Den bosniske video- og installationskunstner Maja Bajevic har netop været danmarksaktuel med udstilling på Møn. Tine Møller Sørensen har mødt hende til en snak om kunst og politik i Bosnien og i Europa.
På Møn, i den idylliske Askeby, kunne indtil for ganske nyligt opleves kunst i absolut verdensklasse, da Kunsthal 44 Møen indtil 31. juli viste udstillingen Karaoke / I left my wife with 38 children to die of starvation with only one hamburger left, right, left, right…
Den dobbelte titel er sigende for den bosniske kunstner Maja Bajevic’s arbejde, hvor den moderne verdens mange dobbelttydninger og facetter altid er i spil.
Bajevic er en af de mest internationalt anerkendte kunstnere fra Bosnien-Herzegovina og har en lang international karriere bag sig med udstillinger på biennaler, museer og gallerier over hele verden og udstiller f.eks. simultant med denne udstilling på Reina Sofia Museo i Madrid.
Hendes værker kredser om problematikker omkring identitet, og kunstneren repræsenter en markant stemme i et Europa, der synes på en gang stadig mere fragmenteret og sammenbidt, her blot 22 år siden Muren faldt, og alle veje syntes åbne for et nyt fællesskab.
Militærøvelser i Jerusalem og familiefest i Palermo
Udstillingen var anlagt med lyd i centrum, lige fra indgangspartiets titelværk, I left my wife with 38 children to die of starvation with only one hamburger left, right, left, right… (2011), der udgøres af kunstnerens stemme, der igen og igen gentager denne absurde march-hymne fra det amerikanske militær.
I video- og lydværket Karaoke (2011), sammenstiller Bajevic på underfundig vis en militærøvelse af en kvindelig enhed af den israelske hær, der udspiller sig ved Grædemuren i Jerusalem, mens en bøn klinger over pladsen fra Al-Aqsa-moskeen, med en privat familiefest i et fattigt kvarter i Palermo, hvor familien afsynger karaoke. De to begivenheder er bundet sammen af projektionen af hhv. karaoketeksten og bønnen, der begge fremtræder som netop på en karaokeskærm.
Ligeledes gælder det værket Avanti Popolo (2002), som kunstneren selv beskriver som ”et minefelt af sange”, og som består af, hvad der ligner et cityscape af højtalere og afspillere med en række a capella-indspilninger af patriotiske hymner. Når man bevæger sig gennem værket, antænder beskueren med sin egen tilstedeværelse via sensorer dette minefelt af blodige og hævntørstige sange, og den enkelte sang drukner i et veritabelt kaos; et værk, der i parentes bemærket har fået lov til at vokse ved den aktuelle udstilling, hvor sange på hhv. dansk og norsk er blevet tilføjet.
Adskillelsen mellem det offentlige og det private er en illusion
Alle værkerne, der var repræsenteret på denne udstilling, cirkler omkring det private og offentlige og om, hvordan vi generelt oplever, at der her findes et klart skel – en oplevelse, kunstneren absolut ikke er enig i:
”Skellet mellem det private og det offentlige er på en måde kunstigt, fordi det offentlige rum – hvis vi taler om politik som et offentligt rum – i så høj grad påvirker den private sfære, at vi ikke rigtigt kan skille dem ad. Vi lever i den illusion, at det er adskilt, men det er det rent faktisk ikke, fordi hvis der sker store politiske forandringer, har det i sidste ende indflydelse på vores privatsfære. Så jeg mener, at de er vævet ind i hinanden, men at det ikke nødvendigvis er noget, vi er bevidste om, og det er noget, jeg altid prøver at fremhæve.”
Bajevic kommer fra Sarajevo, som hun forlod i 1991 kort før krigen brød ud og ikke genså før syv år senere, og det er derfor næsten umuligt ikke at tænke krigene på Balkan ind i hendes værker.
På spørgsmålet om, hvorvidt der er en forventning til kunstnere fra Balkan om at forholde sig til 1990’ernes konflikter, svarer Bajevic: ”Ja, afgjort, fordi kunstverdenen – som måske andre verdener – elsker at kategorisere. Og så er det en meget nem kategori at sætte kunstnere ind i. Denne kategorisering har gjort det næsten umuligt at tale om noget andet, og jeg begyndte at protestere mod den position. Der er visse af mine værker, der virkelig er direkte forbundet med Balkan og til begivenhederne der, som f.eks. serien Women at work (1999-2001), men i forhold til andre værker søger jeg at forsvare dem og sige, at de taler om verden mere generelt.”
Begivenhederne på Balkan skal ses i en større kontekst
Det er denne større kontekst, der nu er den afgørende ramme for Bajevic’ arbejde. Flere af værkerne på den aktuelle udstilling henfører hun således til at være lige så forbundet til f.eks. angrebet på World Trade Center og et mere generelt misbrug af religion i verden, som til de konkrete krige på Balkan.
Hun mener således, at man ved at indsnævre værkernes betydningsfelt til helt konkrete og specifikke begivenheder forarmer værkerne: ”Hvis man tillader et værk udelukkende at adressere Balkan, bliver også problemet, som værket forsøger at italesætte, kun set i forhold til Balkan, hvilket jeg ikke mener er tilfældet. ”
Med værkerne i denne udstilling forsøger Bajevic desuden at følge den historiske tråd helt frem til samtidige konflikter: ”Mere som observatør end deltager. Ved at se på verden som den er, med de overlapninger der rent faktisk sker i verden, lagene der findes i verden.
Måske vil jeg på et tidspunkt igen etablere sammenhængen til, hvor jeg kommer fra, men på nuværende tidspunkt finder jeg det vigtigt at sige, at nej, det sker ikke kun der, og det er ikke sandt, at det er et typisk spørgsmål om Balkan – det er menneskeligt spørgsmål. Krig har desværre altid været et spørgsmål om menneskelig adfærd. Historien fungerer på en mærkelig måde; den er til stede som noget, der sker fra dag til dag, og så er det meget spændende, og så glemmer vi det i løbet af et år eller to.”
”Men det er samtidigt utroligt, hvordan så store hændelser som f.eks. udspandt sig under 2. Verdenskrig så let kan blive glemt – og når så en anden krig dukker op, så opfører alle sig som om ”åh gud, disse barbarer…”. Kun hvis vi ser hele billedet fra et større perspektiv, hvis vi begynder at sammenligne det med 2. Verdenskrig, Holocaust, med spørgsmålet om muslimer i Europa og Tyrkiet, først da kan vi få et rigtigt billede; så længe vi kun placerer det på Balkan, så bliver det også let behandlet som ”bare det skøre Balkan”. Og alle glemmer, at det kun er 60 år siden, at det helt samme skete i hele Europa. Der er intet land i Europa – ikke engang Schweiz – der ikke var involveret i det. Og jeg tror, at hvis man putter det i en større kontekst, vil det også være mere ”læseligt”, også for den lokale part”.
Håbets larm er forstummet
”Der er en tendens til i Vesteuropa at se på næsten alt, der skete i Østeuropa, som ”åh min gud, hvordan kunne de dog gøre det?”, mens man aldrig synes, at et stadium fuld af hooligans, som er parate til at slå ihjel på grund af en fodboldkamp er latterlig; det synes jeg, at det er. Men det diskuterer man aldrig, så på en måde er det også politisk eliminerende at tilkæmpe sig magt over en fjende, som allerede er død, ved at latterliggøre det og ikke engang give det æren i døden. Jeg har virkelig noget imod den positionering. Og jeg mener, at vi ved at bruge disse symboler risikerer at blive en del af det, at kigge på tingene fra det perspektiv… som at kigge i en zoo, at kigge på noget mærkeligt og sjovt. ”
Bajevic efterspørger med sit arbejde en langt højere grad af tolerance og accept; værdier hun ikke mener EU reelt indeholder, når man tager dens skepsis overfor f.eks. Tyrkiets indlemmelse og det generelle svigt af Bosnien-Herzegovina i betragtning. ”Nu i Bosnien, i Sarajevo, er der en frygtelig stilhed; efter krigen var den kunstneriske udtryksform meget larmende, fordi der var håb. Men nu er der en ekstrem stilhed, og det skræmmer mig, for ingen kan udtrykke det niveau af skuffelse og sårethed.”
Som en slags svar hertil har Bajevic følgende opfordring til både EU og os alle: ”Jeg tror, det vil være langt sundere at anerkende og acceptere, at der er andre mennesker og forskellige mennesker, der lever iblandt os”.
FAKTA:
Maja Bajevic, f. 1967 i Sarajevo
Uddannet i Sarajevo og Paris
Bosat i Berlin
Karaoke / I left my wife with 38 children to die of starvation with only one hamburger left, right, left, right…
26. juni – 31. juli
Kunsthal 44 Møen
Fanefjordsgade 44, 4792 Askeby
Tine Møller Sørensen er Cand. mag i Moderne Kultur og uafhængig kulturformidler kurator. Hun har stor tilknytning til Serbien, hvor hun bor flere måneder om året.
