De igangværende stridigheder mellem Serbien og Kosovo over lukningen af flere grænseposter mellem de to lande, skal ses i et større perspektiv. Kernen i striden handler i virkeligheden om Kosovos frygt for Serbiens optagelse i EU, skriver Arben Deliu i denne kommentar.
Et vigtig, men måske overset spørgsmål i grænsestriden mellem Serbien og Kosovo er: Hvorfor vælger den albanske regering i Kosovo at gribe ind med magt? Flere analytikere mener, at striden er et forsøg fra den kosovo-albanske regerings side til at score nationalistiske points op til valget. Alle er enige om, at operationen har skadet kosovo-albanernes forhold til sine allierede.
Hvis man ser på hele forløbet, så vil jeg være tilbøjelig til at sige, at albanerne ikke har fået meget ud af det.: Operationen forværrede kun forholdet til serberne – både i Kosovo og Serbien, en albansk betjent er blevet dræbt og albansk politi kunne ikke gennemtvinge det, de havde i tankerne på grund af kraftig serbisk modstand. Så en hurtig konklusion vil være, at albanerne har tabt på denne sag.
Billige nationalistiske point
Hvis man prøver at kigge nærmere på det, så vil man måske opdage at hele episoden er mere kompleks end som så. Der er ingen tvivl om, at regeringen har scoret billige nationalistiske points på dette her. På min nylige rejse igennem Kosovo, og igennem min kontakt med albanerne, hører jeg gang på gang krav om en mere hårdfør håndtering af situationen. Mange Kosovo-albanerne er af den overbevisning, at serberne kun forstår magtanvendelse, ergo skal der anvendes magt.
Mere moderate og fornuftige albanere er dog klar over, at en krig med serberne absolut ikke vil gavne dem, men de er også af den overbevisning, at man skal træde i karakter, og at det er det eneste som serberne forstår. Når man følger den tankegang, så vil jeg være tilbøjelig til at sige, at Kosovos regering har vundet på det, men jeg er overbevist om, at det ikke var det eneste mål.
En problematisk selvstændighed
Kosovo har været en selvstændig stat siden 2008, men alligevel er landet forhindret i at agere som suveræn stat på grund af Serbiens indstilling til Kosovo, blandt andet i kraft af den støtte som Serbien nyder i Rusland og Kina, samt en række andre lande, som har selv problemer med etniske minoriteter.
Til næste år er det 100 år siden, at den serbiske hær erobrede Kosovo under Balkankrigen i 1912 og de 100 år symboliserer for albanerne 100 års serbisk dominans og undertrykkelse af albanerne. De vil ikke acceptere at lade sig dominere af serberne, som de er blevet i perioden 1912-1999, efter at de er blevet selvstændige.
Albanernes frygt: Serbien i EU
Dette er det nationalistiske og følelsesmæssige aspekt, men der findes også et politisk aspekt: Serbiens indtrædelse i EU. Efter alle serbiske krigsforbrydere er blevet arresteret, er der blevet fjernet en stor sten på vejen mod serbisk EU-medlemsskab. Den positive omtale som Serbien har fået i forbindelse med arrestationen af krigsforbryderne, har givetvis vækket bekymring i Kosovo. Problemerne i Kosovo blev overskygget af arrestationerne og mange vestlige medier begyndte at skrive om, at Serbien var ved at blive parat til at blive medlem af EU. Den serbiske præsident Boris Tadic har understreget, at Kommissionsformand Barroso har udtalt, at anerkendelse af Kosovos uafhængighed er ikke krav i forbindelse med Serbiens medlemskab af EU. Dette kan kun vække bekymring i Kosovo.
Man kan så stille spørgsmålet: Hvorfor er det så problematisk for Kosovo, hvis Serbien indtræder i EU før Kosovo? Svaret er, at Serbiens ønske om at blive medlem af EU er en stærk forsikring for Kosovo, at Serbien vil anerkende landet som suveræn stat. Hvis Serbien bliver medlem af EU inden konflikten i Kosovo løses, vil der ikke længere være noget at forhandle med for albanerne. Der vil ikke være nogen grund for serberne i Kosovo til at anerkende Kosovo som en uafhængig stat, og der vil opstå en Gordisk knude, ligesom det er tilfældet i Bosnien. Alle reformer vil blive forhindret, og der vil opstå en status quo, som vil forsætte i uendelighed. Det er bl.a. i dette lys man skal se Kosovos regerings håndtering af situationen. Operationen har øget spændingerne, men samtidig har det vist verden, at problemerne stadigvæk er der, og at de venter på at blive løst.
Fremtiden
Det internationale samfund er en vigtig brik i løsningen af problemerne i Kosovo, og der er ingen tvivl om, at begge landes medlemskab af EU ville fjerne mange af problemerne. Men albanerne og serberne skal selv spille en vigtig rolle i løsningen af konflikten. Det er svært på nuværende tidspunkt, da der er meget had og mistro mellem de to befolkningsgrupper, meget mere end f.eks. mellem kroaterne og serberne eller bosniakkerne og serberne.
Albanerne må acceptere, at hvis de ikke vil miste den rigeste del af Kosovo i nord (målt på fremkomsten af mineraler), så må de acceptere, at give serberne udbredt autonomi, hvor serberne på anden side må acceptere Kosovos selvstændighed. Selvom det virker som utopi på nuværende tidspunkt, så er det utroligt vigtig at serberne og albanerne ratificerer den endelige aftale om Kosovo.
Lige meget hvor god aftale internationale samfund laver, så vil befolkningen og nationalisterne altid skyde skylden for alle problemer på denne aftale frem for de reale grunde. Ved at selv ratificere aftalen, så står de selv til ansvar for den.
Arben Deliu er cand. mag. fra Aarhus og Syddansk Universitet. Han er født i Bosnien og opvokset i Danmark. Han underviser i historie og psykologi på HF i Herning
Læs også: Kosovokrisen og dens implikationer
