RUSLAND | Den 11.-13. september skal borgerne i 18 russiske regioner til stemmeurnerne og vælge deres overhoved for de næste 5 år. Og i år bliver der holdt særligt godt øje med resultaterne fra Kreml, da valgene kan betragtes som en generalprøve for næste års parlamentsvalg.
Traditionen tro skal der i september afholdes regionalvalg i Rusland. Her skal 18 af landets 85 regioner vælge guvernører. Udover guvernørvalgene skal der fyldes fire pladser i Dumaen, være valg til lokale lovgivende forsamlinger i 11 regioner og afholdes byrådsvalg i 22 regionale hovedstæder. I år vil regionalvalgene foregå under særlig bevågenhed fra Kreml.
Ruslands føderale struktur
Tæller man Krim og byen Sevastopol med, er Rusland delt op i 85 regioner, eller ‘føderale subjekter’, som de hedder i forfatningen. Disse udgøres af enheder, der hedder oblaster, republikker, krajer, okruger, føderale byer og et enkelt autonomt oblast. Alle regioner har lige repræsentation i parlamentets overhus, Føderationsrådet, men derudover har de forskellige grader af autonomi. Nogle af regionerne, for eksempel Tjetjenien, har deres egen forfatning og sågar en præsident, mens andre har en meget lav grad af selvbestemmelse. Derfor kan russiske regioner ikke sammenlignes med amerikanske stater, der alle har lige vilkår og samme grad af autonomi. Hver af Ruslands regioner har et overhoved; nogle hedder præsidenter, men størstedelen er guvernører, hvorfor de oftest bare kaldes dette.
Guvernørerne er siden 2012 blevet valgt af regionernes indbyggere. I en syvårig periode forinden (2005-2012) blev de i praksis udpeget direkte af præsidenten. Det kan virke underligt, at man genindfører valg i et autoritært regime som Rusland, men der er flere gode grunde til det. For det første var det en indrømmelse, man nemt og smertefrit kunne give protestbevægelsen, der ved flere lejligheder trak mere end 100.000 mennesker på gaden i anti-regime protester i 2011-2012. For det andet udfylder valg og partier en vigtig funktion i Rusland, til trods for dets autoritære karakter.
Valg i autoritære regimer
Ved at afholde valg sikrer man et slør af legitimitet udadtil; det ligner for befolkningen, at man kan påvirke den retning, landet går i. Samtidig er valgene en oplagt mulighed for at få et indtryk af befolkningens præferencer og se, hvilke politiske spørgsmål, der ligger dem på sinde. Selvom man er et autoritært regime kan man ikke ignorere dette fuldstændigt – hvis ikke befolkningen er tilfreds i en eller anden grad, kan man ikke bevare magten. Sidst, men ikke mindst, er valgene en mulighed for at fordele goder, som for eksempel magtfulde stillinger, til dem, der støtter regimet.
Man kan selvfølgelig kun belønne kandidaterne, hvis man manipulerer valgene på en måde, hvor det er muligt at sikre, at der ikke vælges kandidater, der er direkte kritiske over for Kreml, men at der samtidig stadig er en smule konkurrence. Dog kun mellem kandidater, der støtter regimet. På den måde får man eliten til at kæmpe om regimets gunst. Derfor var genindførslen af direkte guvernørvalg ikke demokratiserende, men magtkonsoliderende.
Forenet Rusland: Et hegemonisk parti
I skrivende stund er 59 ud af Ruslands 85 guvernører fra det uofficielle regeringsparti Forenet Rusland. Også i parlamentets to kamre, Føderationsrådet og Dumaen, dominerer Forenet Rusland. Partiet har eksisteret siden 2001 og er, hvad man i den akademiske litteratur ville kalde et hegemonisk parti.
Mens nogle autoritære regimer blot har ét parti (for eksempel Kina), har andre regimer flere partier, men ét, som dominerer. Det hegemoniske parti har en klar majoritet i parlamentet og er tæt forbundet med regimet, enten ved at lederen er medlem af eller støttes af partiet. Ved at have et hegemonisk parti kan man formalisere uddelingen af privilegier og karrieremuligheder til dem, der støtter mest og bedst op om regimet. Det er en quid pro quo-situation, der sikrer, at eliten fortsat støtter regimet, fordi den kan drage nytte af det. Forenet Rusland spiller derfor en væsentlig rolle i forhold til at holde regimet ved magten. Fordi partiet har så mange sæder i parlamentet, har de en høj grad af kontrol, hvilket sikrer en nem lovgivningsproces for regimet. Samtidig mindsker man potentielle gnidninger mellem regionerne og centrum ved at have partiets kandidater på guvernørposterne
På grund af denne konstruktion, som er en væsentlig del af forklaringen på Putins faste tag i magten gennem de sidste 20 år, holder Kreml øje med, hvordan det går Forenet Ruslands kandidater. Hvis ikke Forenet Ruslands kandidater fortsat sidder på taburetterne, forsvinder regimets overtag.
Valgmanipulation: Ikke længere blot stemmesnyd
Tidligere har man brugt stemmesnyd til at sikre, at den ‘rette’ kandidat vandt. Efter Dumavalget i 2011, der resulterede i store protester, er man dog i højere grad gået over til at manipulere valgene ved at forhindre uønskede kandidater i at stille op. Det har været en stor succes og har sikret at størstedelen af guvernørposterne er gået til Forenet Rusland siden 2015.
Desværre for styret har det også medført en faldende valgdeltagelse og i visse tilfælde protester, som ved Moskvas lokalvalg i sensommeren 2019. Her blev flere regimekritiske kandidater forhindret i at opstille, hvilket fik op mod 50.000 mennesker til at demonstrere. Disse kandidater var alle en del af den ikke-systemiske opposition.
Når man taler om oppositionen i Rusland, taler man om en systemisk og en ikke-systemisk. Den systemiske udgøres af de partier, som får lov til at stille op og endda vinder sæder, men som i praksis støtter regimets linje. De stemmer det samme i parlamentet som Forenet Rusland, men er et røgslør, der får det til at ligne, at der findes en opposition og dermed reel konkurrence i Rusland.
Den ikke-systemiske opposition støtter derimod ikke op om regimet. Aleksej Navalnij, der for nyligt blev forgiftet, er en af frontpersonerne i den ikke-systemiske opposition. Forgiftningen kom på et, for regimet, utrolig belejligt tidspunkt. Han har rejst rundt i Rusland henover sommeren for at samle den ikke-systemiske opposition og opfordre befolkningen til at stemme taktisk på de kandidater, der med størst sandsynlighed kan vinde over Forenet Ruslands kandidat. Derfor har han været en torn i øjet på Kreml.
Selv med Navalnij sat ud af spillet kan Forenet Rusland få det svært ved årets regionalvalg. Hvis ikke de både kan mobilisere støtte til sine kandidater og sørge for en høj stemmedeltagelse mister regimet værdifuld legitimitet. Samtidig risikerer de, at oppositionen bliver endnu modigere ved næste år. Hvis ikke de vante strategier virker må Kreml vurdere hvad der skal gøres fremover – og måske endda overveje nye metoder til at sikre regimet.
