BOGOMTALE | Nyoversat skønlitterært værk om fremførte propagandastykker for Putin, USAs Happy Meal-kultur og et parrallelunivers med lidt for mange genkendelige elementer. En fortælling, der fører læseren fra stolthed til græmmelse og ind i magtens væsen med kæberaslere til det typiske vestlige verdenssyn. Et fascinerende indblik i, hvordan verden ser ud, når man ser det fra et af Kremls vinduer og gennem den almene russers øjne. 

Giuliano Da Empoliro. Troldmanden fra Kreml. København: Politikens Forlag. 2023, 275 sider

Forfatteren bag værket, Giuliano Da Empoli, der er uddannet journalist og politisk rådgiver med speciale i politisk propaganda, kunne nemt have skrevet en tør, akademisk analyse om Rusland. Men at omforme analysen til roman, hvor karakteren Vladimir Baranov (baseret på samtaler med Vladislav Surkov, tidl. spindoktor for Putin) er fortællerstemmen, er et effektivt og elegant kneb.  

På få sider formår Empoli via Baranov på klar og enkel vis at forklare noget, som nok ikke står klart i Vesten; med kendskab til Maslows behovspyramide (først og fremmest; sikkerhed, tryghed) bemærkede Putin russernes lede ved 1990’ernes røverkapitalisme, hvor uvilkårlighed og usikkerhed herskede, og hvor volden i gaderne mellem konkurrerende gangstere forklædt som forretningsmænd, steg til uhørte højder. Er det frihed, eller et samfund i kaotisk opløsning?

Frygten er magtens ven

Straks efter Jeltsins tid ved magten, blev Putins førsteprioritet da også at sikre den almene russer sikkerhed og orden i samfundet. Den tidligere KGB-agent Putin lod fingeren hvile på folkestemningens puls og mærkede, at det eneste folk virkelig frygtede, var tilbagevenden til kaos. Og hvad er nemmere, når man gerne vil beholde magten, end fra tid til anden at minde folket om netop dét. Argumentationen er overbevisende: Frygten er den kløgtige magthavers ven. Det er her Baranov o.a. kommer ind i billedet, da kravet om at fremmane et billede af en evigt lurende trussel og Putin, som folkets eneste beskytter, en ny tsar, kræver en spindoktors flair.

I ulvesamfundet

En lille kuldegysning følger med Baranovs næste afsløring. I det regelbundne, pedantiske Vesten må og skal alt gå efter bogen, helt bogholderagtigt. Nok fordi der forefindes en lang historisk tradition for dette ”regelrytteri”, som Baranov lettere nedladende ser det. I Rusland, mener han, er regler til for at blive bøjet og formet af den øverste leders, alfahannens, vilje. En russisk leder er én der, om nødvendigt brøsigt eller brutalt, viser at han VIL. Det er også et samfund, hvor en smilende person hurtigt opfattes som en dåre. Måske baggrunden for den bløde og venlige Michael Laudrups trængsler som træner i Spartak Moskva, der bl.a. blev begrundet med mentalitetsforskelle. Ja, det er svært at lede som et lam, når man er i et ulvesamfund.

Status: vulgært pengeforbrug

I dette system er privilegier lig med alfa og omega, hvilket forklarer stenrige russeres demonstrative smiden om sig med penge. Baranov kommer her med en slående ”FunFact” – at få f.eks. en datja i gave viser at man har høj status; er man selv nødt til at købe én, er man ikke vigtig. Et ekstravagant forbrug af penge viser blot, at man er i en magtfuld position, inde i alfahannens cirkel, og at man har privilegier i kraft af denne. Russiske penge er derfor lige så flygtige som anseelse ofte er. Modsat i Vesten, hvor penge er noget fundamentalt, noget man tæller og gemmer, igen som i et bogholderi.

Happy Meal-kultur vs. ægte kultur

En af de mest farverige og stærke forskelle på Rusland og Vesten, mener Baranov, er passionen. Det russiske samfund flyder på en stærk strøm af dybe følelser og stemninger, hævdes det. Når ordenen først er sikret, må en russisk leder tøjle følelserne, få stoltheden til at bruse i folkets bryst og blodårer. Jævnfør dyrkelsen af verdenskendte navne som Dostojevskij, Pusjkin, Peter den Store, ja, selv Stalin. Dagligdagens små trængsler glemmes i storhedens gyldne skær. I skarp kontrast til Vesten, hvor vi nærmest med foragt omtales som zombier eller hospice-patienter i et blodfattigt, ja, bogholderi af et samfund, udelukkende optaget af den næste solferie eller lignende trivialiteter

Forsmået og selvbevidst

”Problemet er den amerikanske kultur. En ikke-civilisation, som har gjort storheden umulig for at sikre hele verden et Happy Meal. Det er gennem lidenskaberne, at vi virkelig lever, fornuften holder os bare i live”.

Således skriver Limonov, en af Baranovs provokunstneriske bekendte, som også er baseret på en af Ruslands krøllede personligheder fra den virkelige verden uden for bogen.

Baranov må erklære sig delvist enig. Det russiske selvværd rager skyhøjt op. Øjenåbnende og provokerende. Og når der henvises til slanke, vestlige konsulenter og eksperter, der kom til Rusland for at styre fonde og banker, og som spankulerede rundt som romerske konsuler udsendt for at få styr på en fjern provins, tegnes en såret følelse af at være underkendt og misagtet lige så skarpt op. I Baranovs optik var det russerne, der besejrede kommunismen, rev diktaturet og Muren ned. Vesten vandt ikke den Kolde Krig, men tager æren for det.

Magikerens fortrydelse

Efter at have ladet vrede feminister, universitetsøkonomer, provokatører som Pussy Riot, økologer og andre beboere i idealistiske elfenbenstårne agere statister i stykket om demokrati og frihed, fortryder dukkeføreren Baranov dog til sidst. Han henviser til Jevgenij Zamjatins fantastiske, dystopiske roman ’Vi’, hvor det ultimative totalitære samfund beskrives – skrevet i protest mod Sovjetunionens udvikling under Stalin. 

Men forinden organiserer Baranov det hidtil største propagandastykke for Putins regime; OL i Sotji. Med et storslået historisk præget show forsøger han at sone det smertefulde systemskifte efter kommunismens kollaps i 1990’erne. I et stærkt billede viser han det svigt, der skete:

”I min generation havde vi set vores fædre blive ydmyget. Alvorlige samvittighedsfulde mænd der havde arbejdet hårdt hele deres liv, og som pludselig i deres sidste år blev sat helt ud af spillet, som en aboriginer, der prøver at krydse en motorvej.”

På besøg i en nær, men fjern verden

Ligger det på linje med Putins kommentar om Sovjetunionens sammenbrud som det 20. århundredes største katastrofe? Efter endt læsning har man fornemmelsen af at have besøgt et parallelunivers, genkendeligt og alligevel væsensforskelligt. Lidt rystet, for op er blevet til ned, og tabere er blevet til vindere, men godt underholdt er man. Og klogere, for selvom Baranovs romanfortælling er at finde i grænselandet mellem fiktion og virkelighed, og er et ensidigt partsindlæg, står det klart, at Rusland ikke ”bare sådan” ville blive, og ikke nødvendigvis vil være, som os.

Hovedfoto: Magasinet rØST collage // Unsplash

FØLG MED PÅ INSTAGRAM. KLIK HER: