Det er desværre meget sigende for Ukraines nuværende plads i en vestlig politisk offentlighed, at det eneste der kan få internationale nyhedsbureauer og tidsskrifter til at skrive om landets politiske udvikling er, hvis landets parlamentarikere endnu engang har slået hinanden til plukfisk i parlamentet, eller hvis oppositionens mest profilerede (og ikke mindst mest blonde og fotogene) leder bliver arresteret og anklaget for embedsmisbrug.

Ukraine er blevet en lost cause endnu engang – uinteressant for EU eller NATO, alt for tæt på oliestaten Ruslands interessesfærer – og uden for pædagogisk rækkevidde i forhold til korruption, valgsvindel og intimidering af politiske modstandere og frie medier.

Den orange revolution i 2004 viste sig at være et kortvarigt glimt af folkets kollektive styrke over for en magtfuldkommen og udemokratisk elite. Men luften gik af ballonen, da det viste sig, at redningsmanden, Viktor Jusjtjenko, ikke ville eller kunne rydde op; dertil var Ukraines politiske kultur for solidt rodfæstet i en praksis, hvor alle væsentlige beslutninger blev truffet bag scenen – uden for demokratisk kontrol. Økonomisk og politisk magt flyder sammen i ét. Hvem træffer beslutningerne i Kijev? Der er ingen, der ved det.

Viktors bedrifter
Viktor Janukovitj har siden sin tiltræden som præsident i januar 2010 gjort alle vurderinger af, at han nu var kompromissets mand til skamme ved at demontere alle institutioner, der kunne udfordre hans magtposition. Han har succesfuldt ændret forfatningen tilbage til et superpræsidentielt styre, ændret reglerne for koalitionsdannelse i parlamentet til sit eget partis fordel, ændret sammensætningen af forfatningsdomstolen til egen vinding ved at få tre kritiske dommere til at gå af, sat de tilbageværende frie medier under overvågning af sikkerhedstjenesten SBU, intimideret intellektuelle med et kritisk syn på Ukraines historiske forhold til Rusland og opløst hovedstaden Kijevs selvstyre ved at underlægge byen et administrationsråd udpeget af ham selv.

Den seneste retssag imod oppositionslederen Julia Timosjenko (der gik af som premierminister umiddelbart efter Præsident Janukovitj tiltræden i 2010) er mere end noget andet et eksempel på det nuværende regimes magtbrynde, ja sågar hybris grænsende til det stupide.

Anklagerne imod hende er ”embedsmisbrug”, angiveligt foregået under hendes tid som premierminister. I sig selv en farceagtig anklage, Janukovitj’ egen rolle som valgsvindler i 2004-valget taget i betragtning, og ikke mindst i lyset af hans egen regerings bedrifter de sidste 18 måneder.

Timosjenko skulle have forhandlet en dårlig gasaftale på plads med Rusland og Gazprom imod Ukraines nationale interesse, til en gaspris der ifl. Janukovitj har kostet Ukraine 210 mio. dollars. Straframmen er op til 10 års fængsel. Gashandlen imellem Ukraine og Rusland er meget uigennemskuelig, men det er klart korruptionen fortsat flyder frit, og at der er oligarker i Ukraine, der skummer fortjenesten, samt at gashandlen bliver brugt udenrigspolitisk af Kreml til at tryne den tidligere vasalstat Ukraine. At give Timosjenko skylden for tingenes tilstand er grotesk, eftersom de har været således lige siden 1991.

Timosjenkos chance
Anklagen minder i sin vaghed og bredde om Putins retssag imod nu fængslede oligark Mikail Khordokovsky for skatteunddragelse – den er juridisk tvivlsom og politisk motiveret. Formålet er, at neutralisere Timosjenko frem til parlamentsvalget i 2012 og præsidentvalget i 2015, hvor hun er Janukovitj største konkurrent. Men at gøre dette med en højt profileret retssag virker meget klodset og dårligt gennemtænkt.

Det sidste man skal gøre for at fjerne Timosjenko er at give denne fotogene, rige, karismatiske og veltalende politiker masser af medietid til at udstille Janukovitj og hans regionernes parti som hyklere. Sagen kan revitalisere det hensygnende oppositionsmiljø i Ukraine og har allerede medført kritik fra både USA og EU. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at Janukovitj selv har forsøgt at distancere sig fra retssagen og lægge det fulde ansvar for anklagerne over på de super duper uafhængige ukrainske domstole.

Timosjenkosagen viser et centralt problem for Ukraines politiske kultur og demokrati. Hvis en kultur er til stede, hvor politikere jævnligt forsøger at retsforfølge deres politiske modstandere så snart de har forladt embedet, er der et stærkt incitament til stede for samme politikere at klynge sig til magten med alle midler. I Danmark kæmper politikerne om magten hvert fjerde år, men det er en magt reguleret af parlamentarismen og domstolene. I Ukraine kæmper politikerne en kamp om hele statens magtapparat, domstole og ressourcer. Hvis du taber, risikerer du at blive retsforfulgt efterfølgende. Det bliver en winners-take-it-all konkurrence, hvor man ikke har råd til at tabe og derfor tager alle midler i brug for at vinde.

Af PZS