden og dens værdier blev set som værende påtvungne udefra, og at finde tilbage til traditionelle, katolske værdier var at vende tilbage til et uafhængigt Polen. En konsekvens af dette var, at adgangen til abort blev begrænset i 1993. Abort var nu ikke længere en frit tilgængelig sundhedsydelse, men kun mulig ved problemer med fosteret (f.eks. misdannelser, fare for moderens sundhed, voldtægt og incest. 

I oktober sidste år vedtog Sejm, det polske parlament, en stramning af den allerede ret restriktive abortlovgivning. Det medførte, at abort som udgangspunkt ikke længere er muligt. Forfatningsdomstolen bekræftede i oktober 2020 gyldigheden af loven. Argumentet var to artikler i den polske grundlov, der garanterer ”alle beskyttelsen af det menneskelige liv” og at ”den menneskelige værdighed er medfødt”. Med andre ord er et menneske defineret som et menneske allerede ved undfangelsen. Derfor er det at foretage en abort i strid med den polske forfatning. Der er fortsat tre undtagelser: 1) Hvis graviditeten truer morens liv, 2) hvis graviditeten er resultatet af en voldtægt og 3) hvis den er resultatet af incest. Muligheden for at få en abort hvis fosteret er vanskabt er bortfaldet. Det udløste en enorm reaktion i hele landet. Kvinderne drog på gaden i protest og erklærede strajk kobiet – kvindestrejke. 

Udover det faktum, at loven er et stort indgreb i kvinders liv, er der flere spørgsmål, Forfatningsdomstolen ikke har svaret på. Hvordan kan man definere et befrugtet æg som et menneske? Hvordan definerer man, hvornår graviditet bringer morens liv i fare? Kan en kvinde få ret til abort, hvis graviditeten ikke udsætter hende for livsfare, men får andre alvorlige konsekvenser, f.eks. lammelse? Og hvordan kan hun få ret til en abort efter en voldtægt – skal voldtægten kunne bevises, og hvordan bliver den i så fald det? 

Den nye lovgivning har også en social slagside. Polen er medlem af Schengen, og landets borgere har ret til at bevæge sig frit i hele Schengen-området. Denne frihed indebærer også friheden til at tilgå medicinske ydelser i et andet EU-land, ligesom når danskere tager til Flensborg, Prag eller Budapest for at få fikset tænderne. Bemidlede kvinder kan derfor blot rejse til Tjekkiet eller Tyskland og få foretaget en abort der. Resten har valget mellem at gennemføre graviditeten eller få foretaget en ulovlig abort i Polen med alle de risici, det måtte medføre. Et skøn fra 2018 går på at 200.000 illegale aborter blev foretaget det år. 

To berygtede og tragiske sager i polske medier har bidraget til, at den konservative PiS-regering, der ellers har en solid vælgerstøtte bag sig, er kommet i modvind. Den første handler om Alicja, en mor, der af sin øjenlæge fik at vide, at videre graviditeter kunne medføre blindhed. Det lykkedes hende ikke at få godkendt en sterilisering, og da hun trods prævention alligevel blev gravid, faldt hendes graviditet ikke under lovens tre undtagelser. Risiko for blindhed er nemlig ikke livsfare, og altså kunne hun efter den nye lovgivning ikke få abort. Hendes øjne blev opereret efter fødslen, men uden held, og hun er i dag uarbejdsdygtig og næsten blind. Den anden handler om Izabella, hvis graviditet var risikabel, og hvis foster ikke var velskabt. I sin 22. uge mistede hun fostervandet, men lægerne insisterede på at afvente fosterets død i livmoderen, før de fjernede det, for ikke at overtræde abortlovgivningen. Izabella fik feber, gik i septisk chok og døde på hospitalet. 

Endnu en bølge af protester skyllede igennem landet, og på de sociale medier samledes folk bag hashtagget #AniJednejWięcej (”ikke én mere”). Demonstrationerne har ikke væltet regeringen, men har synliggjort en tendens i det polske samfund, hvor befolkningen er mindre konservative end regeringen og hvor traditionelle værdier med rod i katolicismen ikke længere er så selvfølgelige, som de tidligere har været. 

Således viser en meningsmåling, at 66% af polakkerne går ind for retten til abort, hvilket står i skærende kontrast med regeringens politik, men også med kirkens traditionelle værdier. I et land, hvor kirken traditionelt spiller en stor rolle og udgør en del af den nationale identitet, er det en ændring, der kan få følger. Den polske regering står indtil videre stærkt på en symbolpolitik, der får Vesten til at fremstå som et skrækscenarie, hvor køns-teorier nedbryder familier og gør børn til homoseksuelle. De der går ind for abort har været fremstillet som uansvarlige børnemordere. Det ser dog ikke ud til, at det er en udlægning, polakkerne er enige i, og det er ved at gå op for borgerne, at det politiske spil om symbol- og værdipolitik kan have endog meget reelle konsekvenser: At deres liv og førlighed bliver set som collateral damage. 

Sagen om adgangen til abort i Polen er også skvulpet over til dansk politik, hvor partierne Radikale Venstre og Enhedslisten foreslår, at Danmark skal tillade polske kvinder abort. De to partier ser det som en form for historisk tilbagebetaling, da danske kvinder tog til det dengang kommunistiske Polen for at få abort, indtil abort i Danmark blev tilladt i 1973 – 17 år senere end i Polen. Hvorvidt det danske sundhedsvæsen kommer til at hjælpe polske kvinder, og hvordan det i så fald skal foregå er i skrivende stund ikke afgjort. Derimod vil det blive kompliceret at omstøde den polske Forfatningsdomstols beslutning, og behovet for hjælp til polske kvinder er desværre reelt – og vil sandsynligvis forblive det i overskuelig fremtid.

Hovedfoto: Unsplash